søndag den 29. december 2013

Uge 52

Jeg fik ondt i min ene forfod efter løbeturen i går, og de sædvanlige tricks har ikke virket endnu, så jeg løb ikke i dag. Ret meget øv, for jeg skulle have haft min første lange tur. I stedet for lokkede jeg Miriam med 1 time i svømmehallen. Jeg satte årsbedste på 1000m med 20.30, selvom der var mange forstyrende elementer i samme bane. Om eftermiddagen havde jeg planlagt en lang MTB tur, men pga. en punkterings-pause, hvor jeg blev rigtig kold, blev det kun til 1 time. Da det blev mørkt gik hele familien på nat Geo Caching i Tisvilde Hegn.

På ugen fik jeg kun 83 km løb og 100 point i alt. Jeg glæder mig over 5 ok uger, men kunne godt have tænkt mig lidt flere løb km i bogen.

lørdag den 28. december 2013

Onsdag tog jeg til klubtræning, men der var ingen fra eliten, så det blev til 12 km ultrajog med motionisterne. Men det var fint nok. Jeg skal passe lidt på ømhed diverse steder

Torsdag løb jeg 16 km inkl 10x30 sek ryk

Fredag joggede jeg 7 km på stranden hos min søster i Strib

Lørdag løb jeg 18 km i Rågeleje. Det meste helt roligt, men også med en lile omgang trappeløb og 6 bakkespurter i Heatherhill

tirsdag den 24. december 2013

Mandag løb jeg 2 ture på 9 km hver.

Tirsdag kl. 6.30 var jeg på bånd og løb 12,5 km hvoraf 6 km var med temposkift 3.45->3.25.

mandag den 23. december 2013

Uge 51

Torsdag skulle jeg have været med på 3x12 min tempoløb i skoven, men jeg blev ramt lige i nakken af 2 ugers (for mig) hård træning, og jeg var øm og træt. Så jeg joggede kun med de unge, men fik alligevel 13 km. Vores unge 3xKristian gennemførte flot passet.

Fredag blev det kun til 5 km jog

Lørdag holdt jeg helt fri.

Søndag var jeg i bedring og løb 17 km.

På ugen blev det til 82 km / 91 point i alt.

onsdag den 18. december 2013

Det går virkeligt godt nu. Jeg mærker næsten ikke noget til min skade i balle/ryg, så nu kan jeg løbe frit og naturligt.
Mandag løb jeg først forbi indetræningen, og talte lidt med Jesper fra AAM. Det er en god gruppe vi har fået samlet. Derefter løb jeg med motionshold 1. I alt 17 km.
Tirsdag havde vi fællestræning. Vi løb 6x1 km med start hver 5. min. Christian Jørn og Jonas løb flot. Jeg burde ikke løbe den slags intervaller, da det kan gå ud over opbygningen af mængde, men jeg skal jo være der for de unge. Jeg løb med Louise Rode og Marie Mørch. Marie pressede mig på alle 6, hvor vi fik 3.24 i snit. 14 km i alt.
Onsdag startede med svømning og derefter kørte jeg direkte til Rude Skov og løb med Christian Jørn og Steffen. Vi tog alle de bakker vi kom forbi. 13 km med dem og 16 km i alt. Om aftenen cyklende jeg 20 min og lavede lidt bevægelighedstræning.  

tirsdag den 17. december 2013

Uge 50

Søndag var jeg til Allerød AM´s kondiløb, hvor jeg blev nr. 2 på 10 km efter Jonas Brandsbjerg. Jeg kunne løbe mit eget tempo hele vejen, og valgte at holde igen så det kun blev til 39.27. 20 km i alt.

Det blev en super løbeuge, hvor jeg fik 104 km med 18 km i mellem AT og Marathontempo. Desværre fik jeg ikke cyklet og svømmede kun en gang i denne uge - så 111 point i alt.

lørdag den 14. december 2013

Bruttotruppen til VM Halvmarathon

I mandags skulle der udtages 8 mænd og 8 kvinder til Bruttotruppen til det danske VM Halvmarathon hold. Dem som er i Bruttotruppen får penge til træningslejr, og der vil blive andre fælles aktiviteter i perioden op til løbet. Truppen blev udtaget i et godt samarbejde mellem den fungerende sportchef Jakob Larsen, Niels Kim, Henrik B. Andersen og jeg. Løbeudvalgtes sidste medlem Søren Munch kender endnu ikke alle løbere så godt som vi andre. De 4 bedste fra ranglisten 2013 gav til selv, og derudover skulle 4 løbere med ud fra vores vurdering. Der var lige den detalje, at en del halvmarathonløb ikke talte til ranglisten (BT Halv, Lillebælt og Powerrade), da de ikke opfylder DAF´s krav.
Det har været fantastisk at se, hvordan løberne har løftet niveauet for at komme med. Især kvinderne har forbedret halvmarathon niveauet meget.
Kvinderne:
Med Sara Sig sig ude pga. barsel, blev det Jessica, Kunø, Laursen og Batting fra ranglisten. Alle med tider under 1.18. Vores mål er at holdet skal klare sig så godt som muligt d. 29 marts, og derfor fandt vi de sidste løbere blandt dem, som vi har haft en god dialog med, og som vi ved kan løbe under 1.18. Det blev altså Aagaard, Simone og Baumeister. Den sidste plads er endnu ubesat. Fedt med så stærkt et hold!
Mændene:
Her kom Them, Faurschou, Thijs og Budolfsen med via ranglisten. Alle med tider under 66 min. Og det var nemt at udvælge Munkholm, Michael Nielsen og Abdi, da de også har potentialet til at løbe under 66 min. Der var flere gode kandidater til den sidste plads. Valget faldt på Peter Bech, da han er stabil og i konstant fremgang. Fedt med så stærke et hold! Og også stor respekt for de løbere, som kæmpede hårdt og sluttede lige uden for truppen.
Alle de løbere jeg har talt med, synes det er de 2 oplagte bruttotrupper, hvor de rigtige løbere er med.
Det bliver noget sværere at udvælge de endelige 5 løbere d. 21. marts. Måske vil nogen falde fra pga. skader, sygdom og den slags der vil kunne komme når man arbejder hårdt og satser højt. Men i sidste ende skal vi foretage en vurdering. Jeg håber og forventer at løberne vil være ærlige om træningsforløb og form, og at de selv siger fra, hvis de ikke er i topform. Gør man ikke det, kan man blive slået i løbet af en vraget løber, og det vil ikke se godt ud.  
Torsdag løb vi AT-intervaller med pandelamper i skoven . Der kommer flere og flere unge. Voksne løb 3x10 min, hvor man vender efter 5 min, og ungdommen løb 6x4 min hvor de stopper efter 4 min og venter i 2 min til de voksne kommer retur. Jeg løb sammen med Louise Rode og Lasse (en ny ung o-løber) på de 2 første ture. På den sidste tur fulgte jeg med Andreas MJ og Thomas J alle 10 min. Jeg løb ca. 3.45 tempo. 20 km i alt på træningen.
Fredag løb jeg 14 km morgentur med Christian Madsen. Det var dejligt endelig at få en snak med ham igen.
Lørdag havde jeg gode ben og løb 14,5 km inkl. stigningsløb. Jeg løb rundt i skoven og checkede ruten til http://www.lionscross.dk/ . Heldigvis har stormene ikke ødelagt for meget,

torsdag den 12. december 2013

EM Cross 2013 i Beograd

Stormen Bodil gav landsholdet en hektisk optakt til EM Cross, men heldigvis nåede alle 18 løbere, Niels Kim og jeg frem til Kastrup til afgang fredag formiddag. Vi ankom til et trist Beograd i snebyger og tåge. Efter lidt venten og diskussion fik vi alle værelser på Hotel Srbija, som ligger 4 km fra centrum. Stævnepladsen lå endnu længere væk på den modsatte side af floden. Standarden på hotellet var i den lave ende, men det var godt nok til formålet, og det meste af maden var fin. Elevatorerne var dog en flaskehals, så ofte endte vi med at tage 8-10 etager på trappen. Lørdag blev vi kørt til træning på ruten. Som lovet var det en helt flad rute på græs. Der havde været nattefrost, men op ad dagen blev det 5 grader og solskin. Det samme vejr kunne vi forvente til søndag, hvor vi skulle løbe mellem kl. 10 og kl. 15, så valget blev 9 mm pigge til de første løb og 12-15 mm til de efterfølgende. Niels Kim og jeg fortsatte til et begivenhedsløst teknisk møde. Det mest spændende var præsentationen af EM cross 2014, som skal løbes i et skisports område i 1300 meters højde i Samokov 75 km syd for Sofia.
Lørdag eftermiddag holdt vi et længere optaktsmøde med løberne, hvor jeg gennemgik alle de praktiske ting ved et EM med over 600 løbere, og Niels Kim talte om taktik og forventninger. Han viste nogle fede youtube klip med crossløb, og fortalte hvorfor det er vigtigt at løbe cross, selvom ens primære mål er mellemdistance på bane. EM cross er et møde mellem alle konditionsstærke løbere i Europa. Der er stjerner fra hele spektret fra 1500m til 10 km, og det kræver rigtigt højt niveau at komme i top 30.
På løbsdagen var jeg med de 3 juniorpiger lige fra morgenmaden kl. 6, mens Niels Kim fulgte drengenes rutine en halv time senere. Pigerne var klar til opgaven, og alle kom godt fra start, og lå sammen ca. midt i feltet efter de første 500m.
Men kort efter gik det galt for Line Schulz, som faldt og slog hovedet. Line gennemførte løbet, men var groggy og måtte under behandling og lå længe til observation. Josefine løb et flot løb og med en placering som nr. 59 af 107 løbere levede hun op til det, vi havde håbet på. Maria avancerede hele tiden nogle placeringer og med en stærk afslutning nåede hun helt op som nr. 28! På Island var Maria 40 og 44 sekunder fra sølv og guld. Nu var hun kun 7 og 15 sekunder efter de samme løbere. Svenskerne havde fået 3 piger hjem fra USA og var ellevilde, da de fik sølv i holdløbet. Juniordrengene skulle slås for et godt holdresultat. Den fantastiske sportsmand Anders Lund løb et perfekt løb, og blev nr. 30 og Jacob Simonsen, som bygger sin form på langt mere alternativ træning end løb, imponerede med sit resultat som nr. 42. Joachim Rosbo løb flot og var blandt de bedste fra den yngste årgang. Desværre var Mikkel Dahl-Jessen ikke på toppen, og Jakob Dybdahl løb med mudder i ansigt og en forslået og forrevet krop efter et styrt lige i starten. Drengene blev nr. 14 ud af 21 hold. Ved normal styrke var det blevet til top 10. I U23 stillede Abdi op som en af mange top 10 kandidat og havde selv en forventning om at være med foran, når løbet skulle afgøres. Abdi holdt sig til den forsvarende mester Henrik Ingebrigtsen, og de to lå stabilt ca. som nr. 10 i feltet. Men midtvejs i løbet røg Abdi dramatisk i jorden og alle drømmene forsvandt. Thijs Nijhuis var en af dem som måtte springe for ikke at træde på Abdi. Thijs blev flot nr. 36, Abdi nr. 23 og Peter Glans gjorde en god figur som nr. 50 på en bane, som ikke lå til hans styrker. Her ser vi Abdi, mens det gik godt. Grønnevig som Abdi slog ved NM blev en flot nr. 6 
Kvindefeltet var rigtigt stærkt, og vi vidste at det ville blive svært at slutte i den bedste halvdel. Simone Glad er vant til at vinde løb, og synes, det var barsk kun at blive nr. 47, selvom hun løb et rigtigt godt løb. De 3 Louise’r, Batting, Kunø og Laursen løb også det bedste de kunne og blev nr. 54, 56 og 62. I holdløbet vidste vi at Storbritannien, Irland, Portugal, Spanien, Italien, Frankrig og Tyrkiet endnu er for stærke for os, så det var Tjekkiet og Rumænien vi skulle slås med. Det blev til en sejr og et nederlag og dermed en 9’ende plads for hold. Henrik Them gjorde EM cross comeback og løb sin første store konkurrence siden sin operation i låret i oktober. Han fik vist, at det kører godt og løb sig op gennem seniorfeltet og blev nr. 41. Michael Nielsen og Jesper Faurschou var nok lidt skuffede over at blive nr. 48 og 57. Men cross er ikke til at forudsige. Norske Sindre Buraas, som har 13.15,91 på 5000m i år gik f.eks. efter en top 10, men sluttede som nr. 27.
Det var igen en stor fornøjelse at være til mesterskab med landsholdet. Stemningen er super god, og alle hjælper og bakker op om hinanden. Efter nogle års tilløb, havde vi kvindehold og juniorpiger med, og der var ingen som faldt igennem. Resultatlisten lyver ikke og viser dansk løbs akutelle niveau i forhold til resten af Europa. De 3 styrt bevirkede, at vi ikke kom hjem med et topresultat i år, men løberne rejser sig og kommer stærkere tilbage.
Se resultater HER og læs om vores venner fra Norge og Sverige

onsdag den 11. december 2013

Mandag løb vi en fælles formiddagstur i Beograd. Abdi var blevet syg, og enkelte andre sparede også på kræfterne. Seje Maria var med hele turen, som blev på 13 km. Vi fandt ikke nogle gode steder at løbe.
Tirsdag joggede jeg bare 12 km ved vores fællestræning, hvor programmet ellers var 3-4-5-5-4-3 min eller 2-3-4-4-3-2 min.
Onsdag morgen svømmede jeg et rimeligt hårdt pas, og kørte derefter direkte til Rude Skov og løb 10,5 km med Steffen Falch i ca. 4:20 tempo - han var nemlig træt efter en 22 km tur dagen før.

tirsdag den 10. december 2013

Uge 49

Torsdag var jeg til spinning kl. 6.00 og havde derefter en lang vagt i lufthavnen pga. stormen. Da jeg kom hjem, var stormen i fuld gang i Allerød og jeg valgte at springe løbeturen over.
Fredag fløj jeg med landsholdet til EM Cross i Beograd. Vi løb 10,5 km dernede om aftenen.
Lørdag løb jeg først en tidlig tur på 8,5 km. Herefter var vi på EM ruten, hvor jeg løb 7 km sammen med Abdi. Om aftenen tog jeg en hurtig tur på 6 km.
Søndag løb jeg meget med de aktive og fra sted til sted for at hjælpe dem. Det blev samlet til 17 km.

