tirsdag den 31. marts 2015

Uge 13

Ugen sluttede lidt fortravlet og med sygdom. Jeg sov det meste af lørdagen, da jeg nu var ramt af den samme forkølelse resten af familien har.
Jeg løb lige 5 km inden jeg tog til Løvernes formands 50 års fødselsdag. Det blev sent.

Søndag morgen var det 4 forkølede le Fevrer som tog i lufthavnen, for nu skulle vi på ferie på Sicilien. Vi ankom til hotellet, med den flotteste udsigt til Etna, lige inden det blev mørkt. Det blev min fjerde dag i år uden løb.

På ugen fik jeg i alt 35 km plus 57 point for cyklingen.

lørdag den 28. marts 2015

VM Cross



Maria Larsen bedste europæer 
De 3 danske juniorpiger leverede alle stærke præstationer ved VM Cross. Der blev løbet på og ved en travbane i Guiyang beliggende i 1100 meters højde i det centrale Kina. Det havde regnet i dagene op til løbet, men under konkurrencerne var det tørt, overskyet og 16 graders varme. Ruten, som var 2 km lang, havde mange sving, små stigninger og kunstige forhindringer, som alt sammen var med til at bryde rytmen. Alligevel klarede de gode baneløbere sig fint. Det galt ikke mindst danske Maria Larsen (KIF), som besatte en imponerende placering som nr. 30 af de 100 startende juniorpiger. Maria blev klart bedste europæiske løber, og kom i mål kun 4 sekunder efter bedste amerikanske løber. Herudover blev hun kun besejret af 24 østafrikanske løbere, 3 japanere og 1 kineser.
Alberte Kjær og Louise Rode løb også stærke præstationer hjem. Alberte blev nr. 48 og fjerde bedste europæer, mens Louise sluttede som nr. 71 som syvende bedste af de sytten startende europæiske løbere. Louise løb et fint disponeret løb, hvor hun rykkede fra nr. 79 til nr. 71.
De 2 europæiske løbere, som placerede sig mellem Maria og Alberte var franske Beaugrande (nr. 7 fra EM Cross) og stærke britiske Nuttall. Med Anna Møllers afbud forsvandt det danske håb om et godt holdløb, da det kræver 4 løbere. Nu er det kun spekulation, men med Anna på holdet havde Danmark haft fine chancer for at slutte som bedste europæiske nation og nogenlunde på niveau med USA.
Juniorpiger 6 km
1. Letsebeth Gidey (ETH) 19.48
30. Maria Larsen (KIF) 21.49
48 Alberte Kjær (Fredericia Tri) 22.26
71. Louise Rode (Blovstrød Løverne) 23.16

På billedet fra en træningstur i Kina er det fra venstre Louise Rode, Alberte, Batting og Maria.

Toppræstation af Sara Sig
Kvinderne skulle 4 gange rundt på den fine 2 km crossrute. Efter en placering som nr. 63 efter første omgang, rykkede Sara Sig frem i feltet omgang for omgang og sluttede helt oppe som nr. 35 af de 81 startende kvinder. Fra Europa kunne kun spanske Tirhas Gebre (med etiopiske rødder), og de to britiske stjerner Gemma Steel (senior europamester) og Rhona Auckland (U23 europamester) besejre Sara. Lige bag sig havde Sara de to spanske løbere Fuentes-Pila og Martín, som blev nr. 9 og nr. 19 ved EM Cross. Louise Batting så længe ud til at skulle blive næstbedste danske kvinde, men et stort tidstab på sidste omgang sendte Louise nogle placeringer tilbage, hvormed også Simon Glad kom forbi og besatte pladsen som nr. 70 lige foran Batting.
Seniorkvinder 8 km
1. Agnes Jebet Tirop (KEN) 26.01
35. Sara Sig Møller (Sparta) 29.03
70. Simone Glad (Odense) 30.41
71. Louise Batting (Århus 1900) 30.59 

fredag den 27. marts 2015

Cykeltræning

Vi har noget firma cykling konkurrence d. 27-29 maj, og jeg kan se at de andre træner rigtigt meget, så hvis jeg ikke skal falde igennem må jeg også i sadlen.

