mandag den 29. oktober 2012

NM cross udtagelse

Vi er et godt hold, Henrik B Andersen, Niels Kim Hjorth og jeg, som står for det danske løbeprojekt, hvor EM cross og VM halvmarathon er de vigtigste højdepunkter.
Efter Cross Challenge i Korsør udtog vi i alt 29 løbere til det danske landshold. Vi havde forhåndsudtaget en række løbere, som tidligere har gjort det godt i cross, og resten blev udtaget efter præstationerne i Korsør. Så egentlig var det nemt nok :-) Men så er der alligevel en masse detaljer.
Er der løbere som ikke var med, som vi alligevel skal tage i betragtning?
Er der kvalificerede løbere, som alligevel ikke kan løbe ved NM?
Hvad er aldersgrænsen? Der var bl.a. Dorthea på 14 år, som løb fantastisk.
For juniorpiger var det glædeligt at KIF´s Maria Larsen beviste, at hun også er en god crossløber, og at de øvrige viste fint niveau. Reinholt meldte afbud pga. problemer med knæet, men hende udtog vi alligevel, da hun er en af de stærkeste juniorløbere. Så bortset fra Allerød´s Maria Mørch og måske også Anna B. Mikkelsen, er holdet så stærkt som det kan være. Aldersgrænsen som DAF sætter er 15 år (årgang 1997). Ved EM er den internationalt bestemt til 16 år.
Der var virkelig hård konkurrence blandt juniordrengene. Det var fedt, at Peter Glans er helt tilbage på toppen efter sin skade. Og Zacharias var overraskende god. Markus Rønn kan ikke deltage ved NM, så der blev, lidt som vi havde forventet, også plads til den gamle amagerdreng Furstenberg på holdet. Der er ofte en god sammenhæng mellem gode 1500m tider og gode crossløb. Som træner er jeg ked af at Permin havde en offday. Hans andre resultater viser, at han kunne have løbet sig på holdet.
Kvinderne mangler en del bredde blandt de rigtige seniorløbere. Alligevel var det overraskende at der - fortjent - kommer 2 veteraner på NM holdet. Simone er god, og det er super at en næsten helt ny løber, Louise Kunø fra Aalborg AM, debuterede sig direkte ind på landsholdet.
Herrenes løb var meget som forventet. Steffen Falch overraskede mange, men naturligvis ikke mig :-) Vi vidste, et han er skarp, og havde en målsætning om at han skulle slå Johan eller Jesper, for at vise EM niveau. Han slog dem begge. Og det var ikke fordi de ikke var gode! Bueno meldte fra, og det giver en god NM chance til Lommer. Ham har jeg gået og holdt øje med, og det er fedt at han slår igennem. Især fordi han er U23.
Jeg synes, at vi kom forstærket ud af NM kvalifikationen. Der laves rigtigt meget godt arbejde ude i klubberne. Bagsværd imponerer med 3 NM-løbere og Aalborg bobler opad under David Møller.
Og selvom vi helt klart kunne blive bedre til at informere og kommunkere om hvordan vi arbejder, er jeg stolt af, at tiderne hvor der ofte var stor kritik, af hvem der blev udtaget, er forbi.

lørdag den 27. oktober 2012

Cross Challenge

I Blovstrød Løveklubben er vi på vej med et nyt kuld junior løbere, og de gjorde det godt i dag ved 1. runde i Cross Challenge i Korsør. Og Steffen Falch, som jeg hjælper, er efter en god træningsperiode virkeligt begyndt at får noget ud af sit store talent. Først en 2. plads ved E-løbet og nu nr. 4 foran flere store løbere. Jeg er ked af det på Permins vegne. Han fik ikke den succes i dag, som han har fortjent.

Mig selv går det ikke så godt for. Jeg løb ikke torsdag og fredag for at være klar til et sidste ræs, inden jeg stopper, så jeg kan få styr på ryggen. Men jeg har mistet formen og jeg er hæmmet af skaden, så jeg udgik efter 10 min, og nød at heppe og støtte op om vores løbere i stedet for.
Min mor har fået den alvorlige sygdom ALS, og det kommer til at hive en masse ressourcer ud af mig de næste år, så måske er det heldigt nok, at jeg ikke kan løbe så meget.

Efter løbet fik Niels Kim, Henrik og jeg sat navne på de løbere der skal på landsholdet til NM cross. Vi arbejder godt sammen, og meget gav jo sig selv, når der lige har været udtagelsesløb. Vi satser meget på stærke juniorpiger, så vi om nogle år har en senior elite for kvinder som er bredere end i dag.

onsdag den 24. oktober 2012

Mandag formiddag: 9 km roligt
Mandag aften:         Årets sidste stævne i klubben. Jeg løbe med som hare på 1500m /5:25 og derefter 4 km i 3:50 tempo. 9 km i alt på træningen.

Tirsdag aften:           Elitemøde i klubben, så der var rigtigt mange til træning. Vi løb 4x1100m. Jeg måtte jogge tidligt hjem, da ryggen slet ikke ville spille med. 8 km nåede jeg dog at få.
Mødet gik godt. Det er så meget godt humør og talent i truppen.

