søndag den 28. september 2014

Uge 39

Torsdag cyklede jeg på arbejde og løb senere 4 km.

Fredag holdt jeg pause. Jeg tog beslutningen om ikke at køre MTB Maraton, da mine nakkemuskler er ømme efter styrtet i lørdags.

Lørdag gik vi en lang tur i Tisvilde Hegn og jeg løb 7 km om aftenen.

Søndag holdt jeg fri, da nakken driller.

På ugen blev det til 20 km løb og 47 point på cyklen for de 5t14 min det blev til.

onsdag den 24. september 2014

Fællesmøde og fed træning

Mandag var det træls vejr. Jeg tog en times spinning med 4x4 og 3x3 min intensitet. Det var faktisk hårdt.

Tirsdag cyklede jeg hjem fra nattevagt. Om eftermiddagen havde vi en super træning, hvor 35-40 løver gav hinanden god pace. Der bliver lagt mærke til de mange stærke unge piger vi har i gruppen. Jeg kunne for første gang længe løbe med på lidt fart, og fik 9 km i alt.

Efter træningen holdt vi en samling med god stemning. Jeg fornemmer mere energi i gruppen end sidste år, så jeg håber på mere succes i den kommende Cross Challege.

Onsdag cyklede jeg 45 km i blæsten og holdt en jævn belastning som gav lidt over 30 km/t i snit.

mandag den 22. september 2014

Uge 38

Lørdag morgen måtte jeg erkende at ugen havde været lidt hård, og jeg trængte mere til at sove længe end til et hårdt MTB løb. Jeg løb 5 km da jeg vågnede og herefter gik vi på svampejagt i skoven. Om eftermiddagen skulle jeg bare lige checke mulighederne for at lave en god crossrute, og kørte derudad på MTB. I et sving hvor jeg var uopmærksom, kom der en modkørende og jeg bremsede max, og så bliver man altså kastet af sin cykel når den har hydrauliske skivebremser. Jeg landede på hovedet og fik ødelagt min hjelm, og slog ellers skulder og albue, men ikke noget alvorligt. Men mit nye lækre forhjul var helt ekset :-(  Jeg kæmpede mig hjem og skiftede til den gamle MTB og fik i alt en times træning mens jeg opsnuste nye stier.

Søndag var jeg meget øm i nakkemusklerne. Jeg cyklede roligt til Øverød for at hente bilen, hvor vi havde efterladt den efter en fed fest.

I alt fik jeg løbet 12 km og cyklet 11 timer 40 min, hvilket giver i alt 117 point, så det var en god uge.
  

fredag den 19. september 2014

Onsdag cyklede jeg hjem fra arbejde og kørte bl.a. det meste af det svære røde spor ved Furesøen. 1 time 44 min blev det til.

Torsdag cyklede jeg til arbejde i modvind. Det tog 1t17min for de 36 km.

Fredag skulle jeg have løbet en lille tur, men mit knæ er lidt ømt, så det bliver en fridag.

Der mangler i øvrigt en arrangør af DM lang cross og DM stafet, så jeg har gået og tænkt over om det er noget Blovstrød skal påtage sig. Jeg synes bare ikke vi har optimale forhold mht. overnatning og ruten vil blive en skovrute, hvilket er mindre fedt for publikum.

tirsdag den 16. september 2014

Hold da op en fed træning

Jeg tog den på cykel begge veje til arbejde. Første gang i år skulle der lys på om morgenen. I alt 77 km på 2t34 min.

Om aftenen var der 31 unge, voksne og veteraner til vores træning. Det gør mig glad at se hvordan Kersti trives som træner. Anna og Henrik gør det også fantastisk, og vi har god glæde af Marie Mørch til teknik og opvarmning. Min rolle er mere og mere at skabe en god ramme og bakke op.
Jeg kunne igen løbe uden at det gjorde ondt. Fantastisk med sådan en aften med godt vejr, god stemning og fuld indsats.