Torsdag
30 km MTB / 73 min
5 km roligt løb

Fredag
76 km /2t22 min med 4½ omgang på Tyren ved Ganløse. Kørte sammen med min kollega, Erik, som var ret stærk på bakkerne.
5 km roligt løb

torsdag den 26. marts 2015

VM Cross


Her har vi VM Cross holdet i Guiyang i Kina. Fra venstre holdleder Niels Kim, Sara Sig, Simone Glad, guiden, Maria Larsen, Louise Rode, Alberte Kjær og Louise Batting. De ser skarpe ud!

Simone har sendt mig billedet og hun beretter:

"Alle sociale medier er blokeret her i Kina så du får lige en lille update pr mail.
Vi er velankommet igår, er blevet tjekket ind på et virkelig lækkert hotel og maden er virkelig god, selvom det er lidt stærkt. Vi har fået en kinesisk guide som på engelsk hedder Little Snow og hun følger os i tykt og tyndt imens vi er her. 
Vi har været ude og træne i en nærliggende park hvor der er lavet en ca. 3 km rute med vejvisere, vagter og vandposter. Nu sidder vi og spiser frokost og skal ud og se den gamle by her i Guiyang."

Anna Møller er ikke med. Hun fik mistanke om sygdom i weekenden og mandag blev det konstateret at hun er syg og besluttet at hun ikke skal løbe. Hun er naturligvis meget ked af det, men hun er stærk og skal nok komme godt igennem denne skuffelse. Hun var til træning i tirsdag. Jeg tror det var godt for hende at løbe en lille tur og få snakket om det.
Desværre betyder det, at vil heller ikke denne gang får set hvor stærkt vores juniorpige-drømmehold er. Nu må vi håbe alle de stærke løbere er friske og på toppen til EM i december.

Vejret i Guiyang ser ikke så spændende ud. Men den slags vejr er de jo vant til.
Mesterskabets hjemmeside findes HER

Pigerne løber kl. 5.00 dansk tid på lørdag. Kvinderne kl. 6.15.
Det kan live streames HER

Lidt tanker om DM 10 km

For Blovstrød Løverne var det en super dag. Det lykkes overraskende sikkert at køre holdmesterskabet hjem for kvinder, og dermed sikrede vi os den samlede sejr i Cross Challenge. Vi har kun vundet en gang tidligere. Det var i 1994/1995. Dengang var Dorte Dahl også på holdet! De øvrige tællende var Nina Christiansen, Pernille Svarre, Maja Vej og triathleten Susanne Nielsen.
Dorte vandt i øvrigt sin veteransejr nr. 25 i CC i lørdags.
Vi havde også stor succes med de 6 unge piger, som vandt holdløbene i henholdvis P17 og P19. Alle undtagen Anna Møller satte PR. Det var flot af Louise Rode, for hun måtte trække meget i anden gruppe. Anna var også i PR form, men pga. den langsomme start på løbet, var det ikke muligt at komme ned på gode tider. Nu fik vi et spændende løb i stedet for, hvor Louise Batting var stærk og pressede farten op til sidst, men Simone var den hurtigste i spurten.
Vores mænd løb et godt og homogent holdløb og fik en fin 6. plads i holdløbet. Sharif var helt på toppen over sine 32.30.

Præmieoverrækkelsen var igen en trist og langvarig omgang. Det bør foregå indendørs, når der er så mange klasser, og der bør være en tidsplan så man ved hvornår man skal være klar.
Spørgsmålet er om vi kan reducere i antallet af klasser?
30-34 års klassen kan nedlægges
For 35-39 år kan holdløbet nedlægges
Holdløb kan slås sammen til 4 grupper for mænd: M40, M50, M60, M70+
For kvinder kan det endda reduceres til 2 grupper: K40 og K55+ (el. K60+)

Mandag cyklede (eller trillede) jeg hjem fra arbejde. Benene var helt døde og jeg var meget spændt i læggen, så jeg droppede løbetur.

