torsdag den 30. august 2012

I dag var det DHL dag. Jeg startede med en 5 km joggetur om morgenen. Min lægge var igen ret spændte, men det var væk om aftenen. Jeg varmede op ved at løbe ruten på de 5 km igennem. Sidste år var mit firmahold (Naviracers fra Naviair) hurtigst om torsdagen, så vi var i første startgruppe, og da jeg løb 1. tur var der altså frit løb. Rolf Knudsen og Bo Abrahamsson stak afsted og jeg lå i næste gruppe med Anna Holm. Hun var svær at slippe af med - super form - og vi fik begge 16.46 da vi krydsede 5 km mærket (jeg havde 17.08 ved skiftet). Vores hold var ramt af 3 afbud, så Jakob Aner og jeg løb begge 2 ture og Steffen Falch hjalp til med en enkelt hurtig tur. Vi var igen bedste hold torsdag, men naturligvis er det federe at have et rigtigt hold med 5 forskellige løbere, som vi havde sidste år. Jeg var helt oppe på 18.52 da jeg løb 4. tur i trafikproppen. Dagens total blev 27,5 km plus et kvarters cykling i hårdt tempo.

onsdag den 29. august 2012

Dejligt vejr i dag, så jeg cyklede en formiddagstur på 54 km med 31,5 km/t.
Her til aften joggede jeg en halv time og lavede stigningsløb.
Puh ha, nu kan jeg godt mærke at der er kommet mere gang i kvalitetstræning og konkurrencer, efter at jeg er holdt op med at have problemer med ryggen. Jeg har løbet en del km i den superfede Lunarspider.
Mandag havde jeg meget stive lægge, og joggede kun 20 min inden vi lavede 100m og 400m test med de unge på stadion. Jeg fik også 40 min cykling.

Tirsdag kæmpede jeg lidt med den højre læg og lidt let smerte i højre fodled. Jeg tror det går væk af sig selv de næste dage, men må være meget opmærksom. De 3 DHL ture torsdag virker lige nu for risikabelt.
Da vi havde varmet op i går, var al ømhed væk, så jeg løb forsigtigt med på programmet som var 2x1km + 4x0,5 km i skoven. I alt godt 12 km på træningen. Lasse er på ren duracell og de unge piger Emily og Karoline begynder at dyste med de mere erfarne piger.    

Nu nærmer vi os DM halv og dermed udtagelse til VM halv og forhåndsudtagelse af løbere til EMX. Det er meget sjovt, at få overblik over hvem der satser på de forskellige konkurrencer. DM halv bliver virkeligt spændende!

mandag den 27. august 2012

Uge 34, Herlevløbet og DM

Søndag var en vild løbedag. Jeg tog til Herlevløbet for at få 10 km tempotræning i Halvmartempo på en rute jeg har løbet før. Jeg var lidt spændt i læggene, men efter en halv times opvarmning var det væk. Jeg fik løbet lidt for hurtigt på den første omgang af 4, så omgangstiderne blev 8.40 - 8.47 - 8.55 - 8.51 og altså en sluttid på 35.13. Jeg vandt sgu løbet og fik flotte præmier med hjem fra det hyggelige løb.
Ruten i Herlev er ikke hurtig, og jeg var ikke nedtrappet, så jeg tror jeg kan holde samme tempo om 2 uger på Halvmar og nå mit mål og komme under 1.15.
Ved DM på Østerbro Stadion løb jeg med på 3 gange opvarmning/afjog, så jeg kom op på 29 km på dagen og 105 km i alt på ugen og derudover 15 point for cykling. Det går godt for øjeblikket.

Vi havde 10 tilmeldte ved DM. Masha løb en fin 5000m, men ellers var kvinderne ikke helt så stærke som vi ellers er blevet forvent med. Mændene var derimod rigtigt gode. Steffen fik som sidste år en flot 5. plads. Kasper og Martin løb super godt og fik begge PR (15.29.85 og 15.32.03). Bedre kan det ikke gøres ved DM. Sidste år udgik Kasper efter et for hurtigt udlæg og Martin løb 16.16, så der er sket rigtigt meget på et år. Lasse viste at han er tilbage på toppen igen efter en lang skadesperiode hen over vinteren.

søndag den 26. august 2012

Benene bliver bedre dag for dag.
Fredag løb jeg 14 km i 4:30 tempo.
Lørdag formiddag løb jeg 11 km, hvor de 4 km var med tempostigning 3:40 => 3:30 og resten i 4:25.
Kl. 13 mødtes jeg med Niels Kim i Tårnby og vi joggede rundt på NMX ruten. Han er meget tilfreds :-)

torsdag den 23. august 2012

Efter 3 hårde dage var jeg naturligvis ret stegt onsdag. Så jeg klippede hæk - og jeg har pænt meget hæk - og så nød jeg ellers pausen.