Social tur med pensionisten og hurtig løb med de unge

Min pensionerede flyveleder- og supervisorkollega, Perben Gorm, havde samlet 8 kollegaer i Skovshoved til cykeltur og smørrebrød på en mandag. Det var hyggeligt. Vi kørte 60 km og over de sidste 15 km på strandvejen var vi 4 som kørte den helt derud, hvor vi kom til at sidde en og en. Jeg cyklede frem og tilbage til Skovshoved og også til og fra stadion, så jeg fik 120 km / 4 timer.

Om aftenen var jeg på stadion, for at tage tid på de unge som skulle løbe 100m og 400m. Det er altid hyggeligt. Gustav på 12 år, satte ny 12-13 års klubrekord på 400m

Uge 37

Jeg var lidt slap i midten af ugen, men kom stærkt tilbage. 11 km og 7t40min på cykel giver 80 point. Jeg føler mig meget motiveret nu. Ny MTB giver lyst til nye oplevelser og gruppen i løbeklubben kører perfekt.

søndag den 14. september 2014

2 timers spas og fart

På andendagen med min nye MTB, skulle den stå sin prøve. Fra sommerhuset i Rågeleje kørte jeg op ad min "interval bakke" Strandbakken, som er en stejlere parallelversion af "Benbrækkerbakken". Min hidtil bedste tid var 1min50sek. Nu fløj jeg op på 1min34sek! Herefter kørte jeg 2 timer på singletracks i Tisvilde Hegn. Fåååk - det er fedt med 29 tommer. På nedkørslerne skal man til at passe på at man ikke sprænger trommehinderne. Og rødder og snacks på flade stærk kilder lidt i numsen, men har ellers ingen betydning. Jeg gav den gas og var for en gangs skyld flad i begge batterier da jeg kørte hjemad. Men alligevel testede jeg lige Standbakken en gang mere for at se om 1min34sek kunne passe. Og selv med trætte ben kom jeg op på 1min36sek.
En så stor forbedring deler jeg med glæde mellem køreglæde, gode ben og godt udstyr ;-) Jeg er happy - og det er min sponsor også :-)
På lørdag kører jeg med i finalen i Hotcup i Tisvilde Hegn.

lørdag den 13. september 2014

Ny MTB

Jeg har besluttet mig for at køre nogle MTB løb de næste måneder. Jeg kunne sådan set godt køre på den Cube jeg har, men jeg valgte at forkæle mig selv og købe en ny MTB. Så ved man også at det ikke er pga. cyklen hvis man ikke kan følge med. Jeg ville rigtigt gerne have en specialized, som den Christian Madsen har købt, men det gode tilbud han fik, er væk, så det ville blive for dyrt. Min ven Kenneth Carlsen (en solid gear feinschmecker) anbefalede Trek Superfly, som både fås i alu og carbon og i et hav af udstyrspakker. Jeg ville gerne have haft SRAM´s 1x11 gear, men det kunne ikke lige passe med det gode tilbud der var. Valget blev derfor en Trek Superfly 9.8. Det er carbonramme, 29 tommer hjul, 2x10 gear, en fin forgaffel, gode hjul og complet XT. Den er fed at køre på :-)
Mandag cyklede jeg til og fra arbejde ad den korteste vej. 73 km / 2t20 min.

Tirsdag løb jeg med på opvarmning og afjog ved vores fællestræning. Det blev til 7 km i alt.
Programmet var 5x1000m med start hver 6. minut. Pär-Johan så stærk ud, og havde 3.00 i snit. Sharif var nogle sekunder efter. Anna og Louise løb imponerende. Anna ca. 3.12 i snit og Louise ca. 3.18. Flere af de unge talenter gjorde det også godt.

Onsdag fik jeg en mystisk krampe i læggen og holdt fri.