På ugen kom jeg op på 75 km plus 21 point (6 for 40min svømning og 15 for 1t40min spinning). Det var ikke helt det jeg havde planlagt, men dog til at leve med.

onsdag den 4. december 2013

Mandag var hektisk men jeg fik lige logget 5 km jog på 22 min
Tirsdag skulle jeg arbejde, og kom ikke til fællestræning. Jeg løb et hurtigt pas på 12 km med de 10 km på 39.10.
Onsdag lavede jeg en trible med svømmetræning om morgenen, 9 km på bånd i frokostpausen og 1 times spinning til fyraften.

søndag den 1. december 2013

Uge 48

Lørdag løb jeg 17,5 km i jævnt 4:30 tempo.
Søndag løb jeg 8 km i 4:30 tempo og kørte 40 min spinning.

Det har været en perfekt uge, hvor jeg holdt mig til de planlagte 72 km og i alt 101 point (18 for cykling og 11 for svømning). Det er nok for meget for mig at løbe interval lørdag og AT torsdag, så mens jeg øger mængden, vil jeg tage det roligt en af dagene.

lørdag den 30. november 2013

Torsdag løb vi lange intervaller i moderat tempo (tærskeltræning). Jeg løb 4x8 min sammen med den super sympatiske Christian Jørn, som er rimelig ny i klubben. I følge GPS var tempoet 3:45 i gennemsnit. De unge løb 6x3 min. Jeg fik i alt 18,5 km på træningen, og det var lidt i overkanten.
Fredag formiddag cyklede jeg 39 km på landevej med 29,0 km/t i snit. Jeg havde en plan om at løbe hver dag, men dropper det i dag, for ikke at få for mange km. på ugen.
Om aftenen svømmede jeg en hurtig tur med Miriam. Jeg svømmede 15x100m, og fik en god fornemmelse af hvad "rotation" går ud på - tror jeg :-)

onsdag den 27. november 2013

Copenhagen Marathon / Samarbejde med AAM

Jeg begynder at tro på, at jeg kan få gang i noget træning uden at min balle strammer for meget op, og dermed undgå at diverse kompensationer går ud over mit knæ. Derfor går jeg nu efter et godt resultat ved Copenhagen Marathon. Det bliver sjovt at løbe Marathon i Danmark, det har jeg ikke prøvet endnu. Da der er næsten et halv år til, kan jeg trappe op gradvist. Så nu begynder jeg at løbe hver dag og satser på 70-80-90-80-90-100 km de næste 6 uger, så jeg er klar til en god uge 3 på La Santa.
Vi er startet et formelt samarbejde med Allerød AM via deres træner Jesper Borrisholt. Selvom vi i udgangspunktet satser på forskellige områder inden for løb, og har forskellig tilgang til træning, har jeg store forventninger til at begge parter kan få noget godt ud af det.
Mandag løb jeg 8 km og havde ellers travlt med at følge AAM´s indetræning samt mødes med BLL´s bestyrelse. Ved AAM´s træning var endnu to seje 1968-fyre på sidelinjen, som de stolte fædre de er - Mads Unger Mikkelsen og Michael Krüger. Mads er en kanon flink fyr og en super sportsmand, og Krüger kender de fleste fra hans mange år som Tri-boss.
Tirsdag havde vi en god træning, hvor unge Jonas styrede vores koordinationstræning. Vi løb 6x1 km i min gruppe. Marie Mørch fra Allerød AM var med, og jeg havde mine dyster med hende og Louise Rode. Jeg fik 3.24 i snit (pause 1.36).
Onsdag var jeg til svømmetræning. Det var godt. Fokus var mest på teknik. Om aftenen løb jeg 7 min på bånd.

mandag den 25. november 2013

Uge 47

Jeg fik lidt ondt i hælen i slutningen af fredagsturen, så jeg løb ikke lørdag.
Søndag løb jeg 12 km med 10 km på 39.57.
Jeg trænede altså kun 4 dage i denne uge, og nåede 61 point via 52 km løb og en times cykling. Den kommende uge bliver den sidste, hvor jeg ikke prøver at følge en plan. D. 1. december starter jeg træningen mod Copenhagen Marathon med DM 10 km, DM 10.000m og DM Halvmarathon som målpunkter undervejs.

fredag den 22. november 2013

EM Cross udtagelsen

På DAF´s hjemmeside kan man nu se de 16 løbere der er udtaget til EM Cross d. 8. dec. i Beograd. Jeg er holdleder sammen med Niels Kim. Det er dejligt, at vi kan fortætte med at have hold for juniordrenge og at vi denne gang også har juniorpiger med kvinder med. Det var ikke så svært at udtage løberne. Vi er tro mod EM forhåndsudtagelsen, såfremt det kører efter planen frem mod EM for løberen. Er man skadet eller har andre problemer, så man ikke kan finde formen, skal man naturligvis ikke til EM selvom man er forhåndsudtaget. Vi har brugt en del tid på at finde løsninger og mulige kandidater, så vi også kan få herrehold med. Der er en lille kattelem åben, hvis man gør det godt ved DM d. 1. dec.
DAF´s nye politik er at de udtagne atleter skal kunne klare sig i de bedste 75% af feltet. Det har vi prøvet at regne på ud fra sidste års resultatliste. Kvinder kan få svært ved at at opfylde det, da kvindefeltet er klart det mindste, fordi de fleste lande kun kommer med kvinder, som kan løbe med i toppen. Kvinderne skal løbe sig i top 40 for at opfylde det med de 75%, mens juniorpigerne kan nøjes med at løbe sig i top 80.
Jeg startede ugen med 2 fridag.
Onsdag løb jeg den første tur, hvor jeg tænkte på Marathon til foråret. 20 km i 4:30.
Torsdag cyklede jeg en time på MTB om formiddagen og løb 10 km på bånd med 2x3 km i 3:40 tempo.
Fredag løb jeg 10 km roligt.

mandag den 18. november 2013

Uge 46

Det har været en god uge på alle fronter. Jeg kom lige over 100 point (svømning 8, MTB 10) og 82,5 km løb med 4 pas med kvalitet. Med min svage løbebaggrund, er det den sikre måde at blive skadet på, så nu passer jeg godt på benene.
Mandag: 16,5 km med Madsen. Vi afleverede Hartlev derhjemme efter 4 km, for han har sin første løbeskade efter et styrt, og må passe på. Han er en super klog løber og skal nok komme godt igennem det.
Tirsdag: 4x1 km igen og 14,5 km i alt. Emily har haft et dyk, men hun er på vej tilbage og gjorde det sgu godt, og var ikke meget over 3:30.
Onsdag:  Fed svømning. Helle Frederiksen, som eller kører sin karrierer i USA, er hjemme i 3 uger. Hun svømmer helt anderledes end fyrene. Om eftermiddagen 70 min MTB.
Torsdag: Klubtræning hvor jeg løb med O-løber jernmanden Andreas Mikkelsen Jensen. Vi løb i skoven med pandelamper. Jeg fik ham med på kompromis, så vi kun løb 4x8 min :-). Jeg løb 3.48 tempo. 16,5 km i alt.
Fredag:  Første båndløb i lang tid 7,5 km på 31 min.
Lørdag:  Konge cross stafet i Roskilde. Fedt arrangement. 6x1 km og kun 11 km i alt, da jeg også skulle hjælpe og snakke.
Søndag: Løb til AAM´s Kondiløb og vandt 10 km distancen med negativ split. Det var tredje motionløbs sejr i år ;-) 16,5 km i alt.

mandag den 11. november 2013

NM Cross 2013 på Island

For første gang i historien var der indbudt til internationalt crossløb på saga-øen i Nordatlanten. Danmark stillede med det største hold på 20 løbere plus holdleder Niels Kim Hjort og undertegnede. Desværre var der afbud fra Sabine Pedersen pga. militær-VM i Rio og fra Line Schultz pga. sygdom. De andre lande var begrænset i deltagerantal af økonomiske årsager. Finland kom f.eks. kun med deres stærke juniorpige hold.  
Vi ankom til Reykjavik fredag eftermiddag og kunne lige nå en løbetur på ruten inden det blev mørkt. Ruten var delvis på asfaltlignende grus og græs. Jorden var hård, tør og uden risiko for mudder. Snakken gik straks på, om man kunne løbe i pigsko – og hvad længde pigge, der skulle bruges. Der var lovet 12 højdemeter pr. omgang à 1,5 km. Det var nok rigtigt nok, selvom indtrykket var, at det var en rute uden mærkbare stigninger. Alle var friske og ved aftenens optaktsmøde var stemningen god og forventningerne store til, at vi ville være med i medaljekampen i alle klasser undtagen for juniorpiger. Denne klasse blev af de andre ledere anset for den stærkest besatte konkurrence. Her var der nemlig 4 store navne til start, bl.a. den lokale Anita Hinriksdottir, som er regerende junior europamester på 800m og vinder af World Youth. Hendes PR på 2.00.49 er bedre end den danske seniorrekord.  
Vejret på løbsdagen var perfekt med 1 grads varme, vindstille og tørt. 
Som ventet gik det stærkt fra start hos pigerne da finske Oona Kettunen med 5000m PR på 16.03.79 satte tempoet. Maria Larsen løb godt med i gruppen, som kæmpede om at blive nr. 5-9. Alberte Kjær løb bundsolidt med jævne omgangstider og Josefine Thestrup lå lige bag ved. Louise Rode og Louise Høj fulgte med gruppen så længe de kunne. Synd at de andre lande ikke også havde deres 4. og 5. bedste med, så de havde nogle at kæmpe mod. Maria sluttede flot som nr. 8 med Alberte lige efter som nr. 10 og Josefine blev nr. 11. Vi fik 29 holdpoint, hvilket desværre ikke var godt nok til medalje. Men det var en klar forbedring i forhold til de 40 point sidste år, og vi havde faktisk 3 piger i mål før både Norge og Sverige.
Hos drengene var Mikkel Dahl i manges øjne en lille favorit efter sit flotte løb i Middelfart. Han og Anders Lund lagde sig i spidsen fra start. Jacob Simonsen og Jakob Dybdahl var godt med i gruppen, mens Joachim Rosbo hang på nogle store nordmænd omkring 12-14 pladsen. Anders rykkede hårdt halvvejs i løbet, og kun den senere vinder kunne følge med. Desværre havde Mikkel ikke sin sædvanlige styrke på dagen og faldt tilbage. Jacob S var godt med, mens Jakob D stadig var generet af den knæskade som holdt ham væk fra Middelfart. Det blev til en imponerende sølvmedalje til Anders og sikker holdguld - selv uden Mikkel. Joachim overvandt sine modstandere og vi markerede vores dominans ved at alle 5 drenge kom i top 10. 
I kvindernes løb tog Simone og vores 3xLouise teten, og relativt tidligt slog Simone et lille hul til Fougberg, Bjerkrem og Kleist. Kunø havde problemer med maven, og kom ikke med. Langelund holdt sig flot på 6. pladsen, mens Laursen hang på i den sidste del af gruppen. Lidt bagved vandt Nanna Bagger en duel med Færøernes deltager. Simone blev indhentet, men fik en flot bronze, og bliver dermed - efter Dorte Vibjerg - den anden danske kvinde med 2 medaljer. Kvinderne blev nr. 3, 6, 9, 10 og 11, hvilket gav bronze i holdløbet. Selvom det kun er den 8. holdmedalje i 17 år med NM cross, var de nok lidt skuffede. 
Abdi kunne ikke undgå favoritværdigheden hos mændene, da sidste års nummer to og den svenske mester Mikael Ekwall var ude med en skade. De islandske farver blev vist flot frem, da Kari Karlsson sammen med svenske Johan Larsson satte det dræbende tempo fra start, som gjorde det til et klasseløb for mændene. Da den endelige udskilning skete, var det Abdi og den norske mester Ørjan Grönnevig som trak fra. Herefter fulgte Michael Nielsen i par med Larsson lidt foran en norsk duo. Både vi og de norske trænere vidste, at Norge førte med 1 point i holdløbet, og da Johan Damkjær lå isoleret på 11. pladsen var det op til Jesper Faurschou i gruppen med nr. 7-10 at ændre slagets gang. Netop som Jesper havde momentum, faldt en træt nordmand foran ham, og trak Jesper med ned, hvilket kostede nogle dyrebare meter og rytme, så vi endte med sølv på 24 point mod Norges 23 point. Abdi forsvarede som den tredje i historien sin titel, og Michael Nielsen viste hvilken klasseløber han er ved at blive med sin bronzemedalje. Jesper blev nr. 9, Johan nr. 11 og Peter Glans, som er første års senior, blev nr. 15.  
Det samlede billede er rigtigt godt. Vi vandt en tredjedel af de individuelle medaljer, og fik holdmedaljer i 3 af 4 klasser. Og juniorpigerne er godt på vej, og har alle mindst 2 år tilbage i klassen.

Efter løbet var der tid til at ligge i det varme vand i det udendørs badeland og evaluere og nyde resultaterne. 44 graders poolen var en udfordring for de fleste. Islændingene holdt en flot præmieceremoni, og resten af aftenen blev der lyttet til Niels Kims anekdoter. Søndag skulle vi flyve kl. 15.45. Vi delte os i 2 grupper, hvor nogen løb morgentur kl. 6.30 og tog i den blå lagune på vej til lufthavnen, mens jeg blev på hotellet med den del af gruppen som ville løbe langt og læse lidt lektier. Desværre blev det stormvejr, så lufthavnen var lukket til kl. 18.30 og dermed blev det meget set inden løberne fra Jylland fandt deres seng. Men det kan ikke rokke ved indtrykket af, at det var en super tur både mht. resultater på dagen og investeringer i fremtiden. Stemningen på holdet er fantastisk og alle hjælper hinanden. Det er sådan vi bliver bedre! Billeder kan ses HER

Uge 45

Torsdag havde jeg en fed tur på godt halvanden times MTB rundt om Furesøen.
Fredag rejste vi til NM Cross i Reykjavik og nåede at løbe ruten igennem et par gange. 7,5 km i alt.
Lørdag løb jeg 7,5 km morgentur. Ved selve NM løbet, fik jeg først 3 km opvarmning med pigerne, og herefter en masse spurter fra det ene heppested til de næste under de 4 løb. Vi var i et svømmebad med varmekilder hvor jeg fik 20 min svømning i det udendørs 50m bassin.
Søndag morgen løb jeg en time med Jesper, Johan, Michael og Abdi. Det blæste ret vildt.