Torsdag morgen joggede jeg 10,5 km, hvor jeg igen var på NMX ruten i Tårnby. Og så cyklede jeg hjem fra arbejde. 36 km med ca. 30 i snit i sidevind og byger.

tirsdag den 21. august 2012

Mandag havde vi internt løbestævne hos Løverne. Jeg løb 1500m på 4.42,4 solo, hvilket jeg er okay tilfreds med. 10 min efter var jeg hare for Anders K i hans forsøg på at tage M55 3000m klubrekorden fra Axel. Vi løb som planlagt 85 sek. pr. omgang men Anders kunne ikke mere med 900m tilbage og udgik, så jeg satte farten op og fik 10.24.3. I alt 14 km på træningen plus 20 min cykling.

Tirsdag morgen startede med 7 km på bånd i 4:15.
Jeg løb til og fra træningen, så jeg kom helt op på 17 km på aftenpasset. Vi løb 6x800m med 2 min pause. Jeg startede sløvt med 2.41, men på de næste 5 fulgte jeg næsten med TJ og vores nye løber Martin Idoff, og fik 2.32 i snit. Vores unge piger har et mega sejt sammenhold og træner rigtigt godt.

søndag den 19. august 2012

Uge 31, 32 & 33

Fredag kørte vi til min familie i Kolding, så tidligt lørdag var jeg på 9 km joggetur rundt i den kære Marielund Skov.
Lørdag middag kørte vi hjem igen og om eftermiddagen cyklede jeg 35 bakkede km om Birkerød med 31,8 i snit.
I dag har vi været ved stranden hele dagen. Inden jeg lagde mig i sandet løb jeg en rigtig god tur i Tisvilde Hegn. Jeg var flyvende og slet ikke træt eller påvirket af varmen. Jeg stoler jo ikke på Nike GPS - den sagde 22 km i 4:25 - for jeg er sikker på, at jeg løb noget hurtigere og dermed noget længere. Sluttede ugen med 2 x 10 min svømning i det lune hav.
Uge 31 startede med motivationsbesvær. Så jeg fik kun 63 km uden intensitet og 5 point for alternativ træning. Jeg fik dog hul på langturene med en tur på 2timer7min
Uge 32 var god med 80 km og 12 point. Der var endnu en 2 times tur og 2 gange interval.
Uge 33 gav 90 km og 26 point. Intensiteten begrænser sig til 5000m konkurrencen i torsdags og den lange tur i dag var ikke rigtig lang, men dog noget hurtigere end de andre langture.
Situationen lige nu er god. Jeg har ikke ondt mere når jeg løber, og jeg har meget lyst til at træne og til at støtte de hurtige løbere i klubben. Jeg ville ønske der var en god træningsuge mere før DM halv, men det bliver nok godt alligevel.
Det nemlig fedt at opleve de unge have succes. Både dem fra klubben, men også de absolut bedste danske løbere. Der er engagement derude. Flere vil bryde igennem internationalt de næste år.

fredag den 17. august 2012

Tidlig op og på bånd. Ingen ømhed efter i går. Løb 10 km i 4:20 tempo med 4x500m undervejs i 3:40 bare for at bryde det monotone.

torsdag den 16. august 2012

Det blev en rigtig god aften på Østerbro Stadion. Der var PR til Alex (2.06.40), Idoff (2.07.98) og Almeida (2.09.11) på 800m og til Kasper (8.50.11) og Permin (8.51.62) på 3000m. Steffen fik et fint testløb på 8.38 og Masn fortsætter sit flotte comeback ved lige at komme under 9 min. Jeg løb selv 16.54.28. Jeg kunne fra starten mærke at 3:20 tempoet ikke var nemt, så det var okay, at jeg ikke tabte mere tid. Km-tiderne var 3:20-3:22-3:25-3:27-3.20. Sara fik rigtig god hjælp af Kent Nørmark istedet for og løb en kanon PR på 16.20.88. Abdi og Hannibal kæmpede flot, men kom ikke under 14 min. Abdi fik dog PR med 14.04.93.
Med 4 km opvarmning og 5 km afjog blev det en okay træningsdag.
Onsdag kørte vi til Rågeleje lige efter arbejde og badede og grillede på stranden. Jeg løb 8 km i 4:20-4:30 tempo.