Torsdag var læggen stadig spændt, så jeg tog en fridag mere, og kørte i stedet for rundt og kiggede på MTB. Jeg endte med at købe en Trek Superfly 9.8 hos Rex cykler i Helsinge.

Fredag var jeg presset for tid. Jeg kørte en omgang på Kettingerunden, som er 12,1 km, på 20.00 min. I alt 23 km på 41 min.

Lørdag havde jeg fået min nye MTB, og kørte en fed tur i Gribskov på 2t40 min.
Jeg løb også 4 km uden at få ondt :-)

mandag den 8. september 2014

Uge 36

Fredag kørte jeg en hyggelig tur gennem skovene fra Birkerød til Klampenborg med Christian Madsen. For filan hvor er hans nye MTB lækker. Jeg fik 2t36min inden jeg var hjemme igen.

Lørdag cyklede jeg til arbejde og hjem igen. I alt 83 km på 2t40min.

Søndag løb jeg 4 km langs stranden i Rågeleje og kørte 40 min spinning. Mit knæ gør ikke så ondt mere :-)

I alt blev det til 9 km løb og 10t40min i sadlen, så ialt 105 point. Det er meget positivt, hvis mit knæ er ved at gå i orden, så jeg kan løbe ture med de unge igen. På cyklen føler jeg mig stærk. Jeg køber nok en fin MTB, så jeg kan følge med i de kommende løb.

fredag den 5. september 2014

3 måneder til EM cross

Nu hvor banesæsonen er ved at slutte, er jeg nok ikke den eneste, som er begyndt at glæde sig til den kommende crosssæson. Udover vores hjemlige crossløb, er der NM i Finland d. 8 november og EM i Bulgarien d. 14 december. Og kan man drømme om at vi snart skal have hold med ved VM Cross, som løbes i marts?
For nogle år siden havde vi ingen juniorpiger med EM niveau. I år har 7! juniorpiger løbet under de vejledende EM Cross krav (ref. mesterskabsfolderen 2012), som vi tidligere brugte til at udtage bruttotruppen. Og et kig på den europæisk rangliste på 1500m viser at vores 3 bedste piger ligger ret pænt. I nogle år drømte vi forgæves om bare at kunne stille et pigehold. Nu har vi et hold med stærke piger, som ikke er bange for at slippe bremsen.
Min analyse af niveauet viser at det er løftet generelt i forhold til sidste år, hvor vi havde hold med i 3 klasser ved EM cross. Det burde være realistisk med hold i 4-5 af de 6 klasser i år. Og mon ikke også Simone, Thijs og Abdi vil gøre det endnu bedre end sidste år, og hjælpe til at trække niveauet op.
EM skal løbes ved Samokov i et skisportsområde syd for Sofia. Det ligger 1300m over havet, hvilket giver visse overvejelser om højdetræning er en forudsætning for at klare sig godt.

DAF´s sportschef er for nylig fratrådt, men mon ikke vi kører med samme politik, økonomi og ambitioner i forbundet. Der er jo gang i noget stærkt i dansk løb.
Jeg håber på, at vi igen forhåndsudtager de løbere, som har brug for ro i deres forberedelser til EM, og lader resten af pladserne stå åbne, så vi får et fedt NM kval. løb d. 25. okt. og et udfordrende NM.

Cross Challenge 2014-2015

Niels Kim har igen fået komponeret en spændende Cross Challenge. Jeg har hjulpet med praktiske ting, og har vendt og drejet forskellige nye ideer med ham. Vi introducerer et nyt DM i 3x4 km stafetløb, som erstatter det normale holdløb ved DM kort cross. Dette gælder dog ikke for ungdom og junior.