Ugen gav 91 point via 58 km løb, 70 min svømning (10 point) og 2,5 times cykling (23 point)


torsdag den 7. november 2013

Mandag kunne jeg ikke beslutte mig for hvad jeg ville træne. Det endte med at jeg hyggede om ungerne i stedet for at træne.
Tirsdag havde vi en god klubtræning, hvor vi løb 4 x 1 km med fuld restitution. Det er ikke et "logisk" pas på denne årstid, men det fungere godt alligevel, fordi de fleste var ungdomsløbere. Jeg kunne ikke følge med Louise, som løb ca. 3.30 på alle 4 ture. Hun er klar til NM!
Onsdag havde jeg fri og god lyst til at træne. Først var jeg til svømning. Rasmus Henning var der også. Fedt at se nogen som bare glider gennem vandet. Bagefter løb jeg 11 km med 4 km i 3:50 tempo, og senere snuppede jeg en spinningtime, hvor vi skulle køre tungt siddende. Jeg var lige ved at krampe i læggen.

Uge 44

Jeg trænede ikke søndag, mig gik en lang tur i skoven med familien, da jeg vågende efter min nattevagt.
I alt kun 42 km løb og 69 point i alt. Det er tydeligt, at jeg ikke har et mål i øjeblikket.

lørdag den 2. november 2013

Lille succesoplevelse

Torsdag var der panikstævne på stadion. Det var absolut sidste chance for at forbedre sine tider, og dermed stå stærkere i årets all-round klubmesterskab. Jeg lå forinden nr. 2 i M45 med 94 point og Lundgren havde 95 point. Jeg troede egentlig ikke, at der var muligt at forbedre sommerens tid i kulde, vind og mørke, men det gik forrygende. Jeg løb 2.21.2 på 800m med god hjælp fra Steffen, og da det var årsbedste med 4,5 sek fik jeg 2. bedste tid i M45 i år, og dermed ender jeg på 98 point ud af 100 - kun slået på 800m og 1500m af Mads Unger. Konkurrencen er kun sjov og ballade, men derfor er det ikke mindre vigtigt at vinde :-) Bagefter løb jeg en 5000m på ca. 18.10 med tempostigning 3.45 => 3.35.

Fredag var jeg til årets første spinning time.

Lørdag var jeg noget omkring i løbeverdenen. Først til crosssamling med Hechmanns gruppe ved Bagsværd sø. Desværre kom der ingen fra andre klubber. Jeg hilste bare på og løb med Them i 10 min inden jeg kørte til Kraftcentertræning på Østerbro. Her støttede jeg vores Alejandro og løb bl.a. med på opvarmningen sammen med Hari, Hyde, Laugesen m.fl.
Over middag lavede vi en ungdomstræning i Allerød, hvor der kun kom 4 seje piger. Vi var også 4 trænere, da Anna og Henrik har meldt sig under fanerne. Dejligt! Vi løb 1-3-5-4-3-2-1 min tempoløb på det blå MTB spor. Det var mudret og galt og skide sjovt. Til sidste løb vi 3x20 sek spurt på rigtig sti. Louise Rode har trænet godt på det sidste er er klar til en god præstation ved NM på Island på lørdag.

onsdag den 30. oktober 2013

Mandag brugte jeg sammen med min søn, så der var ikke tid til træning.

Tirsdag var der fællestræning med rigtig god energi. Vi løb på en 700m runde. Først 2 omgange med tempostigning, så 3 omgange in/out og til sidst en omgang for fuld gas. 12 km i alt.

Onsdag var jeg til svømning. Hårdt og godt! Bagefter cyklede en en god time og fik en status på skaderne i skoven. Det er ikke så slemt.

Det glæder mig i øvrigt, at de 22 udtagne løbere til NMX kommer fra 15 forskellige klubber. Der er altså god gang i mange klubber.

mandag den 28. oktober 2013

NM Cross udtagelse

Jeg kender jo efterhånden spillets logik, når vi skal udtage løbere til NM og EM Cross. Løbeudvalget som pt. er Niels Kim, Henrik B. Andersen, Søren Munch og jeg kommer med en indstilling til Sportschef Thomas Bøgh og Direktør Jakob Larsen. De sætter vores udvalgte løbere under et skarpt lys og stiller spørgsmål, og til sidst ender det med et hold, som alle parter føler sig trygge ved.
Jeg er meget stolt af de løbere vi har på holdet i år. 22 løbere er udtaget, så det bliver en stor opgave for Niels Kim og jeg at hjælpe dem på vej mod målstregen. Vi har medaljekandidater i alle klasser, og vi har hold som kan kæmpe med om sejren. Juniorpigerne var langt fra medaljer sidste år, men i år tror jeg det bliver meget bedre.
Ser man frem mod EM og de løbere der er forhåndsudtaget der, har vi også skabt forudsætninger for at det kan ende med EM hold i alle klasser undtagen U23. Jeg ville gerne have haft en U23 mand mere med til NM, så der var fire U23 navne i spil frem mod EM, men det var ikke muligt.
Da Abdi og Glans er U23 (i forhold til EM), har vi faktisk kun 3 senior mænd med ved NM. Mændene skal altså suppleres med 1-2 mand inden EM, hvis vi skal stille hold. Måske kan nogle af de største navne nå at bevise god crossform inden EM, selvom de ikke løber ved NM af forskellige årsager. Det gøres bedst ved Warandeloop i Tilburg d. 24 nov. DM lang cross d. 1. dec. kan gå hen og blive en ultimativ test, men kun for løbere som vi på forhånd er næsten helt sikre på.

CrossChallenge 1. runde

Det var flotte omgivelser der blev løbet i ved Hindsgalv slot. Ruten var kort, og det er naturligvis ikke det optimale, men det var det mulige på stedet og det gjorde det meget publikumsvenligt. Da ruten havde 2½ hård bakke på hver omgang (1 km) og 1 svært nedløb, blev det et løb som favoriserede løbere med styrke og udholdenhed. Junior løb i samme start som senior. Det synes jeg var en spændende og meget vellykket nyskabelse. Hvis man ikke synes det var godt, skal man tænke på om det ikke nærmere var den korte rute og de smalle passager, som ikke var optimalt. Havde det været en 2-2½ km runde med god plads hele vejen og et opløb uden u-vending, tror jeg oplevelsen havde været helt anderledes.
Sportsligt var det fedt at se, at vi har junior som kunne følge med seniorløberne. Jeg tror der venter os et stort NM for juniordrengene og et meget bedre resultat for pigerne end de sidste år. For kvinderne var det godt at se Simone stærk tilbage og at Kunø viste at hun bare bliver bedre og bedre. Hos mændene viste Abdi, at han kan gentage NM sejren og det var godt at Michael og Johan er ovenpå. Der var også stærke præstationer af de 2 unge odenseløbere Glans og Skov og min gode ven Christian Madsen var bare for vild.    

Uge 43

Lørdag var jeg træner ved CrossChallenge i Middelfart. Jeg fik kun jogget 2 km.

Søndag aften kom Steffen forbi og vi løb 13,5 km i 4.05 tempo. Jeg faldt desværre og slog knæ og hofte :-(

Jeg fik 86 point via 42 km løb, 3t20 min MTB (30 point) og 1t35min svømning (14 point)

fredag den 25. oktober 2013

Onsdag var jeg til svømmetræning og cyklede senere 80 min MTB.

Torsdag var første klubtræning, hvor begynderbørnene smelter sammen med de etablerede løveunger. Jeg løb en god tur sammen med nogle dygtige talenter. Da jeg forinden havde været i Roskilde og kigge på cross stafetrute, fik jeg i alt 13,5 km.

Fredag var en af de dage som ikke kørte som planlagt. Jeg nåede dog at cykle 40 min med min søn Joachim. Jeg glæder mig meget til cross i morgen i Middelfart!

Det ligger i øvrigt fast, at Løvernes elite tager på træningslejr på La Santa i uge 3.

onsdag den 23. oktober 2013

Træningssamling og Elitemøde

Mandag svømmede jeg 45 min og fik 80 min på MTB i den skønneste efterårsskov.

Tirsdag havde vi samling i ungdoms-/elitegruppen for 30 friske løver. Først løb vi et hurtigt intervalpas på græs med 6x750m eller 6x500m. Der var mange som viste styrke.
Vores efterfølgende møde gik rigtigt godt. Gruppen forandrer sig år for år. Det bliver spændende hvad denne gruppe kommer til at præstere det næste halve år.

mandag den 21. oktober 2013

Stærkt herrehold til CrossChallenge start

Første runde i CrossChallenge løbes på lørdag i Middelfart. Vi har ingen juniordrenge eller senior kvinder med, men vi har et fint juniorpige hold og et stærkt herrehold. Skal jeg tippe en rækkefølge, bliver det næsten samme rækkefølge som ved E-løbet:
Kasper Hartlev, Christian Madsen, Steffen Falch, Lasse Storgaard, Carsten Jørgensen, Christian Jørn og Kristian Hartlev. Steffen har jeg dog svært ved at vurdere, men jeg tror han vil gøre det meget bedre på små 9 km cross end i E-løbet, og Carsten Jørgensen bliver måske også en positiv overraskelse, når det bliver rigtig cross.
Torsdag løb jeg 10 km med en del ryk på 30-60 sek.

Fredag cyklede jeg 22 km med 31,0 km/t i snit.

Lørdag holdt Christian Madsen og jeg en fællestræning på lysløjpen i Holte. Der var god opbakning fra Løverne og deltagelse fra Bagsværd og Trongårdens. Jeg løb 2 runder sammen med Louise på 20.37. Christian, Kasper Hartlev, Lasse Storgaard og Joachim fra Bagsværd var godt kørende

Søndag havde jeg planlagt at løbe Gribskovløbet, men mit knæ kunne ikke lide nedløbene på lysløjpen, så jeg holdt en fridag for at give det pause.

I alt blev det kun til 82 point via 38 km løb, 3t54min (35 point) og 1 times svømning (9 point).
Bortset fra at knæet driller går det faktisk rigtigt godt :-)

onsdag den 16. oktober 2013

Jeg hjælper jo DAF (primært Niels Kim) med forskellige opgaver. Der er desværre rigtigt meget som ikke fungerer. Niels Kim har de rigtige ideer, men alt for mange af planerne bliver ikke til noget (af mange forskelige grunde) og kvaliteten i det vi laver, er ikke altid i orden. Selvom det er frivilligt arbejde, kan godt gøre det bedre med en god organisation. Jeg fortsætter frem til VM halv, men hvis vi ikke får organiseret os bedre derefter, finder jeg noget andet at bruge min tid på.

Jeg startede denne uge med en fed MTB tur i Hegnet på 90 min.

Tirsdag var jeg til fællestræning i klubben. Vi løb 6x1 km i skoven. Kristian Krog har rykket sig et niveau. Han løb 3.15 i snit. Det bliver spændende om han kan holde til distancen i Frankfurt Marathon. Jeg løb selv 3.25 i snit. Jeg var lidt mat efter søndagsintervallerne. Louise slog mig i spurten på den sidste! 14 km i alt og 20 min MTB i alt.

Onsdag svømmede Miriam og jeg 1 time i svømmehallen, og bagefter kørte jeg 80 min på MTB.

tirsdag den 15. oktober 2013

Uge 41

Onsdag gik med svømning og en god MTB tur.

Torsdag løb vi 5 km testløb. Jeg var pace for dem som ville under 20 min. Det lykkes så flot for Karoline Hardis og Philp Høyby, mens Sofie og Josefine kæmpede forgæves og sluttede lige over 20 min.

Fredag trænede jeg ikke. Efter arbejde kørte jeg min søn til Netparty Fyn (i Fredericia), og herefter tilbage til sommerhuset i Rågeleje.

Lørdag joggede jeg kun 8 km, da jeg overvejede at løbe Sydkystens halvmar søndag.

Jeg droppede halvmaren og lavede et godt træningspas i stedet for. 6 km opvarmning inkl. stigningsløb. Herefter 10x500m på en 700m runde, hvor der er en stigning midt på intervallen. De sidste 200m nedad på runden bruger jeg til pausejog.

I alt fik jeg 82 point via 42 km løb, 50 min svømning og 3t40min cykling

lørdag den 12. oktober 2013

Jeg er så stolt af løbegruppen

Vi opsatte et fællesmål for ungdom- og elitegruppen i år. Vi ville se om vi kunne få mindst 20 løbere under 17 min for mænd og 20 min for kvinder på 5000m/5km. Onsdag var der Tårnbyløbet, og torsdag havde vi sidste testløb i klubben på en DAF opmålt rute. Efter de 2 løb kom vi op på i alt 24 løbere, som nåede målet. Det er bare så flot! Udfordringen har selvfølgelig været mest spændende for dem som ikke tidligere har været under 17 el. 20 min. Det lykkes for 8 løbere og 5 som tidligere har været under tiderne forbedrede deres PR! Derudover var der 11 løbere som var under 17 el. 20 min - dog uden at sætte PR. Og lægger vi Anna Wallner, som ikke løber i vores gruppe, oveni kommer vi op på 25 løbere i alt. Anna er årgang 1962 og løb flotte 19.41.

Løbere som satte PR med en tid under 17 min el. 20 min:
Louise Rode, 1997, 18.30.01
Karina Louise Sørensen, 1982, 18.46.82
Emily Orom Lexner, 1997, 19.46
Karoline Hardis, 1997, 19.58
Kasper Laumann Hartlev, 1991, 14.57.08
Emil Øbro, 1996, 16.11.84
Stephen Mikkel Petersen, 1994, 16.19.90
Christoffer Vienberg, 1994, 16.32.00
Andreas Mikkelsen Jensen, 1991, 16.34.85
Martin de Almeida, 1993, 16.53
Kristian Laumann Hartlev, 1993, 16.55
Kristian Krog, 1992, 16.59
Thomas Laybourn, 1969, 16.59

Øvrige løbere under 17 min el. 20 min
Dorte Dahl 18.27, Tine Broksø 19.11.87, Camilla Rath 19.35, Astrid Stentoft 19.41, Michelle Lundh 19.46.44, Lasse Storgaard 15.21.68, Pär-Johan Lif 15.34.97, Thomas Jensen 16.48, Per le Fevre 16.50.33, Mads Unger Mikkelsen 16.55, Martin Permin 16.57.
Tusind tak til alle som trænede hårdt og legede med!

onsdag den 9. oktober 2013

Mandag var jeg ikke specielt øm i benene. Det havde jeg ellers forventet, fordi jeg har så få km i stængerne. Jeg holdt alligevel en fridag, da ømhed jo ofte først viser sig fra sin værste side 24-48 timer efter belastningen.

