onsdag den 31. august 2011

Tirsdag var vi kun 4 til træning. Lidt øv - men vi havde jo været samlet alle sammen mandag, så folk trængte åbentbart til en fridag. Vi løb 4x90 sek + 4x60sek i regnen i skoven. I alt 13,5 km

Onsdag cyklede jeg hjem fra arbejde. 38 km / 80 min. Der var en fair side-modvind og benene var ikke med mig, så de intervaller jeg forsøgte at køre, blev ikke rigtigt til noget.
Sidst på eftermiddagen var Miriam og jeg i Rågeleje og skrev under på købsaftalen på et sommerhus (Lyngbakken 5, 3210 Vejby). Om en uge ved jeg om købet er gået igennem. Vi testede lige beliggenheden med en gåtur til stranden. Det tog 6 min i flip flops :-)

mandag den 29. august 2011

Så var der Team-samling hos Løverne. Det var Martins træning, og man kan sgu mærke, at han har styr på det. Dooh...så skulle jeg nok lære at blande mig unden om. Vi løb hyggeligt rundt i skoven med lidt bakkespurt. Jeg fik 10,5 km på 50 min. Vores møde med Nike og Team-snakken gik rigtigt godt. Vi skal nok komme ud og vise flaget! Og så fik vi en ny sej løbepige i truppen.

Uge 34

Jah..så er jeg i gang med at træne igen. Jeg fik 66 km og 41 cykelpoint uden at jeg føler mig specielt hårdt ramt. De 2 gange intervaller var godt nok i "gammelmandstempo", mens cykelløbet gik over alt forventning.
Travl weekend. Lørdag med heldags familearrangement ved Kerteminde. Jeg nåede lige 7 km morgenjog inden vi kørte.
Søndag stod jeg tidligt op og kørte retur til Fyn, for at være med de unge ved DMU i Odense. Det er godt at se, at der er en del store ungdomstalenter, og at mange fra 1994 årgangen for piger ser ud til at fortsætte. Forhåbentligt er de der også om 2 år. Under drengenes 5000m løb passerede der et voldsomt tordenvejr. Løbet burde være afblæst - en fodboldkamp var helt sikkert blevet stoppet. Heldigvis skete der ikke noget, og det var sejt kæmpet af drengene ude i regnen. Blovstrød Løverne fik 2 gange sølv i U23 klassen. Steffen Falch på 1500m, hvor han med 3.54,17 blev den 2. hurtigste løve nogensinde, og til Kasper Hartlev på 5000m.
Min egen træning i pausen mellem 800m og 3000m/5000m blev god. 5 km opvarmning i 4:10. Herfter intervaller på Langesøstien, hvor jeg løb meget i 1990, mens jeg boede i Odense. 8 km interval fordelt på 1x2km+2x1,5km+3x1km med 2 min pause. Tempoet blev kun 3:27 i snit, for jeg er sgu uskarp og baglåret generer stadig. Afjog var 3 km i 4:25 og derudover 5 km i 4:30 sammen med de unges opvarmning og afjog.

fredag den 26. august 2011

Lille trille tur om formiddagen på 35 km / 67 min

torsdag den 25. august 2011

Absolut kun jog i dag. 8 km /37 min. Det var fedt at køre med i det høje tempo i går, men det jeg kan godt mærke det i stængerne idag.

onsdag den 24. august 2011

Endnu en dejlig "fridag" sammen med en håndværker i huset.
Jeg fik 7 km /31 min morgenløbetur på små stier i skoven.
Jeg var lige ved at misse starten til aftenens sommercup, fordi jeg kom sent afsted og krattemig kørte forkert på vej derud. Men jeg kom med, og tju hej hvor det gik. Vi kørte 40,4 km/t i snit på 71 km. Klart det hurtigste jeg har prøvet. På 6. runde (fra 50-60 km) var vi endda lidt over 42 km/t i snit. Jeg har jo næsten ikke cyklet de sidste 50 dage, så jeg havde ikke regnet med at kunne hænge på ret længe. Men det gik rimeligt nemt, og eftersom jeg ikke var blevet sat af, kunne jeg jo ligeså godt forsøge at se, hvad det kunne blive til i spurten. Det blev dog kun til en plads som nr. 24 ud af de 42 deltagere.

tirsdag den 23. august 2011

Klubtræningen bestod i dag af 4 km opvarmning, 6x1km interval i skoven og 3 km afjog. Vi var igen ret mange, selvom en håndfuld sparede på krudtet til 800m i morgen. Jeg løb ikke for stærkt (3.24 i snit) for jeg skal til cykelløb i morgen.

mandag den 22. august 2011

Dejlig god energi i dag. Morgenpas på løbebånd. 10 km / 38:30 med jævn tempostigning hver km fra 4:10 til 3:30 og med en afjog km i 4:00.