Da vi hermed har 2 runder med stafetløb, 3 runder som er individuelt DM og 1 runde som er NM udtagelse, har vi diskuteret om der skal være forskel på point i de forskellige runder. Vi har også overvejet om mændende holdstørrelse i CC skal ændres fra 5 til 3 løbere, så CC hold og DM hold bliver ens. Nu er der jo i forvejen 2 stafetrunder hvor mændene har 3-mandshold. Vi beholder dog 5-mandshold i denne sæson. Og vi har besluttet at der fortsat gives samme point i holdløbene i alle runder.
Til gengæld gives der 2 point færre i den individuelle konkurrence i de 2 stafetløb. Altså 48-45-43 osv. i stedet for 50-47-45 osv. Disse runder afgøres jo på tid og ikke i direkte duel.

Jeg glæder mig vildt til Cross Challenge starter d. 25 oktober med NM cross kvalifikation.

Solo udbrud i Sommercuppen

Sidste runde af Sommercuppen over 65 km/5 omgange ved Skærød-Anisse startede voldsomt, da mange af de stærke ryttere rørte på sig fra start, og allerede efter en halv omgang var det afgørende udbrud med 9 mand kørt. Jeg kan kun tilskrive det manglende mod, at jeg ikke forsøgte at komme med udbruddet i rette tid. I flere omgange var feltet så tæt på, at man kunne være rykket op til udbruddet, men da der var 3 fra ACK med, skulle vi andre ACKére holde os fra det, da man jo kan risikere at trække hele feltet med op.
Øv - løbet var afgjort, men jeg prøvede alligevel at holde humøret højt, og se om jeg kunne lære noget om cykelløb denne aften alligevel. De 9 mand i udbrud blev til 8, og de fik hurtigt over 2 min forspring, og ville ikke blive indhentet. Os fra ACK som sad i feltet, kunne derfor igen begyndte at køre med i kapløbet om de sekundære placeringer, uden risiko for ødelægge det for vores kammerater oppe foran. Efter en periode med mange ryk og relativ hård kørsel, gik det i stå - og så rykkede jeg. Hurtigt fik jeg 200m forspring, men der var 14 km til mål og jeg var helt alene. Totalt håbløst projekt tænkte jeg, men kunne ikke gøre andet end træde i pedalerne. Jeg tror mit forspring lå på 2-300m de næste 12 km, hvor jeg holdt godt 38 km/t i snit. Hen mod spurten trak feltet ind på mig og 800m fra mål kørte feltets ledsagerbil uden om mig. Så er man sgu presset :-) Men jeg holdt hjem med 5 sekunders forspring og blev nr. 9. ACK besatte de 3 første pladser i dag og Brian, som vandt, fik lige præcis point nok til at overtage den samlede 2. plads i Sommercuppen. Og John blev nr. 2 i hovedfeltets spurt, så det var endnu en stor ACK aften.
Jeg er glad for at den gode træning hen over sommeren gav resultater. I alle 3 løb efter ferien er jeg kommet i mål foran hovedfeltet. I maj og juni, havde jeg svært ved bare at følge med hovedfeltet.
Mandag havde jeg mange ting at nå, og kom ikke ud at træne. Jeg bildte mig selv ind, at det også var smart at samle kræfter til den sidste runde i Sommercuppen på torsdag.

Tirsdag cyklede jeg hjem fra arbejde. 44 km på 1t27min. Jeg kørte et hårdt ryk på 4 km, som sluttede med stigningen fra Kollekolle til Nørreskoven, hvor jeg holdt farten over 38 km/t på trods af lidt side-modvind ude fra Furesøen.
Senere kørte jeg på MTB til træning i klubben, hvor vi fik en ny stærk pige til vores gode juniorpige gruppe. Jeg håber vi kommer til at se meget til hende i fremtiden. Jeg løb med på opvarmningen og lidt frem og tilbage på stadion mens der blev løbet intervaller.

Onsdag trillede jeg kun en halv time på MTB for at løsne benene.

Uge 35

Søndag skulle jeg igen til DMU som træner, og fik slet ikke trænet. Vores unge var dygtige, ikke mindst Louise som fulgte planen perfekt på 3000m og kom hjem med både PB og guld.

Ugen gav 7 timers cykling og dermed 63 point.