Tirsdag cyklede jeg morgentur på VM ruten med Kasper Hartlev. Han kører godt på cykel. Jeg fik 50 km.
Om aftenen var jeg på som træner. Vi løb bakkespurter. Pär-Johan og Stephen var tilbage efter skader. Mads Unger fortalte, at han skal opereres i foden igen sidst på måneden. Han bliver giftig, når han har fået det fikset. Ellers er det i øjeblikket vores piger, som møder flittigst op til træning. Og de går godt til den.
Louise deltager i aften i sin første Talent Kraft Center træning med Heidi Jensen på Østerbro.

tirsdag den 8. oktober 2013

E-løbet og uge 40

E-løbet gik både godt og skidt. Jeg løb 48.34. Det gode var at jeg kunne gennemføre uden at blive mere skadet. Det dårlige var, at jeg gik lidt ned halvvejs og jeg tabte ca. 1 minut. Men jeg har jo ikke løbet så meget på det sidste, så det er jo naturligt nok. Jeg cyklede hjem fra Dyrehaven og fik endnu en times MTB i bogen.

I uge 40 scorede jeg 130 træningspoint via 27 km løb, 9 timers cykling (81 point) og 2,5 times svømning (22 point). Lækker uge! I næste uge får jeg ikke trænet så meget.

Jeg havde i øvrigt en god snak med Heidi Jensen mandag. Bl.a. om kraftcentrene. Talent-delen af EKC kører fint for mellem/lang. Fedt hvis det kan blive udvidet, så der også er et fedt miljø for seniorløbere.

lørdag den 5. oktober 2013

DAF´s kraftcentre

Hvad forstår du ved et kraftcenter? For mig er det et sted eller et miljø, hvor de bedste samles og træner sammen.
Sådan er DAF´s kraftcentre desværre ikke. DAF har kraftcentre på Østerbro og i Århus, men på den måde de fungerer bidrager de, efter min mening, slet ikke til at højne det generelle niveau for dansk løb.
Mellem-/langdistanceløbere har brug for at træne sammen i grupper. Derfor burde der være kraftcentre hvor de bedste løbere var tilknyttet, så de kunne mødes og træne sammen. Jeg tænker at 10-12 mænd og 6-8 kvinder ville være et passende antal i øst og vest.
Disse kraftcentere skulle være åbne omkring aktiviteterne, så andre kan lade sig inspirere, og enkelte træninger kunne være åbne for en større gruppe talenter, som dermed ville blive motiveret til at blive rigtig kraftcenterløbere i fremtiden.
Det er desværre svært at vide hvad der foregår i kraftcentrene, for os almindelige løbere og trænere. Og hvor er det ærgerligt. Det ville være fedt, hvis kraftcentrelederne havde mulighed for at piske energi og motivation ud til hele miljøet.  
Torsdag cyklede jeg 50 min på MTB og fik også lavet en sjov løbetræning med stafetløb for de unge.

Fredag cyklede jeg 70 min på MTB og svømmede 2300m på 50 min sammen med Miriam.

Lørdag løb jeg 6 km for at teste min læg inden E-løbet i morgen. Det gik nogenlunde. Jeg regner med at stille til start, men udgår med det samme, hvis jeg mærker noget til min læg. Senere cyklede jeg 50 min på MTB.

onsdag den 2. oktober 2013

Mandag var jeg en time i svømmehallen med Miriam. Vi svømmede nonstop. Hun nåede 2125m. Sejt for en som ikke kunne svømme crawl i januar. Jeg kom ud på 2675m.
Senere cyklede jeg 70 min på MTB

Tirsdag cyklede jeg også 70 min på MTB. Jeg kørte med på klubbens intervaltræning. Niklas var tilbage og løb overraskende hurtigt. Jeg holder løbepause, så min læg får en chance for at blive klar til E-løbet.

Onsdag var jeg til svømmetræning. Der var meget fokus på det tekniske, så jeg fik ikke så mange baner bogen.
Herefter cyklede jeg en tur med Karina, som har kørt cykelløb som semi-prof  i mange år. Da jeg tog en time for mig selv bagefter kom jeg helt ud på 84 km med 29,5 i snit.

mandag den 30. september 2013

Uge 39

Torsdag skulle jeg forsøge at løbe en 800m på 2.22 eller hurtigere, for at forbedre min score i M45 års klassen i vores allround klubmesterskab. Det er faktisk ret svært for mig at skyde den fart :-) Da jeg lavede stigningsløb, kunne jeg mærke at den var helt gal med min ene lægmuskel. Det er helt sikkert en overbelastning fra de baneintervaller jeg lavede tirsdag i sidste uge. Jeg udgik efter 500m af løbet.

Fredag holdt jeg pause.

Lørdag cyklede jeg 47 km med 30,0 i snit.

Søndag vurdere jeg at min læg var kommet sig, så jeg tog til Salomon Trail Tour, for at prøve at være med, da jeg har hørt meget om de løb. Men ak allerede efter 1 km gjorde læggen så ondt, at jeg måtte trække mig.

Ugens total endte på 93 point for 28 km løb, 51 point for 5t40min cykling og 14 point for 1t34min svømning.
Jeg har blogget min træning i små 4 år nu, men min træning bliver mere og mere patetisk. Jeg har overvejet at stoppe med at blogge, men vil i stedet for begynde at skrive mere om ungdommen og eliten i Blovstrød Løverne samt om hvad der arbejdes med i DAF´s løbeudvalg

onsdag den 25. september 2013

Jeg elsker denne årstid når vejret er godt, som det var i dag :-)
Jeg var til svømmetræning i morges. Ikke så meget instruktion man får der, men alligevel kan jeg mærke at mit bundniveau er hævet.
Jeg cyklede til Langeliniekaj for at se Majestic Mærsk. Stort skib må man sige. På vejen hjem kørte jeg ad standvejen op til Rungsted og fik kørt lidt ræs nogle km og nogle km med hyggesnak. Alt i alt en fantastisk tur på 72 km. Da jeg tidligere var på Hallandsåsen og cykle, kunne jeg ikke finde cykelflow. Det er ved at være der nu. Det er fedt når man har power i benene.

tirsdag den 24. september 2013

Mandag formiddag 2100m svøming på 47 min med fokus på teknik
Mandag eftermiddag 45 km på landevejen på 90 min.

Tirsdag aften var der fællestræning hos løverne. Det er sejt så mange unge piger der kommer. Men ikke nogen drenge desværre. Det må vi gøre noget ved. Lasse, Andreas MJ og Laybourn løb pænt fra Tomas og jeg på vores 10 x ca. 1 min bakkespurt i Blovstrød. 12 km i alt plus 2x10 min MTB til/fra træning.

mandag den 23. september 2013

Friløbet og uge 38

For kort tid siden var jeg helt ned motivationsmæssigt, fordi jeg havde ondt flere steder og var syg i en uge. Men den pause sygdommen betød, fik også givet mig ny lyst til at komme i gang igen og skaderne er aftaget.
Fedt at det kan vende så hurtigt :-)
I dag håbede jeg på en tid omkring 36 min og drømte om at slå Keld Johnsens M45 tid hos løverne på 35.27. Løbet gik fint. Og faktisk er det et løb hvor ruten lægger op til et internationalt løb, hvis man vil det. Jeg kom til at ligge alene efter 1,5 km og prøvede at få kontakt til Anna Holm gruppen (hun endte med 33.59!), men det gik ikke og folk kom op bagfra og jeg var lidt træt. Men de sidste 3 km kom jeg godt i gang igen, og havde 9 km skiltet ikke stået så håbløst (jeg havde 32.57 ) havde jeg måske kunnet finde det der skulle til for at nå drømmemålet. Nu blev det 35.33 og det er jeg trods alt super glad for. Men når man løber næsten 4.30 min fra 8 til 9 km og kun 2.36 fra 9 km til mål, tænker jeg at der er sjusket med placeringen af km-skilte :-)
Jeg havde en for MTB tur på halvanden time om aftenen, og endte på 42,5 km løb, 80 min svømning (12 point) og 5t50min cykling (52,5 point), så altså i alt 107 point for ugen. De 3 løbepas var alle med intensitet, så fint fint i forhold til de 3 sidste uger.  

lørdag den 21. september 2013

Torsdag cyklede jeg 40 min landevej og løb 12 km med 4x1 km i 3:30 tempo indlagt.

Fredag cyklede jeg 45,5 km på 87 min.

Lørdag holder jeg fri for ikke at presse mig efter nattevagt og for at vær frisk til Friløbet i morgen.

onsdag den 18. september 2013

EM Cross forhåndsudtagelse

For nogle år siden var det sådan, at man blev udtaget til NM cross ved et udtagelsesløb 1-2 uger før NM. Udtagelsen til EM cross foregik efter NM cross og kravet var i en periode en individuel medalje ved NMX for at komme til EMX. Holdet kom med hvis de blev nordiske mestre. Det var hårde krav, og det var svært at være i topform fra slut oktober til midt i december.
Siden denne periode er der blevet lyttet til mit forslag om forhåndudtagelser til NMX/EMX og Niels Kim + Co (primært Henrik B. Andersen og jeg) har fået indflydelse, og det øvrige DAF er med på at der skal brede til i eliten inden for løb, og at der skal være en realistisk gulerod for løberne.
Derfor er det en glæde, at vi igen har kunnet forhåndsudtage løbere til EMX/NMX. 12 løbere blev det til, og der kommer forhåbentligt flere til, så vi kan stille med hold for begge køn for senior og junior og for U23 mænd. Og hvor er det fedt at pigerne og kvinderne får et gennembrud :-)
Her er lidt mere info om hvad der foregår "bag kulisserne". Løbeudvalget (Niels Kim, Henrik og jeg) kommer med en indstilling til sportschef Thomas Bøgh (og direktør Jakob Larsen), og efter at have talt det igennem kommer der en vedtagelse om udtagelse. Det skal siges, at jeg har endnu ikke mødt Thomas, men på skrift virker han både sympatisk og kompetent.
Vi lægger vægt på årets resultater, tidligere resultater i cross og det vi opfatter der sker derude blandt de løbere, som midlertidigt er ude fra konkurrencer. Nogle bliver forhåndsudtaget fordi de har topklasse. For dem er det mest er skulderklap. Andre bliver forhåndsudtaget, fordi vi kender til deres planlægning med hårde konkurrencer eller skader, som gør at det ikke er optimalt at presse dem til at være i topform til NMX kval. løbet og NMX.
Det er min fornemmelse at denne model virker tilfredsstillende for løberne og deres trænere. Da forhåndudtagelsen baserer sig på subjektive kriterier, vil den naturligvis kunne diskuteres. Men jeg tror på at folk har tillid til at vi gør vores bedste for alle danske løbere. Og er man blevet overset, kan man altid vise sit værd ved udtagelsesløbet :-).
Onsdag morgen var jeg til min anden svømmetræning i Farum. Lad mig sige det sådan: jeg kunne ikke have løftet en baby til sin mors bryst efter en time i vandet.
Om aftenen cyklende jeg en time på MTB.
Mandag:
Gik i svømmehallen med Miriam på vej hjem fra arbejde. 30 min med fokus på vejrtrækning og ben.
Cyklede 20,5km/40min på raceren om aftenen.

Tirsdag:
Fedt vejr om formiddagen. Jeg løb hen til stadion og løb 200-300-5x400-300-200 m. 2 min pause. 5x400 løb jeg på 71,4 i snit og 53,0 og 33,5 på 300 og 200.12 km i alt. Jeg har aldrig været hurtig, så det tempo er jeg fint tilfreds med. Jeg skal nå at forbedre mit årsbedste på 800m og 1500m lidt. Kun for sjov.
Kørte 40 min på kondicykel om aftenen.

søndag den 15. september 2013

Uge 37

Fredag var jeg lidt presset både for tid og godt helbred.

Lørdag nåede jeg lige 1 time på MTB inden vi kørte til fest i Kolding.

Søndag løb jeg 10 km i Stenderupskoven med 6x60sek+6x40sek ryk indlagt.
Da vi kom hjem cyklede jeg en time på MTB.

Alt i alt fik jeg kun 22 km løb og 2 timer på MTB. Men det var alligevel en god uge. Det var sjovt at løbe (og vinde) Nighttrail, og den sygdomspause jeg har haft, har givet mig ny god motivation til at gå ud og træne det jeg har mest lyst til.

fredag den 13. september 2013

Nighttrail.dk

Torsdag aften stod Blovstrød Løverne bag et nyt trailløb i mørke. Det var fedt at være med, og alt spillede som det skulle. Jeg havde valgt 10 km ruten, og havde fornøjelsen af at føre hele vejen og kunne dermed løbe og snakke med formanden, som viste vej på cykel. Andreas MJ og Tine Broksø fra min træningsgruppe vandt halvmarathon distancen.

Jeg er desværre endnu ikke helt rask, så jeg har ikke trænet mandag-onsdag. Tirsdag cyklede jeg dog med på fællestræningen. Christian Madsen viste god form og er ekstrem motiveret lige nu. Han skal løbe Lingingöloppet med en Rasmus Henning gruppe. 

mandag den 9. september 2013

Uge 36

Lørdag trænede jeg ikke og søndag cyklede jeg kun en time i roligt tempo, for jeg er stadig ikke rask.
Ugen startede godt med 2 gode løbepas men sluttede skidt. Jeg er i en brøndby-agtig krise :-)

fredag den 6. september 2013

Svømmestart og sygdom

Onsdag formiddag var jeg til min første svømmetræning i Farum Svømmeklub. Første ting der skal rettes op på er vejrtrækningen og bensparket. Om eftermiddagen begyndte jeg at få ondt i halsen, så jeg sprang løbet over for at være frisk til torsdag.

Torsdag skulle jeg løbe morgentur med Christian Madsen og derefter cykle en lang tur. Men øv - jeg vågnede og var rigtigt syg. Røv i dette pragtfulde vejr.

