torsdag den 22. november 2012

I gang igen eller?

Tirsdag besluttede jeg, at jeg igen er rask, så jeg tog til vores fællestræning og joggede med, mens der blev løbet intervaller. Jeg fik 10,5 km i bogen. Senere lavede jeg en god portion stabilitettræning.

Onsdag checkede jeg op på ruten til Øst Cross og vores klubmesterskab. Det gav mig 7 km jog.

I dag lavede jeg igen stabilitet og løb med ved ungdomstræningen. Der var en god flok unge som klarede 10 km i skoven med pandelamper på 48 min. Helt okay. Jeg fik 11,5 km i alt og en god snak med Permin.
Jeg synes dog allerede at ballen er ved at skabe problemer igen :-(

søndag den 18. november 2012

Uge 46

Jeg har været syg hele ugen, og hoster stadig det meste af tiden. Jeg har overhovedet ikke trænet, og noterer derfor for første gang i mange mange år et ret nul. Mit aktuelle form-index, som er en slags gennemsnit at de sidste 12 ugers træning, ligger på 50. Det ligger normalt på 90-110.

Så dette må være vendepunktet. Nu skal det igen gå fremad. Jeg håber, at jeg kommer i gang uden at være generet af min balle og ryg. Så kan det kun blive godt :-)

Heldigvis har der været mange spændende udfordringer som træner/leder i klubben og sammen med Henrik og Niels Kim, så lysten til at arbejde i løbeverdenen er ikke blevet mindre.

onsdag den 14. november 2012

EM cross udtagelse

Jeg vil gerne fortælle om hvordan tingene foregår, så jer, som er interesserede kan følge lidt med. Efter NMX afstemte Henrik, Niels Kim og jeg vores vurderinger af præstationerne. Som udgangspunkt stod de 15 forhåndsudtagelser til EMX ved magt. Og heldigvis gjorde langt de fleste det naturligvis super godt, for man bliver ikke forhåndudtaget medmindre man har klasse, erfaring og stabilitet. Anne Holm havde dog meldt afbud til begge CC, og opfyldte derfor ikke længere betingelserne for sin forhåndsudtagelse. Kun 2 løbere (Johan og Jacob ØM) havde problemer på dagen, men ikke sådan at vi tvivler på, at de præsterer godt ved EM om små 4 uger.
Vi blev hurtigt enige om at yderligt 3 junior/mænd (Glans, Zacharias og Falch) skulle udtages til EM, da de både ved CC1 og NM har vist højt niveau.  
Så mændende var det nemt nok med.
Junior pigerne og senior kvinderne var sværere. Vi havde nok alle 3 en forventning om, at juniorpigerne ville gøre det bedre end sidste år i forhold til placeringer og afstand i tid til de bedste. Men på trods af meget lovende tider på banen i sommer (primært 1500m) gik det stik modsat.
Vi vendte hver en sten, og regnede på procenter, de andres resultater og NMX- og EMX resultater, men kunne ikke finde et rimeligt argument for at sende pigerne afsted, selvom vi havde meldt ud, at nu skulle vi også have piger med. Afstanden op til de bedste er simpelthen for stor. Skulle vi mødes i en landskamp på 800m/1500m ville pigerne klare sig fint, men på de længere distancer, er vi ikke gode nok endnu.
Vores senior kvinder overraskede vildt positivt med sølv i holdløbet. Men uden Simone, som løber U23 ved EM, er holdet ikke så stærkt. Så efter mange overvejelser - som også inkluderede Louises træner og mig på Leas vegne - blev det besluttet, at det er bedre at vente et år mere, så der kan stilles et stærkt hold, hvor Simone og måske også Anna Holm kan være med.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg (og Henrik og Niels Kim) rigtigt gerne så mange flere kvinder på landsholdet. Og det skal nok også komme.
Jeg er personligt ærgerlig over, at det ser så skævt ud med 16 mænd og kun 1 kvinde, for det kan nemt tolkes som om kvinderne vurderes hårdere end mændene.
For at forstå hvorfor man til et EM ikke bare kan lade nogen "få chancen", skal man vide, at gruppen med Henrik, Niels Kim og jeg kun indstiller udtagelse til DAF. Det er i sidste ende DAF´s direktør, Jakob Larsen, som står med ansvaret. Og han bliver ikke målt på sympati for løberne. Han skal benhårdt kunne svare for enhver udtagelse. Og til et EM bliver man altså ikke udtaget, hvis det ikke forventes, at man kan klare sig i den bedste halvdel. Hvis vurderingen er, at man på en god dag kan blive nr. 70 ud af 90, er det ikke godt nok. Nogen skal blive nr. 70 - det er jo helt sikkert - men det må aldrig være "best case".

