søndag den 30. august 2015

Forandring og udvikling

En lang sæson for Blovstrød Løvernes stærkeste piger, Anna og Louise, sluttede med endnu mere succes i denne weekend, hvor Anna blev nordisk mester på 3000m og Louise nr. 4 på 3000m forhindring.
Nu skal de have noget pause inden vi bygger op til Cross sæsonen.
Jeg kan stadig ikke løbe. Det har ikke været et problem når vi træner på banen, men det bliver helt sikkert en udfordring nu når vi rykker ud i skoven.

Selvom Kersti og jeg har været trænere i rigtigt mange år, er vi enige om at være åbne over for nye ting i træningen. Vi tog f.eks. straks forhindringsløb op, da DAF´s sportschef opfordrede til det.
Hidtil har vi brugt bakker og trapper som en form for styrketræning og løberne laver naturligvis coretræning, men vi har ikke lavet decideret styrketræning for benene. Det starter vi på nu. Vi kan jo se hvor stor betydning Annas styrke har for hendes præstationer. Vi har også købt agility stiger, så vi kan træne foot-work.

torsdag den 6. august 2015

I gang igen

Tirsdag var der et imponerede fremmøde på 26 til vores banetræning. Anna og Sharif løb super godt sammen. Anna er bestemt ikke kommet ud af form på ferien.
Det bliver spændende ved DM. Jeg håber orienteringsverdensmesteren Maja Alm virkelig er klar til at løbe med om medaljerne på 5000m. Det kunne være sjovt.
Louise og Karoline løb 1500m ved CAG onsdag. Desværre var feltet for smalt til at de rigtigt fik noget ud af det.

Jeg er selv kommet i gang med at cykle. Jeg har kørt en time roligt mandag, tirsdag, onsdag og i dag kørte jeg 2 timer med Steffen Falch. Det gav god selvtillid.
Min læg er stadig spændt, så jeg venter med at løbe.