Fredag går det lidt bedre, men jeg træner heller ikke i dag.

tirsdag den 3. september 2013

Mandag løb jeg 11 km/46 min hvor de 4 km i midten af turen blev løbet med 3:36 min/km

Tirsdag var der endnu en dejlig fællestræning, hvor min gruppe løb 6x1 km i skoven og Kersti løb lidt mindre med de yngste. Jeg fik 3:20 i snit (p. 2.10) og det var fint, for hverken ryggen eller knæet hjalp til med en naturlig løbestil.
Christian Madsen var tilbage med Felix i babyjogger, og jeg trænede for første gang med Christian Jørn Hansen, som er endnu en ung mand i super form. Martin Idoff er hurtig, og nu er han også ved at være en rigtig udholdende løber. Det bliver fedt når han får det med over i de lidt længere konkurrencer.

mandag den 2. september 2013

Uge 35

Hvilken uge - sikke et stramt program!
Mandag rejste Miriam og jeg ned til Henrik og Kirsten ved Lago Maggiore, og da den gode stemning startede med det samme, fik jeg ikke trænet mandag.
Tirsdag løb jeg 10 km med værterne og 6 km for mig selv - så var vi på bjergtur, hvor vi gik 700hm nedad - og endeligt svømmede Miriam og jeg 40 min i søen.
Onsdag løb jeg 11 km med indlagt 4x90sek+6x60sek+4x30sek
Torsdag løb jeg 11 km med Henrik og fik 20 min aquajog
Fredag var vi hjemme igen og jeg løb 13 km i 4:20 med min far med på cykel. Fredag aften og nat var vi til sommerfest.
Lørdag skulle vi tidligt til fætter-/kusinefest, hvor vi bl.a. spillede en del rundbold og fodbold.
Søndag kørte jeg til DMU i Århus. Da programmet var presset i weekenden (bl.a. pga. overnattende gæster) fik jeg ikke trænet.
Alt i alt blev det til 51 km løb og 9 alternative point.

DMU var en stor fornøjelse, selvom jeg kun var der søndag. Løverne gjorde det fantastisk og der var mange andre talenter som viste god form.

søndag den 25. august 2013

Uge 34

Lørdag fortsatte jeg med at arbejde på huset, men nåede også 9 km jog inden afgang til aften-nattevagt kl. 15.
Søndag sov jeg til kl. 12, og knoklede så ellers videre med have- og husarbejde. Løbeturen som jeg puttede ind var egentligt planlagt til en times roligt løb, men efter 11 km fik jeg lyst til interval og løb 4x1,5 km i ca. 3.28 tempo. 19 km kom i bogen.
Jeg fik lyst til en cykeltur inden solnedgang, så jeg drønede ud til Tyren, som jeg kørte på 20.15 og i alt 32 km på en time.

Så på ugen fik jeg 52 km løb (12 km interval) og 48 point for 5t20min på cykel - så lige præcis endnu en uge med 100 point i alt.

I morgen tager Miriam og jeg ned til vores venner ved Lago Maggiore (Milano), mens min far kommer og hygger om drengene. Fredag skal vi til fest, lørdag til fætter-kusine fest og søndag kører jeg til Århus til DMU, så det bliver en fed uge :-)

lørdag den 24. august 2013

Onsdag trænede jeg ikke, da der ventede en god udfordring torsdag.

Torsdag var vi 8 gutter på Hallandsåsen. Gode gamle Michael Cubbin var med. Planen var 130 km med 2000 hm., men vi måtte ændre lidt på det, da en af vejene på kortet viste sig at være grus. Det endte med 106 km med 1845 hm. Der blev kørt frisk til på hele turen, og selvom der skal ventes og vendes en del på sådan en tur, endte vi med over 26 km/t i snit. Sidst vi var derovre holdt vi pause på toppen af hver bakke. Denne gang måtte de langsomme selv køre sig op igen efter bakken.
Jeg havde elendige ben og ingen vilje, så jeg var i den sidste del af feltet. ØV - jeg må sande at formen til intensitet er ved at være væk.

Fredag trænede jeg heller ikke - og vupti, så havde jeg tid til at give huset træbeskyttelse.

tirsdag den 20. august 2013

Mandag arrangerede jeg stævne for løverne og løb selv 800m. Puha jeg mangler fart. 74 på 1 omgang, men så lidt bedre rytme på de sidste 400 og 2.25,7. Samlet blev det til 6 km og 20 min MTB.
Dasha (12år) imponerede med en fin 1500m på 5.27, og Alejandro (15 år) fulgte op på sin super 800m debut, med at løbe 58,1 på 400m i træningsko og forsigtigt udlæg. Kaspr trænede for vildt. Efter sit eget pas løb han et pas sammen med norske Lisbeth Pedersen, som var på besøg.

Tirsdag løb vi 6 x 1 km på PGN- ruten i Ravnsholt. Folk er vilde med det. Lasse styrer men Andreas MJ, Chistoffer, Stefan og Emily så også gode ud. Jeg løb selv 3.26 i snit med 2:15 i pause. I alt 18 km på træningen, fordi jeg løb til stadion.

søndag den 18. august 2013

Uge 32+33

For første gang i de år jeg har blogget, har der været en længere skrivepause. Det skyldes især, at jeg fik ret travlt med at arrangere BT DM 10.000m d. 10 august, og at denne travlhed bare er fortsat. Det er min ambition også at skrive, når det går dårligt med træningen, men naturligvis er det sjovere når det går godt. For de unge i klubben har det været nogle fede uger.
Nogle highlights fra uge 32:
Tirsdag d. 6 var vi vildt mange til træning. Vi løb 10x400m eller 10x200m. Sådanne dage giver energi. De næste 4 dage fik jeg desværre ikke trænet.
Lørdag d. 10 holdt vi Baneturnering og DM 10.000m. Vi fik meget ros for arrangementet, fordi der var styr på tingene. Og det er dejligt. Men at have styr på det meste kræver rigtigt meget tid :-)
Der er også meget at lave efter stævnet, så jeg laver som regel kun 2 store arrangementer om året.
Løverne var super gode og satte mange flotte PR.
Søndag løb jeg 11 km med 6 km tempo omkring 3:40. Desværre fik jeg ondt i lårene pga. pausen.
I uge 32 fik jeg kun 37 km i bogen og ikke noget alternativt træning.

Uge 33 startede med en fridag, fordi jeg havde sovedag efter nattevagt og min søn kom forbi om eftermiddagen med sin søde kæreste, som vi skulle møde for første gang.
Tirsdag var vi igen mange til træning, så vi delte os i 2 grupper, hvor jeg var med i skoven og løb 5x1,1 km.
Onsdag havde Kasper inviteret til 1 times løbetur og mandehygge. Det var fedt, selvom min løbeoplevelse var hæmmet at ømme lår.
Tirsdag cyklede jeg 80 min
Torsdag cyklede jeg 80 min.
Fredag cyklede jeg 75 min
Lørdag cyklede jeg 1t50 min - fed MTB tur til Rågeleje via cykelrute 33 til Gilleleje
Søndag cyklede jeg 1t52 min - fed MTB tur hjem via rute 33
Så alt i over 7,5 times cykling og lige præcis 100 point.
Lørdag var vi til et arrangement en kollega holdt på sin gård ved Vejby. Der var vildt god stemning og fed musik med liveband og DJ Master Fatman. Det blev lidt sent, og min sommerhus cykel gik i stykker, så jeg endte med at løbe 3 km hjem kl. 4 om natten.

mandag den 5. august 2013

Uge 31

Fredag formiddag cyklede jeg 52 km hvor farten var over 32 i snit. Om eftermiddagen fik jeg 40 min havsvøming i bogen.

Lørdag joggede jeg 10 km

Søndag formiddag cyklede jeg rundt på de lokale bakker og fik 40 km med 30,0 i snit. Om aftenen løb jeg 10 km på 44 min.

Det blev endnu en god uge, hvor jeg fik 60 km løb og 51 point for svøming og cykling. Jeg kan slet ikke finde farten når jeg løber. Jeg prøver bare at holde træningen i gang, og må så tage fat på rigtige intervaller om nogle uger, hvis svangsenen er helt rask.

fredag den 2. august 2013

Onsdag trængte vi til at svømme, men der var alt for store bølger, så vi gik i svømmehallen, hvor jeg fik 40 min svømning og 20 min aquajog.
Torsdag morgen løb jeg 12 km med 6 km i 3:45 og om aftenen løb jeg 8 km i 4:30 tempo.

onsdag den 31. juli 2013

Mandag:  13 km løb i 4:30 tempo
Tirsdag:   1 time MTB + 7 km jog

mandag den 29. juli 2013

Uge 30

Jeg sluttede ugen med 10 km formiddagsjog og 70 km cykling. Dermed nåede jeg for 3 uge i træk lige over 60 km løb og for fjerde uge over 100 point i alt. Jeg føler mig for det meste slidt, når jeg løber, så det er sjovere at cykle.

søndag den 28. juli 2013

Hornbækløbet

Laybourn og jeg havde delt os, så han løb 10 km og jeg løb 5 km. Opvarmningen foregik i regn, og jeg kunne straks mærke, at jeg ikke har gode ben i denne uge. Starten gik 4 min før tid, så vi var en del, som stadig varmede op foran startstregen. Jeg nåede at spurte næsten helt hen til starten, men det var naturligvis ikke optimalt. Jeg vendte, så jeg ikke fik en fordel, men alligevel vidste jeg ikke, om jeg synes det var okay at kæmpe med om sejren. Så det blev en fesen oplevelse, hvor jeg tabte terræn i starten, og ikke helt nåede op, men blev nr. 5 i et tæt opløb. Tiden blev ca. 17.23. I år løb de fleste gode løbere 5 km, mens det var omvendt sidste år. Layborn fik derfor ingen modstand på 10 km, men løb alligevel 20 sek hurtigere end vinderen sidste år. Så sejt af ham!

lørdag den 27. juli 2013

Torsdag startede med regnvejr, men da det klarede op løb jeg 8 km med min far, hvor jeg løb lidt frem og tilbage. Om aftenen holdt han øje med Miriam og jeg mens hun jagede og jeg svømmede. Der var desværre kommet brændmand, som jeg brændte mig på, og derfor blev det kun til 20 min. Men en fed aften på stranden var det med solnedgang og Helena C.

Fredag forsøgte jeg at sparke gang i stængerne med en hurtig morgen 5 km, men jeg kom ikke under 4:15 tempo. Om eftermiddagen forsøgte jeg at rulle en restituationstur på cykel, men jeg havde ingen energi i starten. Jeg kom dog rundt på 34 km med 30,5 km/t, men det trillede ikke af sig selv.

torsdag den 25. juli 2013

Vi har haft sommerhuset fuld af gæster, så jeg har ikke trænet så meget de sidste dage. Mit ene baglår trænger også til lidt ro, så det har passet fint.
Mandag 40 min på racercykel
Tirsdag 13 km, hvor jeg løb de første 3 km med min far (ca 6 min/km) og herefter løb jeg 5x4 min ryk i 3:40 tempo.
Onsdag løb jeg 11 km med min søster. Vi løb i bakker og på strand, så et tempo på 5:15 er fint klaret af søster.

søndag den 21. juli 2013

Uge 29

Torsdag joggede jeg 11 km og om aftenen cyklede familien og jeg de 8 km fra Rågeleje til Musik i Tisvildeleje og retur.
Fredag cyklede jeg 44 km med 30,7 km/t i snit.
Lørdag løb jeg 3x3km tempoløb i 3:40 tempo. I alt 14 km. Inden vi igen cyklede til Musik i Lejet, nåede jeg 35 min svømning. Havet var roligt og dejligt varmt.
Søndag startede med 51 km med 30,7 km/t i snit og en dukkert med 25 min svømning. Det var ret hårdt, da der nu var bølger igen, og jeg tog en stor slurk af Kattegat. Her til aften løb jeg 11 km på 45 min med 4 x 2 min ryk for at bryde motonien.

I alt fik jeg trænet 10 timer (112 point) fordelt på 66 km løb, godt 4 timers cykling og 1 times svømning. Jeg er fint tilfreds med dette, for det har været en tætpakket uge.
Jeg har dog været noget i krise og overvejet om jeg skulle stoppe med at løbe så meget. Midt på ugen havde jeg ondt i svangsenen, knæet og ryggen, så der var ikke meget sjovt ved at løbe. Her i weekenden er det dog gået bedre og bedre, så jeg holder humøret højt. Jeg tør ikke løbe baneintervaller endnu, men jeg håber stadig på at få en sub 16.30 tid på 5000m i år. Måske ved V-DM d. 25 august.
På lørdag løber jeg Hornbækløbet sammen med vores venner der.

onsdag den 17. juli 2013

Mandag skulle vi tidligt til Kolding til urnenedsættelse og herefter til børnefødselsdag i Strib, så jeg fik ikke løbet.
Tirsdag tog jeg en flot tur ud langs Kolding fjord. 18 km i 4:30.
Onsdag cyklede jeg 31 km/61 min og mens jeg så tour enkeltstart løb jeg 12 km/47 min på bånd med 5x1 km i 3:30.

søndag den 14. juli 2013

Uge 28

Fredag havde jeg en masse jeg skulle nå, så jeg lavede 3 små pas når de lige kunne klemmes ind. Først 21 km/40 min cykling, så 5 km/22 min løb og senere mens vi var på stranden svømmede jeg 1500m på 30 min.

Lørdag løb jeg en joggetur med venner, som var på weekend i sommerhuset. Finn løber rigtigt fint, og vi fik 10 km i bogen.

Søndag var jeg ret splattet, så jeg kom første ud sidst på dagen, og have ikke lyst til at pine mig med for meget tempo, selvom det var planen at jeg skulle løbe intensitet. Så jeg løb 5x2 km med 1 min pause, hvor de første 4 ture gik i 3:45 tempo, og den sidste blev presset under 3:40 tempo. I alt 17 km.

Jeg kom op på 60 km og fik løbet interval 2 gange. Helt okay, for jeg har stadig en stadet svangsene. På cyklen fik jeg godt 4 timer og i Kattegat blev det til 90 min, og det giver jeg ca. 50 point.
Så alt i alt endnu en god uge :-)    

torsdag den 11. juli 2013

Onsdag holdt jeg træningsfri, da jeg forventede en reaktion på tirsdagstræningen. Jeg nåede en masse sommerhus havearbejde og en lang gåtur i stedet for.
Torsdag var jeg mere aktiv. Først 1 times løb og så 2 timer på landevejsraceren, hvor jeg kørte godt igennem. Sidst på eftermiddagn var hele familien til kayak introkursus i Rungsted. Så det var en super dag med mange solskinstimer i ansigtet.

onsdag den 10. juli 2013

Mandag kørte jeg 90 min MTB i Tisvilde Hegn og svømmede 1100m i havet, som var pænt uroligt.