Onsdag middag:      Løb 10 km i 4:20 tempo. Jeg tænkte på om jeg skal melde afbud til på lørdag. Jeg kan ikke løbe hurtigt i øjebilkket pga. ryggen.

søndag den 21. oktober 2012

Uge 42

Efterårsferien plejer at være en god træningsuge for mig. Det var det ikke i år, for jeg har konstant ondt når jeg løber.
Lørdag løb jeg 10,5 km langsomt og jeg cyklede 67 min MTB = 10 point.
Søndag løb jeg 13 km langsomt (på en time).
Selvom ugen ikke har været en fornøjelse, fik jeg alligevel 80 km + 10 point.

fredag den 19. oktober 2012

Torsdag 7 km langsomt
Fredag tog jeg mig sammen, selvom jeg stadig har ondt i hoften når jeg løber. Det blev til 16,5 km i alt. Midtvejs løb jeg 30 min fartleg med 19 min intensitet, hvoraf der var 10 bakker som det tog ca. 40 sek. at kravle op ad.

onsdag den 17. oktober 2012

Tirsdag 8 km langsomt
Onsdag 11 km langsomt plus godt 2 timers gåtur i Tisvilde Hegn
Jeg kan slet ikke finde de gode ben og energien i øjeblikket.

mandag den 15. oktober 2012

Kort efter sidste indlæg tænkte jeg på den hårde mand fra Viborg og ombestemte mig. Så kl. 12 og kl 18 løb jeg 7 km. Dobbelt SR-træning altså.
Mellem de 2 pas gik vi en tur i Heatherhill og så en flok marsvin helt inde ved kysten.
Jeg gik hen og blev syg, så jeg har ikke været i løbeskoene fredag og lørdag. Søndag joggede jeg 7 km, men det gjorde det ikke bedre, så jeg holder fri til jeg føler mig rask igen.

torsdag den 11. oktober 2012

De sidste 2 dage er slet ikke gået som forventet. Min mor er alvorligt syg, og jeg har brugt de sidste dage på Odense og Vejle sygehus sammem med hende, min far og mine søstre.
Tror jeg løber i morgen, inden vi kører tilbage til min forældre i Kolding.

tirsdag den 9. oktober 2012

Formiddag:    7 km jog i den dejligste blæst og regnvejr.

Eftermiddag:   Klubtræning med super god stemning pga. de mange gode præstationer ved E-løbet. De fleste skulle passe på benene. Masha var den eneste som virkede upåvirket og løb stærkt. Almeida og Krog, som nu har løbet et år hos os, begynder virkeligt at få fat. Jeg er sikker på at vi har 2 mand mere under 35 min inden for det næste år.
Jeg løb selv de 4x1,3km interval i snakketempo lige under 4:00. I alt 13,2 km på træningen.

mandag den 8. oktober 2012

Og så siger min søn....

- du ser ung ud på det billede, far
- tak søn, det er fra i går
- really? Så er du godt nok blevet meget ældre på en dag. Jeg glæder mig ikke til at se dig i morgen.

Så kom han tidligt i seng :-)

Nu skal fokus tilbage på at træne, træne, træne. Hvis ryggen er med mig, vil jeg forsøge at få at mange unge som muligt mellem 100 og 140 km i de kommende måneder.
Jeg startede i dag med 13 km på en time med hold 2 og hold 3 i klubben.

søndag den 7. oktober 2012

Eremitageløbet

Lørdag løb jeg 8,5 km i 4:30. Musklerne var lidt ømme efter turen med Steffen.

I dag var jeg så tilbage i Dyrehaven efter 2 års pause. Mit håb var, at jeg kunne løbe ca. samme tempo som ved Powerrade halvmar., og lige komme under 47 min. Det gik fint i starten. Jeg kom i en god gruppe bl.a. sammen med Sara Sig. Tempoet var ikke for hårdt, men halvvejs meldte mine lårmuskler sig færdige, fordi de endnu ikke er kommet sig over Lidingöloppet. Jeg måtte slippe gruppen, men klarede mig nogenlunde mål på 47.15.
Jeg vidste godt, at de unge løver Steffen, Kasper, Martin og de unge piger er godt kørende, men at vi skulle få så gode resultater i dag var en super god overraskelse. Steffen nr. 2, Kasper nr. 6 og Martin nr. 11. Læg dertil erfarne Lasse som nr. 7 og gruppevindere for både piger og drenge 15-19 år. Det er derfor jeg gider bruge så meget tid på klubben :-)
Næste år vil jeg prioritere E-løbet højere og forsøge at vinde M45 klassen.

fredag den 5. oktober 2012

Det har været nogle trælse dage med ømme ben og lyske. Så jeg ventede indtil torsdag før jeg løb igen. Det blev til 7,5 km jog sammen med de unge i klubben. Jeg heppende bare mens de løb bakkespurter.
I dag var jeg på Østerbro hos Steffen og vi løb 11 km i 4:00 tempo.
Jeg har tid hos en reumatolog om en måned. Jeg håber han kan hjælpe med ryggen. Indtil da træner jeg det som er sjovt, og løber nogle motionsløb bl.a. E-løbet på søndag.

mandag den 1. oktober 2012

Udtagelse på forhånd til EM cross

På DAF´s hjemmeside kan man nu se de løbere som er forhåndsudtaget til EM cross. Jeg har været med i gruppen som har truffet beslutningen. Formålet med at forhåndsudtage, er at give løberne ro til at træne og planlægge en kæmpe formtop ved EM d. 9. dec. i Budapest. Det har været en god proces, hvor de forskellige synspunkter er blevet vendt og drejet på en god måde. Der er flere hensyn at tage, end man måske lige skulle tro. Det er kræver lidt ekstra mod at udtage løbere, som har været skadet i lang tid eller som løber rundt i USA. Men de løbere, som det drejer sig om, har tidligere vist klassen og viljen, og vi har tillid til at de vil være på toppen til EM - eller sige fra.
Der er stadig mindst 3 ledige NM pladser på spil ved NM kval. løbet d. 27 okt., så løbere der ikke er forhåndsudtaget til EM har stadig chancen for at komme til NM og imponere så meget at de evt. kommer med på EM holdet. Det er vores store håb, at mange juniorpiger vil melde ud at de satser på EM cross og gør det så fantastisk ved NM, at vi kan sende et EM hold afsted.