onsdag den 25. november 2015

Sikke en stemning

Der kom virkeligt meget sne i Allerød lørdag-søndag, og selvom det nu er tøvejr, er det ikke nemt at finde gode sikre steder at løbe. Det er meget tydeligt, at der bliver sparret på snerydning. 

Vi var igen mange til træning og trods regn og blæst var stemningen super god.
Vi løb 2x(10x1min med pause 30 sek.). Sæt pause 3 min. Det var et pas som virkede afskrækkende på løberne og vi måtte flere gange forklare hvordan det skulle gribes an. Efterfølgende var folk overraskede over hvor nemt det egentlig havde været. 
Kersti og jeg havde en masse at tale om, og da jeg stadig havde en træt ryg joggede jeg bare med rundt. Jeg fik dog 15 km i alt, da jeg løb til træning.  

Mandag blev det kun til 40 min spinning.

tirsdag den 24. november 2015

Øv afslutning på ugen

Lørdag løb jeg 12 km i Rågeleje.

Søndag skulle jeg have kørt MTB løb i Tisvilde Hegn. Efter mange lange overvejelser, valgte jeg at blive hjemme. Øv, men jeg synes det var det rigtige at gøre.
Jeg skovlede sne i halvanden time i Rågeleje og en time i Allerød og jeg skiftede til vinterdæk. Alt dette var så hård en belastning for ryggen, at jeg ikke kom ud at løbe søndag aften.

I alt fik jeg 57 km løb og 1:40 times cykling.

fredag den 20. november 2015

NM 10.000m til Allerød

Da DAF spurgte om Baneturneringen kunne finde en arrangør i Københavnsområdet, hvor NM og DM 10.000m kunne ligge sammen med en runde af Baneturneringen, sagde jeg straks ja.
Blovstrød Løverne kunne træde til, hvis ikke andre ville. Det har nemlig tidligere været svært at finde arrangør til NM 10.000m. Da jeg spurgte klubben om det var ok, at vi var back-up, svarede de "nej". Vi skulle meget hellere gå direkte efter at blive arrangører. Fedt med sådan en opbakning!
Torsdag var Kersti og jeg hos DAF i Brøndby for at talte med sportschef Piotr. Jeg mødtes også med direktøren Jakob Larsen. Vi blev hurtigt enige om betingelserne for NM og DM 10.000m og gav hinanden håndslag på at vi vil lave en fed løbedag på stadion. Jakob spurgte, om han måtte melde ud om det med det samme, og det sagde jeg ok til, så da jeg kom op i sommerhuset lå nyheden allerede på DAF's hjemeside.
I klubben er interessen enorm og kommunen bakker op. Jeg fik endda helt uopfordret en henvendelse fra en skoleleder, som synes vi skal lave noget for skolebørnene i ugen op til. Jeg tror det bliver rigtigt godt.

Inden jeg kørte til Brøndby trænede jeg i motionsrummet på arbejde. Jeg fik nemlig fri fra nattevagt om morgenen. Jeg kørte 20 min spinning og løb 7 km på bånd, hvoraf 2 km var i 3:50 tempo.
Fredag løb jeg 10 km i Rågeleje.

onsdag den 18. november 2015

EM Cross holdet 2015

Som i 2013 og 2014 er der også i 2015 udtaget 18 løbere til EM Cross. Kim Gudmand har lavet en FOTOSERIE med de 18 løbere.

Sidste år kunne vi for første gang stille med et juniorpige hold. Nu stiller vi med fuldt hold på 6 løbere. Line Schulz var med i 2013 og hun får nu comeback, mens de 5 andre også var udtaget sidste år. Nu må vi håbe at det lykkes at få både Maria Larsen og Anna Møller til start. Ved EM og VM Cross var de syge på skift.
Alle 6 piger har top 40 potentiale og mindst 2 har top 10 potentiale.

Vi får desværre ikke hold med for juniordrenge i år. Andreas Lindgren, som er debutant, supplerer Joachim Rosbo og Kristian Holm.

Det er svært at gå fra juniorklassen til U23, og desværre har vi ikke udtaget nogen U23-løbere i år. Peter Glans var dog tæt på. Han løber i Roeselare i Belgien ved deres udtagelsesløb d. 29/11. Her deltager (som jeg husker det) også Mikkel Dahl, Jacob Simonsen, Kasper Skov og Andreas Lommer. Stærkt at løberne tager ud og løber de hårde løb i Europa.