Tirsdag formiddag svømmede jeg 1800m. Bølgerne var mindre end i går, og hvis GPS måler rigtigt, går det hurtigere end i svømmehallen. Våddragt er magi.
Om eftermiddagen kørte jeg til træning i Allerød. Fedt at så mange møder op i ferien. Vi var delt i 2 grupper. Jeg var med på 1,1 km intervaller, hvor Kasper, Lasse, Andreas MJ og Laybourn løb godt. TJ joggede mest. Jeg har absolut ingen fartfornemmelse og løb 3.54 på den første og 3.32 på den sidste, men synes de var lige hårde. 15 km i alt.

mandag den 8. juli 2013

Uge 27

Lørdag havde jeg fundet en kombi af sko og indlæg, som gjorde at kunne løbe næsten uden ømhed. Jeg valgte derfor at løbe lidt hårdt, for at formen ikke skal styrtdykke. 11 km i alt med 4 km hvor jeg øgede tempoet fra 3.44 til 3.34. Herefter cyklede jeg til Rågeleje med min søn Joachim. Det blev til 36,5 km på 1.29, og det var faktisk pænt hårdt i modvind, og med en stor del på grus.

Søndag joggede jeg 7 km, og så fik jeg afprøvet min svømme våddragt.

I alt løb jeg 34 km og fik omkring 60 point for alternativ træning. Skaden er under kontrol, og jeg holder et rimeligt træningsniveau.

fredag den 5. juli 2013

Sommerferie

Onsdag holdt jeg fri, for ikke at opbygge ømhed efter den uvant lange tur.

Torsdag løb jeg hen til træningen og fik i alt 11 km. Det gjorde ondt i svangsenehæftet til sidst.

Fredag svømmede jeg 2000m på 43.57 (jævnt 1.06 pr. 50m) og lidt senere cyklede jeg 51 km med 30,3 i snit. Og nu har jeg sommerferie :-)

onsdag den 3. juli 2013

Tur til Hallandsåsen

Mandag løb jeg 5 km, svømmede 1425m på 30 min og sluttede med 10 min aguajog.

Tirsdag var vi 10 gutter på cykeltur på Hallandsåsen, som man i bil nemt når over til på 2 timer fra Allerød. Vi kørte en klassisk 82 km runde med 1600 højdemeter. Jeg fik dog 98 km, da jeg kørte lidt ekstra undervej og efter turen. Der var 9 stigninger, og da der gik ræs i den på alle stigninger, blev det en pænt hård tur, selvom der var meget ventetid ved opsamlingerne. Det var et chok, da den første bakke tog fat, men jeg faldt rytmen og da vi nåede stigning 3 (Kullaborg) og 4 (Brantekällavägen), som jeg kendte i forvejen, var jeg kørt varm. Brantekällavägen (1,8 km med ca. 9% i snit) kørte jeg første gang 2007 sammen med Rasmus Henning, hvor han kørte 4 ture på 6.20-6.30 og jeg kørte den første tur på 7.20 og derefter 7.40-7.50. Nu kørte jeg helt igennem på en enkelt tur, og fik kørt 7.15. Fedt, for der bliver jo længere og længere mellem "PR´s" :-)

søndag den 30. juni 2013

Uge 26

Jeg er stadig skadet med svangsenen - det er sgu ynkeligt som den ene skade har afløst den anden de sidste år. Og jeg træner jo nada!
Desuden er det som altid en svær periode for mig, når der er græs pollen. Jeg sover ikke så godt, og er mindre oplagt til træning end normalt.

Torsdag stod på et kikset forsøg på at løbe,hvor jeg måtte stoppe på pga. smerter. Jeg fik dog 30 min svømning (1000m på 20.54 PR) og 1 time på MTB.
Jeg stod desuden for et mini stævne for ungdommen med 100m og 400m.

Fredag tog jeg i svømmehallem med Miriam og loggede 1400m på 30 min.

Lørdag blev det til 80 min MTB. Jeg blev også klar over, at de flade sketchers sko jeg har gået i ikke er guf for min svangsene.

Søndag var jeg kylling kl. 9 hvor Allerød CK starter deres træning, fordi de var koldt, blæsende og vådt. Så jeg drønede senere en time på MTB, og nogle timer efter løb jeg 5 km roligt.

I alt 10 km løb plus 63 point for godt 7 timers alternativt på ugen.

torsdag den 27. juni 2013

Mandag havde jeg lyst til at svømme, så jeg cyklede til Farum, hvor jeg havde bassinnet næsten helt alene. Først forbedrede jeg min 1000m til 21.14 og så svømmede jeg nogle 250m og 50m hvor jeg prøvede at tælle tag. 2000m i alt + 40 min cykling

Tirsdag var jeg træner for en god motiveret flok som løb 8x600m eller 8x400m. Det så rigtigt godt ud for Idoff, Almeida og Emily på 400m og Stephen, Christoffer og Krog på 600m. Jeg løb med på opvarmningen, men så var min fod også dejlig øm :-(

Onsdag cyklede jeg på arbejde i regnvejr. Heldigvis var der medvind og gode ben, så det var hurtigt overstået.

søndag den 23. juni 2013

Uge 25

Lørdag forsøgte jeg at løbe, men måtte hurtigt vende om pga. svangsenen.
Søndag cyklede jeg 79 km med 31,0 i snit, heraf var de 58 km på 2xTri DM runden (29 km pr. omgang) med 32,0 km/t i snit.

Det blev til 30 km løb og 40 point for alternativt. Ikke noget der går over i historien, men heller ikke noget som sænker formen for meget. Jeg skal dog hurtigst muligt have styr på den svangsene, ellers smuldrer løbeformen.

lørdag den 22. juni 2013

Svømme "PR"

Vi har været nogle dage i Kolding i forbindelse med bisættelsen. Da min ene svangsene var meget øm, valgte jeg at holde trænings pause.
De vi kom hjem fredag aften kørte Miriam og jeg i svømmehallen. Jeg svømmede 3000m nonstop, og passerede 1000m på 21.38 og 2000m på 44.59, hvilket jeg ikke har gjort hurtigere siden jeg var barn.
Der er 5 år til Ironman Hawaii, så jeg skal nok nå, at få det lært :-)

Talenterne løb rigtigt godt ved Baneturneringen, mens jeg var i Kolding. Jeg gad godt have været med i ræset med Stephen og Christoffer, som fik 16.19.90 og 16.32.00. Karina er også ved at være en rigtig stjerne og 2xMartin på 1500m gjorde det flot.

onsdag den 19. juni 2013

Mandag var jeg træt i benene, så jeg cyklede til træning og løb en roligt 14 km tur med motionshold 1.

Tirsdag cyklede jeg til klubtræning, hvor vi var rigtigt mange. Vi løb 10 x 90sek hurtigt/60sek jog eller 10 x 60sek/90sek. Kasper og Sharif gav gas, og Asbjørn som kun løb 60 sek. kunne næsten følge med. Karina, Emily og Astrid ser stærke ud. Og Lasse var tilbage efter en lang pause. I alt 15 km på træningen.

Jeg ved ikke rigtigt hvad der sker med benerne lige nu. Min ømme tå er fin igen og knæet gør heller ikke ondt mere, men nu er der kommet 2 andre ting. Jeg har rigtigt ondt i det ene skinneben, og i den ene svangsene. Det begyndte i går og i dag kan jeg næsten ikke støtte på venstre fod :-(
Løbepause er nødvendigt. Godt at jeg har cyklerne :-)

søndag den 16. juni 2013

Uge 24

Søndag middag cyklede jeg 32 km på MTB i Tisvilde Hegn og da vi var hjemme fra sommerhuset løb jeg 10 km på 44 min.
Det blev til 60 km løb og 26 point for alternativt. Kvalitet var der med 2x1,5 km tirsdag og 15 km konkurrence lørdag. Det har jo ikke været en helt almindelig uge, så jeg er fint tilfreds.

lørdag den 15. juni 2013

Liselejeløbet

Jeg fik ikke løbet torsdag og fredag, og da bisættelsen er på torsdag, går min plan om en god 5000m d. 20/6 i vasken. I går kørte vi fra Kolding og direkte i sommerhuset i Rågeleje, så det lå lige for at søge en erstatning og løbe Liselejeløbet i dag. Jeg løb 15 km, da det så ud til at være en god rute, og det lavere tempo ville være bedst for min ømme tå. Ved et lille løb som dette, havde jeg regnet med et sololøb, men til min overraskelse var vi 3 samlet efter 7 km i 3:45 tempo. Rune Knudsen fra Nordtrim viste sig at være en rigtig god løber, men efter nogle ryk og en tempoøgning til 3:40 og fik hul og holdt tempoet hjem til en sejr i 55.24. Stephen blev nr. 2 på 5 km efter Sharif, som måske er kommende løve.

Sorg og lettelse

Min søde dejlige mor gik bort i torsdags. Hun fik for 8 mdr siden diagnosen "ALS", som er en sjælden nervecelle sygdom, hvor man gradvist mister evnen til at bruge sine muskler. Forud var der gået ca. 1 år, hvor vi vidste, at der var noget galt, men ikke hvad. Først faldt hun sammen i nakken, og kunne ikke holde sit hoved og der kom problemer med at synke og styre tungen. Så blev det svært at tale. Da hun ikke længere kunne spise fik hun sondemad, men hun var meget klar på, at hun ikke ville i respirator, så da lungemusklerne svigtede var det slut.
Sorgen som kommer nu bliver stor, men der er også stor lettelse over at hun slap for et langt forfærdeligt forløb, og at hun fik sit ønske om at blive og dø i eget hjem opfyldt.
Min far og den øvrige familie fortjener stor ros for at det var muligt.
Og det var så smukt da vi sang hende ud.

torsdag den 13. juni 2013

Mandag var jeg hos min forældre i Kolding og løb 10 km i skoven på 40:30.

Tirsdag løb jeg 2x1,5 km interval om Marielundsøen i Kolding på 4.50 og 4.50. Det lykkes at undgå det progessive, ved at lægge ud så jeg smagte syre fra starten. I alt 11 km.

Onsdag joggede jeg 9 km i Allerød og cyklede derefter på arbejde.

mandag den 10. juni 2013

Uge 23

Jeg har nu trænet i 10 uger siden jeg kom over min knæskade. Ryggen/ballen går det også rigtigt godt med.
Men nu er der så det med tåen, så jeg fik kun løbet 42 km i sidste uge. Dog var der 2 konkurrencer, og 43 point for alternativt, så formen er ikke gået ned. Jeg håber på normal træning i den kommende uge, så det kan lykkes at løbe under 16.30 d. 20 juni.

søndag den 9. juni 2013

SuperBestLøbet

Jeg besluttede at løbe det lokale SuperBestLøbet, selvom det måske ikke er det klogeste i forhold til min ømme tå. Jeg har løbet det hyggelige løb alle år undtagen et siden 1996 og har en del sejre, men også rekord mange andenpladser. Min plan var at følges med Laybourn på 10 km i AT tempo (ca. 3:35) som ville give en tid på ca. 36 min. Men jeg havde overskud og løb så i stedet for de første 5 km med Stefan Frands på 17.15 (3:27 tempo). Herefter satte jeg farten ned til 3:35 ud til 9 km og sluttede så af med 3:20 for lige at komme under 35 min. Det var en god test af formen. Det var en stærk triatlet som vandt, så jeg fik endnu en andenplads og ingen købmandskurv :-) Laybourn løb ca. 35.35 og for kvinderne vandt Karina 5 km og Dorte 10 km.
Efter løbet cyklede jeg de 36 km på arbejde. Første tur i år på min carbonracer. Ufatteligt fedt!

torsdag den 6. juni 2013

En dejlig løbeoplevelse

Tirsdag aften var vi på Frederiksberg til Baneturnering med mange deltagere. Vores unge gjorde det flot på 800m, og Louise og Karina imponerede mig på 3000m. Vi var 8 Løver i B-heatet på 3000m, og de 6 af os var meget jævnbyrdige. De 5 andre (Stephen, Almeida, Kristian Harlev, Andreas MJ og Christoffer)  har ikke løbet så længe, og kan se frem til store resultater.
Selvom jeg ikke løber så hurtigt mere, havde jeg en løbeoplevelse, som var lige så god, som da jeg var på toppen. Jeg kunne med det samme mærke at tempoet var udfordrende, men at jeg ville kunne holde det hele distancen, og at der måske endda kunne lægges lidt på til sidst. På forhånd havde jeg håbet på en tid mellem 9.40 og 9.45 og tempoet var perfekt jævnt med 77-78 sek de første 5 omgange, så vi havde 6.27 ved 2000m. Jeg så lige pludselig en mulighed for at slå M45 klubrekorden på 9.34.9, hvis sidste km kunne løbes på 3.07. Jeg overvejede at gå frem og forcere tempoet hele vejen til mål, men da Almeida og Andreas satte så godt et tempo, valgte jeg at blive bag dem og satse på en hurtig sidste omgang. Med 400m tilbage havde vi 8.23, og jeg skulle altså løbe en afslutning på 71 sek. Det lykkedes lige akkurat og jeg fik 9.34.19. Fedt! Og fedt at alle drengene fik PR. Christoffer skal bruge nogle flere kræfter på at løbe og er nødt til at ligge i 2. bane det meste af vejen, for ikke at falde over os andre, så det er sgu vildt at han er med på det niveau.

Ellers er situationen at jeg stadig har ondt i den ene storetå. Jeg joggede 2 x 5 km i dag, og det gør ondt til sidst. Men heldigvis kun når jeg løber. Det kommer dog til at gå ud over intervallerne, og jeg vil aflaste med cykling så meget jeg kan.

mandag den 3. juni 2013

DM hold / Uge 22

Som lovet holdt jeg fri fredag og lørdag. Jeg lavede kun stræk og mave/ryk og derudover slog jeg en masse græs, hvilket også giver sved på panden i godt vejr.
Søndag kørte 8 løver til DM hold i Randers. Det var en god tur. Det er fedt at være på tur med drengene. Vi fik bronze i DM hold og sølv i 4x1500m. Jeg løb med på en 1500m, når jeg nu alligevel var taget helt derover. Det gik ikke så godt (4.49.95), men generelt var tiderne dårlige i dag. Sikkert pga. blæsten.

Uge 22 gav kun 58 km og 34 point for alternativ. Jeg fik dog løbet kvalitet med interval tirsdag, 2x5 km torsdag og 1500m søndag.
Nu vil jeg forsøge at blive rigtig frisk, og så skal den have en over nakken med intervaller frem til d. 20 juni, hvor jeg vil satse alt på at komme under 16.30.

fredag den 31. maj 2013

Intersport Stafetten

Onsdag var jeg pænt aktiv. Først svømmede jeg 2000 m, så cyklende jeg på arbejde (80 min hårdt tråd) og senere løb jeg 5 km for at få "cyklingen ud af benene".