Tirsdag var der en håndfuld som løb 4x1,3km interval i skoven. Os som havde løbet DM 10 km joggede bare rundt i området. Jeg fik 11 km på de trætte ben.

Onsdag cyklede jeg 46 km / 87 min. Halvdelen heraf var 2 omgange på "Tyren" som jeg kørte på 43 min. Om eftermiddagen løb jeg 9 km / 40 min.

mandag den 23. marts 2015

Uge 12

Fredag joggede jeg 8 km, og følte mig alt andet en klar til DM 10 km.

Lørdag fik jeg varmet op over 7 km mens jeg heppede på kvinderne.
Selve DM 10 km gik fint. Jeg synes jeg skulle arbejde hårdt for at holde tempoet i starten, men jo længere vi kom, jo nemmere føltes det. Jeg løb 35.28 med 17.52 på første halvdel og 17.36 på anden del. Efter løbet løb jeg 3 km ud til min søster i Strib.

Søndag kørte jeg en times MTB og joggede 6 km.

I alt fik 57 point for 6t20min cykling og jeg løb 53 km, så i alt blev det til 110 point.

fredag den 20. marts 2015

DM 10 km

Det er dejligt at se, at alle relevante danske eliteløbere er på startlisten hos herrerne til DM 10 km. Det bliver et godt ræs. Det er bare synd, at vejret ikke ser ud til at være med os.
Under gode forhold kunne en stor del af disse komme under 30 min:
Abdi, Budolfsen, Thijs, Wade, Michael Nielsen, Faurschou, Markussen og Tærsbøl. Them er nok ikke tilbage på det niveau endnu.
Jeg tror DM-podiet bliver betrådt af de 3 førstnævnte.
Løverne har et 5-mands herrehold som kan få en samlet tid på ca. 2t43min. Sidste år gav det kun en 8. plads for hold. Jeg håber, det kan blive lidt bedre i år.

Kvindernes løb har i mine øjne Anna Holm som favorit. Simone og Anna Møller er nok meget lige, som de var ved DM lang cross. Det er spændende om Maria Sig kommer, og om hun kan hænge på. Det er nok mest realistisk at hun kan følges med Louise Batting. Jeg håber at Louise Rode kan få et godt løb i en gruppe med Susanne Svendsen, Kirsten Pettersson, Tine Pallisgaard, Mette Møncke m.fl.
Dorte Dahl har været skadet og Michelle Lundh syg, så den lille fordel vi havde i holdløbet er måske væk.  

Sidste år overraskede jeg mig selv rigtigt meget med at løbe 34.47. Jeg tror 35.30 er realistisk lige nu.
Onsdag var min ankel god igen. Jeg løb dog på bånd, for at være mere sikker på ikke at vrikke igen. 6 km blev det til. Om eftermiddagen cyklede jeg hjem fra arbejde via Østerbrog hvor jeg mødtes med Hartlev og Simon Jørn. Vi fulgtes ad et godt stykke nordpå inden de vendte om. Jeg fik 59 km på 2 timer.

Torsdag cyklede jeg til arbejde. For første gang i år, følte jeg at jeg havde kraft i trådet. Jeg kørte de 15 km fra Farum til Utterslev med godt 34 km/t i snit, og følte at det bare rullede af sig selv. Jeg mødte min klubkammerat Rasmus Bohr, som var en god 10-kæmper i 1990, og nu et sejt watt-monster på en cykel. Jeg fik 41 km på 80 min.
Min ben var lige så dårlige om aftenen som de var om morgenen, så jeg joggede kun 8 km med ungdomsløberne.

tirsdag den 17. marts 2015

Sidste hårde træning inden VM Cross

Aftenens program var 4x1 km interval med 3 min pause. Vi løb som i sidste uge på asfalt-ruten rundt om AG. Det var sidste prep før DM 10 km. Anna og Louise løber også DM 10 km, men har ellers ikke flere hårde træningspas inden VM Cross.
Og der var fart på. Sharif løb 3.02 på alle 4. TJ er igen i form og løb 3.04 i snit. Anna løb 3.06 i snit, Lea 3.15 og Louise 3.17. Lea kan desværre ikke være med på lørdag, ellers havde hun nok sat PR.
Resten af gruppen gjorde det også rigtigt godt. Jeg var med på cykel, fordi min ankel er hævet efter et vrik i går. Jeg regner dog med at løbe i morgen.