Vi har igen 4 kvinder med. Maja Alm erstatter Louise Batting og får EM debut. Sara Sig, Simone Glad og Anna Baumeister er måske i endnu bedre form end sidste år.

Med Abdi, Ole Hesselbjerg, Thijs Nijhuis og Mads Tærsbøl genskabes holdet som fik en flot sjetteplads for U23 i 2012. Femte mand på holdet er Jesper Faurschou som løber for niende gang.
Thijs, Ole og Mads løber Warandecross i Holland på søndag.
Henrik Them havde et super godt marathonløb i Frankfurt, men har pga. dette ikke haft muligheden for at løbe de crossløb, som danner baggrund for udtagelsen til EM. Jeg tror dog det bliver en fordel for Henrik, at han nu kan fokusere 100% på marathon.

Se DAF´s omtale af udtagelsen HER

Det bliver spændende om Rusland virkelig bliver udelukket. Jeg vil ikke savne oplevelser som sidste år, hvor de overlegent løb hjem som nr. 1, 2 og 3 for U23 mænd.

En træning man bliver glad i låget af

Tirsdag var vi igen 25-30 stykker til træningen. Vi løb med pandelamper i skoven. Der var en rigtig god herregruppe hvor Anna løb med. Herefter fulgte Louise, Marie Mørch, Lea og jeg. Bag os var der en kæmpe flok som løb næsten lige så stærkt. Der var 2 programmer. Enten 3x8min eller 6x3min - begge dele med 2 min pause. Jeg løb hele passet (3x8min) sammen med Lea og fik 14 km i alt.

Mandag løb jeg 9 km på bånd.

Onsdag joggede jeg 5 km og cyklede 80 min let.

mandag den 16. november 2015

EM Cross 2015

Niels Kim har spurgt mig om jeg igen vil hjælpe som træner ved det 22énde EM Cross. Det er søndag d. 13. december ved kysten i Provence mellem Marseille og Nice. Det bliver tredje gang vi tager afsted sammen. Kersti skal også med igen. Det har stor betydning at der er en kvindelig træner med.
Der skal løbes på en travbane med masser af plads til tilskuere, som franskmændene forventer masser af. Hjemmesiden finder man HER

2 ens træningsuger

De seneste 2 uger har jeg løbet 50 km og cyklet i 2 timer. Den positive udvikling er at jeg nu kan lægge intensitet ind i træningen. Midt i sidste uge kørte jeg hårdt tempo i 50 min på MTB, hvilket resulterede i krampe i læggen 2 nætter senere efter en dag med en relativ hård løbetræning.
Det får mig til at tænke at jeg i øjeblikket ikke kan tåle både at løbe og cykle.
Så skal jeg helt droppe cyklingen og prøve at blive konkurrenceløber igen?

søndag den 8. november 2015

Rigtigt godt NM Cross

Det blev et rigtigt godt NM Cross i år. Vi fik medaljer i alle holdløb, hvilket kun er sket en gang tidligere og det er helt tilbage til den første udgave af NM Cross i 1997. For at komme helt op og ringe manglede vi lige den individuelle guldmedalje. Det blev dog til 3 flotte individuelle sølvmedaljer og dermed 7 medaljer i alt, hvilket er en tangering af den største høst nogensinde. Hvis medaljerne skulle fordeles lige mellem de 4 skandinaviske lande ville der blive 6 medaljer til hver. Så 7 er rigtigt fint. Giver man 3-2-1 point for guld-sølv-bronze opnåede vi 14 point og det er ny rekord.
Juniorpigerne overgik det vi havde håbet på. Finske Vainio var for stærk på dagen, så Anna Møller opnåede det maximale med sølv og Louise Rode og Line Schultz kæmpede længe om bronze med den forsvarende mester Matintalo. Det lykkes at genvinde holdguldet, selvom det holdt hårdt mod et stærkt finsk hold. Anna Mark debuterede med en fantastisk 8. plads. Josephine Thestrup havde en off day, men skal nok komme igen og Clara Kall gjorde det flot og slog de fleste svenskere.