Torsdag startede jeg med 5 km morgentur og stigningsløb
Om aftenen havde vi den lokale Intersport Stafet med 3x5 km. Talent/Elite havde 9 hold med, og der blev løbet rigtigt godt. Jeg løb 2 ture på 17.10 og 18.47.
Jeg havde ikke mærket noget til min ømme forfod på de sidste ture, men efter stafetten har jeg fået ret ondt i storetåen. Jeg holder løbe fri de næste 2 dage, så jeg kan være klar til DM hold på søndag.

tirsdag den 28. maj 2013

Mandag morgen nød jeg en tur i skoven. 11 km /46 min, hvoraf jeg løb 4 km på 15.01 (tempostigning 3.52 => 3.39)
Om eftermiddagen cyklede jeg 32 km med min søn Joachim. Tempoet var 26,0 i snit, og han blev først træt efter 40 min. Det er sgu meget godt :-) 

Tirsdag var vi vold mange på banen til 12x300m eller 4x2x300m. Det er en udfordring at få fat plads i inderbanen, når vi er så mange. Jeg løb 52,7 sek. i snit på 12 stk. Vi startede hvert 2. minut, så pausen var altså ca. 67 sek. Martin Idoff imponerer på korte intervaller, men også Jonas, Asbjørn, Almeida, LaybournP-J og TJ så godt ud. Og så blev jeg presset af Dorte i starten og af Emily og Karina på de sidste.
Jeg kørte en omvej på MTB til træning, så jeg fik sneget 30 min cykling ind i dagens pensum.

Jeg har haft lidt ondt i min venstre forfod siden i søndags, hvor jeg kortede turen ned. Jeg satser på, at det går over af sig selv. Jeg masserer foden og sørger for at den er blød og bevægelig. 

mandag den 27. maj 2013

100 km på Zakynthos

Vi har været på en dejlig ferie på en af de Ioniske (vestlige græske) øer Zakynhos. Det er en dejlig grøn ø med mange skønne strande og sympatiske mennesker. Havskildpadden Caretta Caretta yngler i det område vi boede i, så det var med respekt for naturens skønhed, at jeg løbe mine ture på stranden. Vi var mere aktive end tidligere da vi havde små børn, så vi var på sejlture, kørte øen rundt, geo cachede, cyklede og snorklede.
Uge 20 sluttede jeg med 12 km med en del bjerge på Zakynthos, og fik i alt 82 km + 34 point primært fra 100 km cykling. Intensitet var der tirsdag og via en 5000 m torsdag.
Uge 21 startede jeg med at være godt stegt i lårene. Så jeg løb mest almindelige ture og svømmede i den skønne pool, som nærmest var et 50m bassin. Vi lejede også cykler og jeg tog en cykel træningstur en af dagene. Lørdag løb jeg 25 min fartleg, men det var også hvad det blev til af intensitet. I alt 88 km + 25 point fordelt på cykling og svømning.

lørdag den 18. maj 2013

Skulle arbejde 9-17, så jeg cyklede på arbejde. Det tog 80 min for 40 km. Da jeg havde fri løb jeg til Østerport via Amager strandpark og fra Allerød st og hjem. I alt små 18 km på 80 min.
Nu har vi en uges ferie. De første dage skal gå med lidt restitution, og så håber jeg på lidt intensitet i den sidste halvdel.

fredag den 17. maj 2013

På vej til arbejde stoppede jeg hos Steffen og så hans super nye lejlighed med udsigt over Peblinge Sø. Vi løb 10,5 km på 43 min rundt om søerne. Jeg cyklede hjem fra arbejde og fik i alt 2 timer i sadlen i dag.

torsdag den 16. maj 2013

Back on track

Jeg har virkelig savnet at være i konkurrence igen, og i aften gik det så løs ved Baneturneringen med 5000m, hvor jeg fint kom under 17 min, som var målet med 16.50.33. Jeg måtte selv frem og trække resten af vejen efter 2 omgange, men det gik fik med km tiderne 3.24-3.23-3.23-3.22-3.18.
Løverne havde rigtigt mange gode resultater, ikke mindst Emily og Louise på 1500m og en masse gode 5000m tider anført af Kasper som brød 15 min grænsen med 14.57.08, og M40 klubrekord til Pär-Johan med 15.34.97. God opvarmning og lang afjog med Kasper gav 16 km i alt.

Opladningen i går begrænsede sig til 5 km jog.

tirsdag den 14. maj 2013

Mandag joggede jeg 9 km - bare for at løsne benene.
Om aftenen var jeg i Odense til møde om udviklingen for dansk løb, VM halv og tiden efter VM halv. Det var et lovende møde. Formanden og direktøren bakker op om "særlig opmærksomhed" for mellem/lang.

Jeg overnattede i Kolding og løb 12 km morgentur med 2 x (3-2-1 min) tempo undervejs.

søndag den 12. maj 2013

Uge 19

I dag cyklede jeg en omvej til arbejde og den direkte vej hjem, så det blev til 51 km + 36 km på MTB.

Ugen har været kanon. Det er meget længe siden jeg har klaret 3 gange interval på en uge, og haft overskud og gode ben stort set hver dag.
Det er godt at løbe progressivt på intervallerne, men jeg overdriver det. Tirsdag var det fra 2.36 til 2.27, torsdag fra 5.10 til 4.54 og lørdag fra 3.27 til 3.15. Jeg vil arbejde på at halvere den progressivitet.

I alt 66 km løb og 37 point for alternativ blev det til på ugen. Det er ikke så meget, men det er fint nok, når der er så mange pas med intensitet. Og jeg har en 5000m jeg skal være frisk til på torsdag. Jeg er som et lille barn af spænding, fordi jeg ikke har løbet en reel konkurrence siden E-løbet. Jeg burde kunne komme under de 17 min jeg har tilmeldt mig på.

lørdag den 11. maj 2013

Onsdag blev det kun til en klassisk 9 km tur i roligt tempo. Den slags ture prøver jeg ellers at skære ned på, og vil hellere cykle eller løbe frisk til.

Torsdag løb jeg interval kl. 8 på en 1,45 km runde i skoven. Jeg løb 4 ture med 90 sek. pause og snittet blev 5:03 min = 3:30 tempo. 12 km i alt på træningen, som kun tog 50 min i alt, fordi vi skulle skynde os til frokost i Fåborg.

Fredag morgen morgenjoggede jeg 6 km langs vandet i Faaborg, og resten af dagen gik vi ca. 15 km rundt om Sundssøen og på Lyø.

Lørdag ville jeg have løbet 6x1000m, man da der var fodbold på stadion løb jeg 6x1 km frem og tilbage på Kongevejen på den første km af testruten (DAF opmålt). Snittet blev 3:22. Pause 2 min. 16 km i alt på træningen.

tirsdag den 7. maj 2013

Mandag havde jeg naturligvis lidt ristede stænger, men efter 1,5 km jog satte jeg farten op og løb de næste 8 km i ca. 3:58 tempo. Med 1,5 km afjog blev det til 11 km i alt og derudover en god gang mave/ryg.

Tirsdag var der et kæmpe fremmøde på banen til vores intervaller. Vejret og stemningen kunne ikke være bedre. Vi løb 6x800m eller 6x400m. Og alle startede sammen på hver interval. Vi vægter det social meget højt, og det fungerer rigtigt godt på denne måde.
Jeg lå igen i en god gruppe med Vienberg, Laybourn, Stephen og Idoff. Lige bagved lå mini-Hartlev og Jonas og løb et kanon pas, og langt foran lå Pär-Johan. På den første omgang var der naturligvis pace af Asbjørn, Emily, Louise og Josefine. Fed træning. Jeg løb 2.33 i snit på mine 6x800m med ca. 2:30 i pause.
I alt 12 km på træningen plus en halv time MTB på vej til/fra træningen.

mandag den 6. maj 2013

Uge 18

Lørdag blev en vaskeægte fridag. Jeg kørte op til familien i sommerhuset direkte efter nattevagt, og efter en lur var lysten mest til at være sammen og slappe af.

Søndag kørte Miriam og jeg til Valby Hegn, som er en skov jeg ikke har været i. Miriam tog på Geocaching mens jeg løb 17 km med 10x90sek ryk indlagt.
Jeg cyklede en 2 timers tur på MTB hjem via Valby Hegn, Høbjerg Hegn, Gribskov og Børstingerød.

Ugen gav 65 km løb med 2½ kvalitetspas. Og med 8 timers cykling, et svømmepas og 2 gange mave/ryk sniger jeg med helt op på en samlet trænings indsats på 147 point. Dejligt!

fredag den 3. maj 2013

Mål for 2013

Det er først nu, at jeg tror på, at skaderne er små meget under kontrol, at jeg kan træne godt nok til at kunne løbe nogenlunde hurtigt.
Mine primære mål er at forblive skadesfri og bevare lysten til at træne og være træner.

Jeg er ikke så fascineret af de trendy trail og ultraløb. Jeg vil hellere løbe old school konkurrencer, hvor formålet er at få mest muligt fart hele vejen til målstregen.

Jeg er lige rykket i M45 klassen, og vil gerne sætte nogle klubrekorder. De fleste rekorder i klassen indehaves af Bjarne Edske og Keld Johnsen (PR bl.a 13.46 og 28.35).

De tider jeg vil prøve at jagte er:
1500m - 4:40 hvilket vil give en 3. plads efter Edskes 4.21.10 og Kelds 4.26.26
3000m - 9:45 hvilket er lidt bedre end Keld og vil give en 2. plads efter Edskes 9.34.9
5000m - 16.30 hvilket er KR lige lidt bedre end Keld og Edske
10000m/10 km - jeg tror ikke jeg får løbet de distancer
HalvMar - under 1.15.00 kunne jeg sidste år, så jeg kan igen i år. Klubrekorden er 1.15.12.
Marathon - forhåbentligt kan jeg bygge km på til efteråret, og løbe i november. Mål sub 2.40. KR er kun 2.53.37

Derudover vil jeg gerne vinde enten V-DM 5000m eller Halvmar. Hvis det kikser håber jeg på gruppesejr ved E-løbet.
Dejligt vejr og dejlig træning i dag.
Middag:                90 min MTB
Sen eftermiddag:  11 km løbet sådan: 2,5 km opv. i 4:00 - 6 km i 3:43 - 2,5 afjog i 4:50
Onsdag formiddag:      9 km roligt
Onsdag eftermiddag:   37 km på cykel til arbejde - herefter et sent tog til Kolding, for at besøge mine forældre.

Torsdag morgen:         14 km i skoven i Kolding med gode bakker. Det er bare ikke så godt for mit knæ at løbe nedad.
Torsdag aften:             Svømning hvor jeg nåede 1750m/40 min inden læggen krampede.

tirsdag den 30. april 2013

Mandag cyklede jeg til Rågeleje og tilbage for at hente noget i sommerhuset. Det blev til 75 km på 3 timer på MTB. Der blev opbygget mentalstyrke, da turen bød på regn, blæst, kulde og 2 hygge-punkteringer.

Tirsdag havde vi en fed fællestræningen, hvor vi var 25-30 løver. Vi løb 5x1,3 km i skoven. Jeg løb mellem 3:30 og 3:25 tempo. 14 km i alt. Andreas MJ, Stefan og Stephen gjorde det godt.
Jeg klokkede også en halv time på MTB til/fra træning.

mandag den 29. april 2013

Lørdag løb jeg først 6 km for at hente bilen i Blovstrød, hvor vi havde været til konfirmation.

Senere løb jeg 10 km med min ven Henrik i Rågeleje.

Efter torsdagsintervallerne var mit knæ blevet ømt igen, så jeg trænede ikke søndag.
Det går eller rigtigt godt med ballen/ryggen nu, og den ømhed jeg havde på skinnebenet forsvandt igen.

Ugen gav 62 km løb og 90 point i alt.

lørdag den 27. april 2013

Torsdag havde vi en fed klubtræning med 6x1km i skoven. Vi prøver at få så mange som muligt under 17 min på 5 km i år - jeg selv som en af dem - og os på det niveau lå og pacede hinanden godt (laybourn, krog, kristian hartlev og lidt foran andreas mikkelsen og TJ) Jeg fik 3:19 i snit (pause 2:10), og det er jeg vildt glad for, fordi formen var så elendig for bare 3 uger siden. 15,5 km på træningen.

Fredag joggede jeg først 11 km med Permin i Rågeleje, og kort efter kørte jeg 26 km på MTB.

onsdag den 24. april 2013

Mandag holdt jeg en fridag, og det er jo helt i tråd med den måde Kasper Wakefield byggede sin uge op på, fortalte han ved et super foredrag jeg var til tirsdag aften.

Tirsdag havde vi klubtræning på banen. Vi løb 2x800m + 3x600m + 4x400m. Jeg løb 3:18 tempo på 800m, 3:14 tempo på 600m og 3:05 tempo på 400m. Pause 1:45. I alt 12,5 km på træningen. Vores nye juniorløber, Stephen, vise hvor meget man kan gå frem på kort tid.

Onsdag kørte jeg 40 km MTB og joggede 7,5 km på græs. Mit skinneben var lidt ømt under opvarmningen i går, så jeg må passe på. 

mandag den 22. april 2013

Uge 16

Ugen sluttede med en 11 km morgentur i Marielundskoven i Kolding.

Jeg kom op på 75 km i denne uge, men rigtige intervaller tirsdag og mellemhårde pas mandag, torsdag og lørdag. Derudover 38 point for alternativ træning. Fed uge!
Måske kan jeg begynde at finde en konkurrence at stille op i :-)

lørdag den 20. april 2013

Endnu 2 gode træningsdage er vel gennemført.

Fredag morgen:  Mave/ryg og 8 km jog
Fredag aften:      25 km MTB med min søn Joachim + 1300m svømning med min kone Miriam

Lørdag morgen: 2,5 km opvarmning i 4:15 + 6 km/22:52 med tempostigning 3:56 => 3:36 + 3 km afjog.

Nu står den på en tur til Kolding til Marie Key og konfirmation.