Mandag løb jeg 5 km om morgenen, og det var her jeg trådte i et hul og vrikkede om. Det gjorde ikke umiddelbart ondt, så jeg løb videre, for kort efter skulle jeg til en Alpe d'Huez udfordring med 12 kollegaer på spinningscykler. Vi kørte først 3 km fladt og så begyndte bjerget. Jeg kørte mig op på førstepladsen efter ca. 45 min, men Henrik Sand var ikke sådan at knække, så efter 6-7 min hård duel om føringen, fik jeg slap rygrad og "trillede" resten af vejen op. Jeg fik 1t40 min i alt hvoraf de 52 min var med lige godt 250 watt.

mandag den 16. marts 2015

MTB Marathon

Søndag morgen joggede jeg 5 km mens solen stod op over Rågeleje. Jeg har besluttet at løbe 5 km hver dag, og det er klart det bedste at løbe inden hård cykling. I år har jeg kun misset løbeturen den dag vi arrangerede Øst Cross.

Kl. 10 gik starten til finalen i Slush Cup. Det var MTB Marathon, hvor man skulle køre 3 timer + omgangen færdig. Hver omgang var på 9 km og det tog ca. 25 min at køre den. Der var masser af singletrack og teknisk svære stykker. Der var også en regulær stigning, hvor jeg hver gang fik taget de pladser tilbage, som jeg tabte på resten af runden. Jeg fik kørt 8 omgange på 3 timer 22 min, og blev nr. 19 af 56 i H40. Det var hårdt for hænder, nakke, ryg og numsen, når man ikke er vant til den slags løb.

På ugen fik jeg 60 km løb. Tirsdags intervallerne var gode, men resten af ugen var jeg desværre plaget at et dårligt knæ.
Jeg giver også mig selv 50 træningspoint for 5t34min på cyklen, så uge totalen blev på 110 point..

lørdag den 14. marts 2015

Fredag løb jeg 6 km og lørdag kun 5 km. Begge dage i roligt tempo, for at give knæet en chance. Det er klart blevet bedre.
I morgen har jeg startnummer til Slushcup Marathon i Gribskov (3 - 3 en halv times MTB), og mandag er jeg tilmeldt X-trainer spinning Alpe d'Huez dyst med kolleger. Jeg prøver at stille til start og ser om jeg kan klare det.

torsdag den 12. marts 2015

Sol på vejen - men ondt i knæet

Onsdag var jeg rigtig træt i benene, men i det dejlige vejr var det en fornøjelse at jogge 8 km.
Da jeg ville afsted på cyklen gik det dog desvære ikke. Jeg har haft tiltagede ondt i det ene knæ, og nu gjorde det så ondt, at jeg ikke kunne træde. Jeg prøvede i 7 min, men det blev ikke bedre, så jeg vendt om og kørte hjem. Jeg har aldrig før haft ondt i højre knæ, og jeg har aldrig før haft problemer med at cykle. Jeg gav knæet en omgang is, da jeg tror det er lidt hævet. Det føles som om det hjalp.

Torsdag pudsede jeg sommercyklen og gjorde den klar, men selvom det var gudevejr lod jeg den stå for at give knæet lidt ro.
Om aftenen trænede vi også kun let. De fleste trængte til en hygge træning, og nogle skal lige komme sig over småting, mens andre skulle spare lidt på kræfterne til Øst Cross på lørdag. Jeg fik 9 km.