Juniordrengene rykkede fra bronze til sølv i holdløbet, da de meget overraskende kunne slå Sverige. Kristian Holm og Joachim Rosbo forbedrede deres placeringer fra sidste år, og Andreas Lindgren fightede sig mange placeringer frem på sidste omgang. Super flot da han er langt fra sin topform. Emil Holm kunne desværre slet ikke finde de gode ben, og havde det svært lige fra starten.
Den yngste fra Ingebrigtsen-klanen (Jakob) på 15 år vandt ret overlegent.

Kvinderne sikrede sig holdbronze foran Norge. Den finske vinder Peiponen var suveræn og holdt stilen som mindede om løbespring hele vejen. Simone kom under angreb fra svenske Holmgren, som trak Maja Alm med op. På et tidspunkt lignede det samling mellem de 3, men Simone gav sig ikke og sikrede sig sølv. Det er hendes 4 medalje i træk siden guldet i 2012.
Mændene løftede sig super flot og var synlige og næsten dominerede i feltet. Jesper Fauschou førte feltet an i starten, mens Ole Hessebjerg og Thijs Nijhuis lagde sig bagerste og løb sig op gennem feltet. De havde overblik og overskud. Mads Tærsbøl og Peter Glans lå lidt længere fremme fra start og holdt sig også fint i ro. Midtvejs på de 9 km lavede svenske David Nilsson det første ryk som splittede feltet. Det satte Thijs og Ole lidt under pres, da de nu skulle bruge kræfter på at løbe ham op. De udnytte svenskeren Walleräng som klart var den stærkeste på de 2 sidste omgange, selvom Ole kæmpede hvad han kunne. Thijs gled desværre i det sidste sving og dermed forsvandt hans mulighed for bronze.
DAF´s omtale og link til resultater kan ses HER 

fredag den 6. november 2015

Håb om medaljer ved NM Cross

Så er vi på vej til Gøteborg med et stærkt hold. Jeg tror vi kan vinde rigtigt mange medaljer.
Det højeste hidtil er 4 individuelle medaljer.
Kun i 1997 fik vi holdmedaljer i alle klasser, ellers har vi fået 3 holdmedaljer i de gode år.
Samlet er det højeste 7 medaljer på et år, når man lægger individuelle og hold medaljer sammen.
Giver man 3 point for guld, 2 point for sølv og 1 point for bronze er det højeste vi har scoret 13 point, hvilket vi fik i 1997 og i 2013 på Island.
Jeg håber meget at nogen af disse tal vil blive overgået i år.

Træning og nørderi

Tirsdag løb vi igen i skoven med pandelamper. Vi var omkring 25 løbere til træning. Programmet var 2x5 min, 2x3min og 2x2 min. Jeg løb med på det hele sammen med vores talent juniorpiger. I alt 13 km.
Louise var syg og måtte lunte hjem igen. Hun har sovet en masse og følte sig frisk igen allerede torsdag.

Jeg startede ugen med at cykle hjem fra arbejde mandag morgen efter en nattevagt.
For at bliver klar til tirsdagstræningen løb jeg ikke mandag. Jeg er godt tilfreds med at jeg fik 15 dage i træk efter skaden.

Onsdag joggede jeg kun 7 km.

Torsdag løb jeg 8 km i 4.05/4.10 tempo og kørte 40 min spinning.

Jeg har haft masser af ledige timer i denne uge, og har brugt dem på at lave budget i klubben, opdatere vores klubstatistik og så hjalp jeg statletik.dk med at lave alletiders Top 50 for 20 km.

Der kom også sjove spændende opgaver bl.a. om nye trailløbere i klubben og NM 10.000m.

Vi skal snart i gang med at få planlagt Baneturneingen 2016.

onsdag den 4. november 2015

Hvorfor en marathonliste fra år 2000?

Omkring år 2000 oplevede jeg at danske marathon løbere ofte blev sammenlignet med de fantastiske resultater der - specielt for mændene - var løbet i 1980érne.

Jeg tænkte at der kunne skabes en ny god energi ved at nutidens løbere blev sammenlignet med hinanden og ikke med løbere fra en anden tid, som man i alt respekt havde svært ved at leve op til.
Jeg så at et generationskifte var på vej, og at den nye generation kunne have noget sjovt ud at få "deres egen liste". Generationsskiftet ses tydeligt ved at kun en løber overlapper med PR fra før år 2000 og en tid under 2.25/2.55 efter år 2000.