Niels Kim ringede i går og fortalte, at der nu endeligt kommer et møde, hvor det mellem/lang-"underground"-projekt, Niels Kim har kørt de sidste år, forhåbentligt bliver til et officielt DAF-projekt.  

torsdag den 18. april 2013

Det var endnu en god løbedag. Ved klubtræningen var Kersti på banen med de unge og hurtige, mens jeg tog en tur i skoven med Astrid, Tine, TJ og Tomas. Alle løb 3x1 km på 3:39 i snit og Tine og jeg tog 3x1 km mere på 3:37 i snit. Ret sejt! I alt 14 km på træningen. TJ skal løbe DM Ultra lang (o-løb) på søndag og de andre skal løbe BT Halv.
Min knæskade har jeg fået styr på, efter at jeg holdt op med "coretræning" og bare laver almindelig mave/ryg-træningen, som ikke belaster knæet. Måske laver jeg øvelserne forkert. Eller også er der en vis risiko ved at lave de øvelser, hvor knæet bliver udsat for hård belastning? Jeg har hørt om andre som har oplevet lignende, så pas på ikke at starte for vildt op med coretræning.

Jeg så et fedt citat i dag, som var nyt for mig:
"Hard work beats talent when talent doesn't work hard"

onsdag den 17. april 2013

Mandag løb jeg 8 km på 31:20 (3:54 tempo) og joggede 1 ekstra km. Senere cyklede jeg med Joachim, men da hans kæde knak på bakken på "Tyren", måtte jeg skubbe ham hjem, så jeg fik en del syre i den ene arm.

Tirsdag havde vi en fed aften med små 30 deltagere til fællestræning og teammøde. Vi løb 8x600 el. 8x400 med ca. 2 min pause. Jeg havde det godt og lå i gruppe med Kristian Krog, Kristian Hartlev, Laybourn, Stefan og vores nye stærke løber Stephen. Emily, Louise, Dasha og Andreas fulgte også fint med på de første 400m. Jeg løb 1.57 i snit (3:15 tempo). Lidt foran havde vi Thomas Jensen, Pär-Johan, Asbjørn og Jonas. Kasper lå langt foran, selvom han havde lavet maxtest dagen før. Ved mødet fortalte han de andre om sin flotte fremgang, som bl.a. skyldes de råd han har fået efter testene ved DSA.
Hos Løverne satser vi på denne side af sommerferien primært på deltagelse ved baneturneringen og mændene tager også til DM hold.

Onsdag joggede jeg 9 km og tog 80 min på MTB med godt fart. Resten af dagen arbejde Miriam og jeg i haven.

søndag den 14. april 2013

Uge 15 - bedre og bedre

Onsdag:   1 time på MTB og 7 km/30 min på løbebånd
Torsdag:   Klubbens 5 km testløb. Jeg havde ondt i ryggen og dårlige ben. Jeg løb med Asbjørn og han fik en fin tid på 18.25. 10 km i alt på træningen.
Fredag:     Jeg holdt løbefri pga. ryggen og cyklefri pga. det triste vejr.
Lørdag:     11 km med tempo på 4 km (3:52 => 3:38). Fedt pas - næste uden smerter. Nåede også lige 40 min på MTB inden vi kørte til lillesøsters fødselsdag i Kolding.
Søndag:    12 km jog i Stenderupskoven og på stranden ved Løverodde. Senere 40 min spinning og masser af mave/ryg øvelser.

I alt kom jeg op på 60 km løb og 84 point i alt. Det er fedt. Jeg tror mit knæ er ved at gå i orden, og jeg håber at jeg kan få ballen/ryggen under kontrol, så jeg kan komme til at løbe marathon til efteråret. Jeg vil fortsætte med at cykle en del og prøver at løbe kortere og hurtigere end normalt.

tirsdag den 9. april 2013

Mandag løb jeg 8 km på 33 min

Tirsdag havde vi et godt sæt på banen. Jeg løb med på det lange program som var 400-500-600-700-700-600-500-400. Mit tempo lå mellem 3:20 og 3:30. I alt blev det til 12 km på træningen.

Det går bedre og bedre med knæet nu :-) Jeg har løbet 5 dage i træk, og det gør langt fra ondt hele tiden.
Til gengæld er det ikke blevet en snus bedre med min balle/ryg. Jeg føler mig som en gammel mand (er en gammel mand), når jeg prøver at løbehurtigt. Men fuck det - jeg kan løbe og cykle til jeg bliver træt - og så må det være godt nok.
Men hvor jeg dog savner det med at have et løbs-projekt at stile mod.

søndag den 7. april 2013

Uge 14

Ugen fortsatte på en god måde.
Fredag: 7 km / 30 min på bånd. Om eftermiddagen tog jeg til Kolding
Lørdag: 11 km i skoven, hvor der jo altid er gode bakker og i øjeblikket også meget is. Jeg løb mellem 4:05 og 4:10 på de flest km. Om eftermiddagen tog jeg tilbage til Allerød.
Søndag: 7 km / 30 min på bånd og herefter cyklede jeg hjem fra arbejde. Det tog 1:28 da der var modvind. Det er sgu utroligt, at man får slud og hagl i ansigtet i april.

Jeg kom op på 35 km løb og 82 point i alt inkl. cykling og mave/ryg.
Mit knæ har det måske bedre af at jeg også cykler. Jeg er optimistisk.

torsdag den 4. april 2013

Mandag cyklede jeg til HiN i Tisvilde og så lige da de bedste kom i mål. 1 time på MTB.

Tirsdag var jeg træner ved banetræningen. Vi løb 900m-800m-700m-600m-500m-400m.-300m-200m-100m. Jeg løb langsomt men fik da 10 km i alt.

Onsdag cyklede jeg 32 km med min søn Joachim

Torsdag cyklede jeg til arbejde på MTB. 36 km / 75 min i sidemodvind.

mandag den 1. april 2013

Uge 13

Vi har været i sommerhuset i Rågeleje hele ugen. I dag skulle jeg have løbet Helvede i Nord, men det er naturligvis droppet.
Jeg løb 5 gange i denne uge. Mandag 5 km, onsdag 5,5 km, fredag 5,5 km, lørdag 6 km og søndag 8,5 km. Torsdag cyklede jeg en time på MTB og lørdag svømmede jeg 1300m på 30 min. Derudover 3 gange med mave+ryg program.
Så længe jeg kun løber hver anden dag, går det fint med knæet, og det gjorde ikke ondt at cykle. Jeg prøver at holde mig i på ca. 4 løbeture om ugen og lægger mere cykling ind.

tirsdag den 26. marts 2013

Uge 12 og DM 10 km

Min egen situation blev ikke bedre den sidste uge. Jeg er nu øm i begge knæ. Måske kommer det fra de core-øvelser, som er belastende for knæene? Det håber jeg, og prøver at skære dem væk. I dag løb jeg en skøn 5 km i Rågeleje. Det gjorde slet ikke ondt imens, men bagefter er det lidt irriteret.

DM 10 km var endnu et bevis på at det går godt med dansk løb. Med den bredde der er i toppen for mænd nu, er det kun et spørgsmål om tid, før nogen vil rykke niveauet endnu højere.
Kvinderne har ikke samme bredde, men den kvalitet Simone og Kunø viste, var absolut på højde med mændenes.
Jeg håber snart der sker noget i DAF, så alle de gode ideer Niels Kim har kan blive gennemført. Jeg fornemmer der er en udvikling i gang. Nok ikke så skidt med en ny sportschef.

Som træner var det fedt at opleve hele flokken i fremgang, og se et par perler på toppen af truppen.

søndag den 17. marts 2013

Fremgang

Det har været en uge med gode resultater på halvmarathon for vores danske elite. Først i CPC i Holland med Them, Faurschou, Budolfsen og Sara og i dag i New York med Thijs. Da Danmark fik VM halvmarathon i 2014, gav et tilbageblik på ranglisterne en forventning om, at man kunne komme på holdet med 67 min. Nu ser det ud til, at vi helt sikkert får et herrehold hvor alle har løbet under 66 min. Og jeg tror det bliver meget bedre end det. Så muligheder skaber fremgang. Kvindernes styrke er mere skrøbelig, så vi må gøre alt for at dem som kan, er på toppen på dagen.
Min egen situation er også positiv. Jeg løb 9 km i tirsdags ved vores gode fællestræning. Torsdag 6 km og fredag 5 km. I dag kom jeg til at løbe lidt for langt (11 km) fordi vejret var så godt, og jeg ikke havde ondt. Der er ikke sket mirakler, men ømheden har ændret sig. Jeg holder lidt igen til 1. april, og derefter vil den får fuld gas med alternativ træning hvis jeg stadig er øm i knæet til den tid.

søndag den 10. marts 2013

Uge 10, status og overvejelser

Jeg er flittig med styrketræningen, men får ellers ikke trænet så meget. Tirsdag var jeg i Kolding og joggede 5 km i skoven. Fredag tog jeg 20 min på cross-trainer og søndag løb jeg 5 km på bånd. Mit knæ har det stadig ikke for godt.
Når jeg ikke selv er fit og ikke kan konkurrere, tænker jeg som regel over hvad jeg så helst vil bruge tiden på. Jeg har været klubtræner i mange år, og det er stadig sjovt, men selve det at være på som træner, trækker ikke så meget mere.
Så jeg tænker på om jeg skal engagere mig mere i DAF arbejdet med Niels Kim. Der er nok at tage fat på.
- arrangere Vinterturneringen
- opstille udtagelseskrav
- udtage løbere
- arrangere træningslejre og evt. deltage på disse
- planlægge stævnedeltagelse og deltage som træner/leder
- holde kontakt og motivere løberne
- og meget mere hvis der var tid
Jeg vil gerne være med til at hjælpe i det danske løbemiljø og hjælpe de bedste løbere, hvis tiden er til det.

mandag den 4. marts 2013

DM cross

Der er sket meget i den sidste uge. Torsdag var der generalforsamling hos Løverne. Det gik godt og Steffen blev genvandt til bestyrelsen. I weekenden var der DM cross med mange flotte resultater til Løverne. Jeg er stadig skadet, men lidt mere optimistisk nu.

mandag den 25. februar 2013

Knæskade, krampe og body-sds

Torsdag rejste jeg til Kolding direkte efter min nattevagt. Jeg lavede mine øvelser, men løb ikke.
Fredag morgen løb jeg en tur i skoven i Kolding. Der var helt sne- og isfrit, og ikke spejlglat som i Nordsjælland. Jeg fik en voldsom krampe efter 5 km og måtte humpe hjem. Måske kommer det af at jeg er begyndt at lave nogle specielle styrkeøvelser med elastik. Fredag eftermiddag var jeg til body-sds hos Mikael Kyneb. Det var spændende at prøve, og jeg fik nogle gode ting med derfra.
Lørdag løb jeg ikke.
Søndag skulle jeg løbe til Farum og hente bilen. Det gjorde hurtigt rigtigt ondt der i læggen, hvor jeg havde krampe fredag, så det var ikke en sjov tur.
Det er ikke gået fremad med knæet. Nu gør det ondt, selv når jeg går.
Jeg havde glædet mig til DM cross og håbet på et godt DM 10 km. Det bliver der ikke noget af.

onsdag den 20. februar 2013

Jeg holdt løbefri mandag og tirsdag. Jeg var til læge og fys tirsdag. Begge konstaterede at knæet ser ud til at virke okay. Lægen gav en henvisning til reumatolog, men ville ikke give til fys (han bliver snart skiftet ud). Jeg gik til fys alligevel. Han mener, at knæproblemet har sit udspring i den ustabilitet der stadig er omkring mit bækken. Jeg lægger derfor nogle flere stabilitetsøvelser ind i mit core-program.
I dag løb jeg 7 km i 4:30 med fokus på stil og grundspænding. Det var ikke helt godt for knæet, men det er vigtigt, at jeg ikke holder pause totalt, så i det omfang det ikke bliver værre, vil jeg løbe små ture hver dag.

mandag den 18. februar 2013

Uge 7

Fredag var jeg frisk og løb 13 km / 58 min om morgenen og 8 km / 34 min om aftenen.

Knæskade
Og nu gik det altså lige så godt, og så begynder knæet at drille. Fra i lørdags har jeg haft ondt i venstre knæ hele tiden. Så nu holder jeg nogle dages pause, og ser hvad der sker. Jeg skal forbi Kyneb på fredag.

Uge 7 
Jeg var oppe på 82 km fredag, og havde sat næsten op efter 120 km, men blev altså stående på 82 km for ugen.

torsdag den 14. februar 2013

Onsdag formiddag var Christian sgu klar til en løbetur. Vi løb i sneen i skoven. Det blev til 15,5 km /74 min.

Torsdag tog jeg på bånd i FW. Jeg løb 2x2km+2x1km i 3:25 tempo og 2x500m i 3:20 tempo. I alt igen 15,5 km/ 60 min.

onsdag den 13. februar 2013

4 dage med løb i Hyde Park

Vi har været på en miniferie i London med alle 4 sønner. Selvom vejret var trist, var vi ude hele dagen, så "vinduet" til løbetur var inden de andre vågende. Jeg fik derfor ikke løbet så meget. Lørdag 7 km/ 33 min, søndag 15 km/ 72 min, mandag 13 km /60 min og tirsdag 17 km /75 min. I uge 6 rundende jeg lige præcis 100 km.
Det var igen fantastisk at opleve engelske løbere, som racer rundt i shorts og T-shirt i snevejr. Jeg boede i Oxford for mange år siden, og i løbeklubben var det helt utænkeligt at have andet end shorts på uanset vejret.  

fredag den 8. februar 2013

Fredag morgen:  8 km / 34 min på bånd
Fredag middag:  10 km /47 min ad Frb.vej fra Kollekolle til Allerød.
Det går meget bedre med knæet nu, og jeg har smidt 2 kg dødvægt - det er næsten som der er forår i luften :-)
De næste 4 dage træner jeg i Hyde Park.

torsdag den 7. februar 2013

Onsdag formiddag:    7,5 km roligt
Onsdag eftermiddag:  10 km på bånd med 5 km på 18:00 og de andre 5 km på 21:00

Torsdag formiddag havde jeg en løbeaftale med Christian Madsen. Men hans fysik var ikke klar til en tur med mig. Seriøst det er sgu synd for ham. Det var lidt nederen at skulle afsted selv, men jeg vendte det til noget positivt. Jeg fandt et område jeg ikke før havde løbet i. Farum gamle kasserne-område. Nu golfbanen "The Scandinavian". Det var fedt. Der var kun golfbanen, sneen, dådyrene og mig. Jeg fik 18 km.
Torsdag aften lavede jeg core og løb 7 km/ 29 min på bånd.