Vi arbejder videre på Baneturneringen. Vi vil arbejde meget med at skaffe harer til at opnå løbernes drømme samt at skaffe bonuspenge til dem som løber de gode tider.
De har også gang i noget spændende i Norge http://norwegianmilersclub.com/

tirsdag den 10. marts 2015

11 dage til DM 10 km og 18 dage til VM Cross

Det er fantastisk når de store resultater kommer. Og det er spændende og udfordrende som træner at balancere det hele. Vi har haft det primære mål at undgå skader, så løberne udvikler sig stabilt uden afbrydelser. Og det er indtil nu lykkes fint for hele gruppen. Og det er ikke fordi, vi ikke har øget træningsbelastningen.
I dag løb vi 5-6x1 km asfalt interval, da næsten hele gruppen skal løbe DM 10 km. Sharif er blevet testet af Hechmann og har fået program. Det er super godt for ham, at løbe med på Hechmann-bølgen. Han løb med overskud 3:07 på 6x1 km. Anna løb 3:08-3:11 på sine 5 ture. Andreas MJ løb også hurtigt. Jeg løb lidt bag Thomas J, Lea og Louise. Seje Louise var lidt øm efter DMU inde og hårdt program ved idræt i gym. og indetræning med AAM mandag, men løb alligevel en stabil serie på 5 stk. på 3.23. Jeg havde 3:32 i snit på de første 3 og 3:26 i snit på de 3 sidste 1 km. Jeg fik i alt 17 km, da jeg løb til stadion.

mandag den 9. marts 2015

Uge 10 og DMU inde

Jeg sluttede ugen med 14 km i Skive ved DM indendørs for ungdom. Jeg varmede op med Alejandro Maillet. Han gik ind og vandt 400m i suveræn stil. Så løb jeg 10 km på 42 min, hvor jeg bl.a. fik en god snak med Line Schulz fra Aalborg, som er i super form og vandt 3 gange guld. De sidste 2 km fik jeg efter at Louise og Karoline havde løbet 1500m. De blev nr. 3 og 4 og satte begge PR på 4.40.16 og 4.57.22.

På ugen fik jeg igen øget løbemængden. 85 km i alt - dog uden intervalpas. Jeg cyklede 6t10 min = 55 point, så på ugen fik jeg i alt 140 point,

lørdag den 7. marts 2015

Masser af træning og atletik

Fredag løb jeg først 16 km, og så de gode danske præstationer ved inde EM. Jeg fik sgu en klump i halsen over Nick´s 800m.
Om eftermiddagen cyklede jeg til arbejde i sjask og blæst. Jeg rundede lige "Tyren" stille og roligt på 23 min og fik 63 km på 2t10min. Jeg så naturligvis Thijs løbe 3000m. Det er ubarmhjertigt, at man kan løbe en så god tid, og på samme tid se lidt langsom ud, fordi de andre løber 10-12 sek. hurtigere.

Lørdag cyklede jeg hjem fra nattevagt via Strandvejen, Skodsborg og Søllerød. 48 km på 1t40min.
Jeg så elegante Morten kvalificerer sig videre på 60m og selvom Bueno blev slået ud på 1500m gjorde han det fint.
Om eftermiddagen joggede jeg 8 km.

I morgen kører Kersti og jeg til DMU inde i Skive med Louise og Karoline, som skal løbe 1500m, og for at se Alejandro løbe. Han er lige blevet nr. 5 på 200m. Han har det ikke så godt i dag, og melder afbud til 800m, men satser på en god 400m i morgen.
Det er ret vildt som mange danske ungdomsrekorder der blev sat på 3000m tidligere i dag. Lækkert :-)

torsdag den 5. marts 2015

Så kom jeg i gang på cyklen igen

Onsdag løb jeg 9 km med tempostigning 4:30 => 4:00

Torsdag kom jeg endelig af sted på cyklen. Jeg har ellers manglet lysten i en periode. Jeg har tilmeldt mig et MTB løb om 10 dage, så jeg tog en MTB tur rundt om Furesøen og Farum sø i det gode vejr. Det blev til 55 km på 2t20min.
Om aftenen løb jeg til og fra træning og fik på den måde 15 km. Jeg løb ikke med på intervallerne, som i dag kun bestod af en 600m, en 400m og en 200m. Der var fart på Anna, Louise og Karoline.

onsdag den 4. marts 2015

Prisoverrækkelse

Mandag kunne benene lige klare 9 km jog, inden jeg skulle til kommunens prisoverrækkelse til dem som har vundet et mesterskab i 2014. Det var hyggeligt og fedt at se de stolte unge.