Derfor lavede jeg disse ranglister hvor man kun ser resultater løbet siden år 2000. I stedet for TOP 50, hvor det jo bliver sværere og sværere at komme på, lavede jeg det med tidsgrænserne 2.25 og 2.55. En sjov udvikling er, at der i starten var flere mænd end kvinder på listerne. Nu har kvinderne overhalet mændene i det der er 30 mænd og 35 kvinder på listerne. Hermed ikke sagt noget om hvorvidt  2.25 og 2.55 er lige svære.

Jeg vil understrege at det er helt uofficielle lister, som kun har til formål at øge interessen om nutidens marathonløbere. Og som min personlige terapi når jeg keder mig :-)

tirsdag den 3. november 2015

Marathon 2015 - OL 2016

2015 har været et fantastisk år for danske marathonløbere. De 3 bedste tider for mænd siden år 1996 er løbet i år.
4 mænd kæmper for OL kvalifikation. A-kravet, som gør en ret sikker på udtagelse, er en tid under 2.15.15. Klarer ingen dette krav, kan 1 løber kvalificere sig ved at løbe 2 tider under 2.16.15 i perioden 1. jan 2015 til d. 24 april 2016.
Henrik Them, Abdi Ulad og Lars Budolfsen har en tid under 2.16.15, og kan måske komme med hvis de igen løber under 2.16.15. Jesper Faurschou får svært ved at nå at præstere 2 tider under 2.16.15 og derfor skal han under 2.15.15 for at komme ind i varmen.
Hamborg d. 17 april er oplagt, men også Rotterdam d. 10. april eller Zürich/London d. 24. april er gode muligheder. En alternativ satsning kunne være at løbe i Dubai d. 22. januar eller i Tokyo d. 28. februar.  
Statletik.dk er ved at opbygge alletiders Top 50. For mændene er mange af de bedste tider løbet i 1980érne.
Jeg har samlet alle danske tider for mænd under 2.25.00 løbet siden år 2000.
Se listen HER

For kvinder klarede Jessica Drascau-Petersson sikkert OL kravet med 2.30.07, som er en tangering af den bedste tid løbet siden år 2000. Anna Baumeister kom også flot under OL A-kravet da hun løb 2.34.28. Der var også en imponerede tid til Louise Batting på 2.38.57.
For kvinderne er 6 at de 10 bedste tider på alletiders ranglisten faktisk løbet efter år 2000. Nu mangler vi bare at den danske rekord bliver slået.
Se alle tider under 2.55.00 siden år 2000 HER

Tiderne på de 2 lister er afstemt med DAF´s lister. Dvs. det er bruttotider.
Hvis I finder de fejl jeg har lavet, vil jeg rigtigt gerne have besked, så det kan blive rettet.

mandag den 2. november 2015

NM Cross 2015

På fredag rejser et stærkt dansk hold til det nittende NM Cross. Denne gang løbes der lørdag lidt uden for Göteborg. Sara Sig har desværre meldt afbud, så nu er vi 19 løbere og 3 ledere.

Hvis han er i form er William Levay og det svenske juniordrenge hold mine klare favoritter, men ellers ser det meget åbent ud om titlerne og holdløbene i alle klasserne.

Jeg vurderer at Danmark har medaljechance individuelt i alle klasser. Mest oplagt er det for piger og kvinder. Der er også mulighed for medaljer i alle klasser, hvilket vi ikke har fået siden 1997.
Jeg tror juniorløbernes erfaring fra sidste år, vil komme dem til gode.
Simone Glad kan blive den første dansker som vinder medalje 4 år i træk.

2 af de 4 forsvarende mestre er med i år. Matintalo (FIN) for piger og Fløystad (NOR) for mænd.

En sjov detalje er at 2 vindere fra det første NM Cross i 1997 er med igen.
Annemari Sandell vandt for kvinder i 1997 og 2008 og Jussi Utriainen vandt for drenge i 1997 og for mænd i 2007.

Besøg NM Cross hjemmeside HER og se alle medaljevinderne gennem de nitten år HER

søndag den 1. november 2015

Stærkt på vej

En super god uge er veloverstået.
Jeg fik løbet lidt med på interval tirsdag og lørdag og kom op på 50 km i alt.
På cyklen fik jeg 6t20min og desuden 20 min crosstrainer.
I alt er det 110 træningspoint.