mandag den 12. november 2012

NM cross

Fredag eftermiddag satte vi NM rute op, og viste de udenlandske løbere rundt. Om aftenen ankom alle til hotellet og der var middag. Niels Kim og jeg stod for det tekniske møde med de andre landes ledere, inden vi holdt en fælles briefing med de danske løbere. Herefter gik vi i grupper og talte taktik og mål. Jeg havde kvinderne, som jo har haft det svært de sidste år. Men jeg havde regnet på Simons tid i Korsør i forhold til Abdi, og set at Simone er tæt på at være lige så god som Abdi. Så min vurdering var Simone i top 5, Louise i top 10, og Maja/Lea kun få pladser efter. Vi gennemgik deres konkurrenter. Norge så skræmmende ud, selvom Grøvdal ikke var med. Så målet blev, at vi skulle slå enten Sverige eller Finland og få bronze. Jeg hjalp også Steffen Falch med at lægge en plan og sætte mål op. Da EM cross har været hans drøm siden foråret, var det vigtigste, at han viste samme høje niveau som i Korsør. Derfor aftalte vi, at han skulle holde sig på sin egen grænse i den første del af løbet, og evt. støtte sig til Faurschou, som altid løber stabilt. Hvis han så var flyvende til sidst, kunne det måske blive til en plads på holdet og en NM medalje.
Kvinderne tog sgu røven på os alle. Nr 1, 5, 8, 9, 17, 20 og 21 og holdsølv var fantastisk! Vi var faktisk lige ved at slå Norge. Og Steffen løb super veldisponeret og fightede sig op gennem feltet til den optimale placering. Næste år kan han satse mere og være med i frontgruppen.
Generelt var det en super oplevelse at være med landsholdet. Fed stemning omkring det hele.
Dagen i dag har jeg bl.a. brugt på at evaluere resultaterne med Henrik og Niels Kim og lave indstilling til EMX udtagelse.

torsdag den 8. november 2012

Tirsdag formiddag joggede jeg 5 km i Rågeleje. Bare for lige at se havet.
Tirsdag aften var der igen rigtigt mange til fællestræning. Jeg løb med på 5x1km, for at være sikker på at være øm når jeg skal til læge onsdag :-) I alt 12 km.

Onsdag formiddag løb jeg 13 km på en time med Madsen og Permin i Rudeskov.

Onsdag eftermiddag var jeg hos reumatolog Bjørn Christau i Farum. Han blev hurtig sikker på, at min ryg er fin. Problemet kommer fra musklerne i min højre balle, som er alt for spændte. Så nu skal skal der spændes ud og laves styrketræning.

I dag skal jeg på NM ruten i Tårnby og gøre den helt klar til det store ræs på lørdag, som jeg glæder mig meget til.

mandag den 5. november 2012

Fredag var jeg ikke i løbeskoene, men knoklede pænt hårdt med at tømme huset, så vi kan få lavet gulvene.

Lørdag var jeg forbi træningen for landsholdet og andre talenter på NM ruten i Tårnby. Det blev løbet rigtigt godt igennem, og der var fuldt hold af de sjællandske løbere, undtagen Anne Holm som desværre er skadet, og ikke løber på lørdag. Jeg løb fra arbejde, så jeg fik i alt 8,5 km.

Søndag var jeg til Ø-DMU i cross i Bagsværd. Der var dejlige ræs og vores unge var helt fantastiske. Fedt at det kører så godt for vores pigegruppe, og at der dukker et talent som Louise op. Og skønt at drengene Jonas, Asbjørn og Andreas kunne vinde 14-15 år. Og stort at en relativ ny løber som Martin De Almeida går hen over vinder guld.
Jeg fik løbet 5,5 km og selvom jeg er holdt op med at løbe, blev det dog til 37 km på ugen.

I dag var hård med en lang arbejdsdag og transport fra sommerhuset i Rågeleje, hvor vi bor i de her dage mens vi får ordnet gulvene i Allerød. På vej herop hentede jeg en havkajak, som jeg skal hygge mig med til næste sommer.

torsdag den 1. november 2012

I min løbende verden er der sket lidt siden sidst, selvom jeg har besluttet at holde pause fra rigtig træning og konkurrencer. I søndags var jeg til løbestilskursus med Aleksandar Sørensen-Markovic. Jeg fik en del motion og lidt med hjem, selvom det var et begynder-kursus.
Mandag holdt jeg fri.
Tirsdag var jeg træner. Vi løb 5-6x1 km interval. Jeg fik selv 9 km opvarmning/afjog, men løb ikke med på intervallerne.
Onsdag holdt jeg fri.
Torsdag morgen mødes jeg med Steffen i Tårnby, hvor vi løb på NM ruten. Vi fik en rigtig god snak og Steffen løb 6x90sek. Det ser sgu godt ud. Han sparede sig til fællestræningen på Amager på lørdag. Da jeg løb fra arbejde kom jeg helt op på 15 km.