Her til morgen har jeg løbet 7,5 km på bånd, med det meste i 4:15 tempo men også med perioder med 3:20 og 3:40 tempo for at vække kroppen.
Jeg føler mig godt tilpas og håber på en okay 5000m i aften. Hvis jeg kan, vil jeg hjælpe Sara Sig med at løbe PR.

onsdag den 15. august 2012

Sådan en god løve-weekend, godt vejr og gode ben kan virkelig sætte gang i træningsmotivationen.
Mandag valgte jeg dog ikke at løbe, for ikke at risikere ømme ben. I stedet for cyklede jeg 40 km med min yngste søn David og vi gik i svømmehallen, hvor jeg svømmede 1100m og lavede 20 min aquajog.
Tirsdag startede med 7 km i 4:15 og om aftenen var der fællestræning og Teammøde, hvor vi fik det nye lækre Teamtøj. Træningen var på 12,5 km i alt inkl. 8x150m spurt. Jeg er klar til 5000m i morgen.

søndag den 12. august 2012

Fredag var jeg overraskende frisk, men jeg passede på og joggede kun 9 km.
For i weekenden var vi 12 seje Løver til Beach´n`Grill & OL Camp. Lørdagen startede med at jeg cyklede 40 km til Allerød sammen med min søn Joachim. Om eftermiddagen kørte jeg tilbage til sommerhuset og Campen begyndte. Vi løb fartleg i Heather Hill i fantastisk vejr. Det gik okay. Fik næsten 15 km på træningen, som vi sluttede af med en badetur.
Søndag løb vi langt til Tisvilde. Ca 27 km på 2:05 fik Thomas Jensen og jeg. De andre løb lidt kortere. Lea, Permin, Kasper og Steffen virker enormt stærke i øjeblikket. Der var nogen som fik en lidt for lang tur i dag, men sådan er camp - der skal brydes grænser. 80 km løb i denne uge med 3 gode pas.
Det bliver spændende om jeg kan få lidt fut i stængerne ved Baneturneringen på torsdag.

torsdag den 9. august 2012

Jeg er rigtigt kommet i feriemode, så det er svært at komme ud og træne.
Mandag holdt jeg fri for at passe på mit knæ, som jeg slog dagen før.
Tirsdag løb jeg 7 km langsomt.
Onsdag løb jeg 7 km lidt hurtigere.
Torsdag løb jeg 4 x ca. 2km interval. Det gik godt. Med 7.03-7.01-6.58-6.49 var jeg samlet 43 sekunder hurtigere end for 5 uger siden. 17 km i alt på træningen.

I weekenden kommer 11 løver til Run & OL Camp i mit sommerhus. Det bliver fedt. Gode træninger og succes til Jesper på marathon.

søndag den 5. august 2012

Jeg løb alligevel ikke intervaller i går. Jeg har haft svært ved at motivere mig til at løbe langt, og det var grunden til at jeg ikke kunne tage mig sammen i starten af ugen. Men i dag besluttede jeg mig så for at få noget godt ud af ugen alligevel og kom ud af døren. Det blev ikke nemmere af at jeg faldt på asfalten og slog hul på knæet og i hænderne efter 3 km. Men jeg kom videre og det blev til 27km i ca. 4:40 tempo. Udholdenheden er god, for fysisk var det ikke hårdt.

lørdag den 4. august 2012

Fredag følte jeg mig ikke helt på toppen - hverken mht. ryggen og mine knæ fordi jeg har ligget på knæ og leget håndværker. Det blev til 7 km jog og 5 km jog.

Lørdag formiddag løb jeg en rigtig god tur med Permin. I aften er det planen at løbe intervaller.

fredag den 3. august 2012

Det er nogle fede dage i sommerhuset, men jeg får ikke løbet så meget i øjeblikket. Faktisk har jeg slet ikke trænet i 3 første dage i uge. Når man får disse motivationsdyk, gælder det om at begrænse afbrækket så meget som muligt. 3 dages pause er for slapt. Torsdag løb jeg 13 km i 4:30 og Miriam og jeg cyklede en times tid.