Tirsdag løb et kvarter i samlet flok, og herefter delte vi os i 2 grupper. Kerstis gruppe løb en kort tur. Jeg løb en god times med Louise, Lea, Anna og Thomas Jensen. Stemningen var høj og der blev fortalt om alle de gode oplevelser vi havde ved DM Cross.

tirsdag den 3. marts 2015

DM lang Cross og DM stafet Cross

Sikke nogle flotte omgivelser og en god DM cross rute.

Og hvilken fest det blev for Blovstrød Løverne. Anna Møller og Louise Rode leverede igen fantastiske præstationer, og var begge dage de bedste junior. Karoline Hardis imponerede mig rigtigt meget med sin 6. plads på den lange cross. Sejt af en pige, som ser sig selv som 400m og 800m løber.
Med sejren i holdløbet skal vi til Europa Cup Cross. Vi starter et projekt op, hvor vi pt. har 9 piger i den rigtige alder.
Selvom Lea Reime også løb rigtigt godt, måtte vi "nøjes" med sølv efter Spartas stærke seniorkvinder anført af Sara Sig. På stafetten dagen efter var vandt vores kvinder helt suverænt.
Vores mænd satsede på et godt resultat i Stafetløbet. Og det startede fantastisk med Simon Jørn og med en god afslutning af Steffen Falch, var det lige ved at lykkes at komme med i kampen om medaljerne. De måtte dog nøjes med at blive nr. 6 med 16 sekunder op til bronze.

Og så lige nogle kommentarer til den øvrige danmarkselite:
Hvor var det overlegent løbet at Sara Sig. Tænk at sætte Anna Møller og Simone Glad med et lille minut. Også dejlig at Louise Batting ser godt løbende ud her 4 uger før VM.
Og Abdi er tilbage :-). Han er så sej. Fuldstændig "ødelagt" i december efter EM - og nu tilbage helt på toppen. Og Jesper Faurschou beviser igen igen at han er så vild når han finder formen. Michael Nielsen overraskede også meget positivt. Jeg havde lidt hørt på ham at han var ved at trappe ned. Men måske kom motivationen tilbage ved at sætte ord på det? Også store plusser til Markussen, Harboe og Rosbo. Tærsbøl havde en off-weekend. De mange km i Portugal sad nok i kroppen.
Og så var der små gennembrud i juniorklassen af Alexander fra Korsør (lørdag) og søndag af Spartas Malthe og Anna Mark.

mandag den 2. marts 2015

Uge 9

Jeg var frisk og klar da DM 10 km Cross blev skudt i gang lørdag. Jeg fandt hurtigt et realistisk tempo, og opnåede et lille overskud undervejs og fik en ok placeringen som nr. 8 i min veteranklasse. Omgangs tiderne på 6.57-7.03-7.01-7.00-6.52 sad lige i skabet. 16 km i alt på dagen.

Søndag forventede jeg en nem dag som træner og løber. Men der var mange ting at se til, og midt i al balladen glemte jeg fuldstændig at tage min klubdragt på, da jeg skulle løbe 2. tur i stafetløbet. Jeg opdagede først fejlen da Gudmand råbte det til mig efter 1. omgang. Afslutningen på løbet blev præget af at jeg var flov over mig selv, og prøvede at "gemme mig væk" og var tæt på at udgå, men det kan men jo ikke i et stafetløb. Så jeg gennemførte og indstillede mig selv til diskning, men det blev afvist. Men en dårlig løbeoplevelse var det. Jeg fandt dog mit gode humør frem igen, og fik jogget og snakket en masse så jeg fik 14 km i alt.
Om aftenen kørte jeg 30 min let restitutions spinning.
På trods af at jeg følte mig træt det meste af ugen, fik jeg ny km-rekord for 2015 med 80 km og hertil 2½ times cykling.