Inden aftenens forældremøde på skolen nåede jeg lige 1 times cykling / 31 km.

søndag den 21. august 2011

Weekenden er gået med at arrangere vores brag af en sommerfest. Lørdag nåede jeg lige en kort tur på cyklen. Jeg kørte 27 km med 34,5 km/t i snit. Søndag gik med oprydning og rengøring, og da vi var færdige tog vi på stranden og kørte derefter rundt og checkede udvalgte sommerhuse, så jeg fik ikke løbet.
Jeg kan dog glæde mig over, at jeg er rask og at baglåret gør ikke ondt mere, så jeg må være klar til at finde en god træningsrytme.

fredag den 19. august 2011

Jeg brugte hele dagen sammen med 3 sæt håndværkere som lige præcis blev færdige med vores nye køkken inden fyraften. Og så smuttede jeg til Birkerød og joggede 10 km / 48 min på små sneaky mudderstier sammen med Viktor, Martin og Christian.
Morgentur på 9 km / 38 min. Resten af dagen var jeg handymand i huset, og jeg var faktisk ret beat, da jeg skulle til træningen. Der var igen en stor flok som trænede godt. Jeg løb kun med på de 4 km opvarming, og hyggede ellers bare om de andre, mens de trænede igennem.

onsdag den 17. august 2011

Det har været 2 dejlige dage. Tirsdag var jeg træner for 14 dygtige løver. Hyggeligt, sjovt og seriøst. Mens de andre løb mere intensivt, løb jeg selv 3x2000m - forsigtigt - for at passe på baglåret. Jeg startede i 3:58 tempo og sluttede med 3:24. I alt 12,5 km på hele træningen.

Jeg har besluttet at jeg kører de sidste 2 runder i sommercuppen, så jeg var lige ude og teste ruten til på næste onsdag, hvor min klub ACK er vært. Jeg kørte 3 omgange á 10,0 km på 53:50 (33,4 km/t) og fik i alt 43 km på 80 min. Det var dejligt at være på landevejen igen, og det kørte bedre end forventet.

Jeg har meldt fra til Baneturneringen på lørdag, for ikke at risikere noget med baglåret.

mandag den 15. august 2011

Formiddag:   coretræning og MTB 20 km / 47 min på grusveje.

Eftermiddag: 8 km på løbebånd med tempo 4:20 -> 4:00

søndag den 14. august 2011

Jeg fik sovet rigtigt meget lørdag, og i dag var jeg frisk igen. Om formiddagen løb jeg 8,5 km / 36 min langs Kongevejen og checkede jernmænd og jerndamer. Om eftermiddagen løb jeg 7 km /30min på bånd.

lørdag den 13. august 2011

Syg fredag og lørdag. På en måde er det en lettelse endelig at være rigtig syg, frem for de sidste 10 dage, hvor jeg bare har været småsyg.

torsdag den 11. august 2011

Jeg måtte tage det endnu mere roligt med baglåret i dag, så jeg superjoggede kun mens de unge løb gode intervaller. 11,5 km blev det til på 55 min.

onsdag den 10. august 2011

Jeg valgte at løbe i dag selvom baglåret var lidt ømt. Jeg må se at komme ind i en rytmen igen, og få en stabil træning. Derfor løb jeg en forsigtig 8 km på bånd på 35 min.

tirsdag den 9. august 2011

Øv - det var ikke meningen at det skulle være en tude blog :-) Men det går sgu ikke ret godt lige nu. Jeg sidder på en ispose, fordi der igen er ballade med lidt baglår. Jeg forsøgte jo bare at lave et lækkert opvarmnings- og koordinationsprogram for de unge :-) Vi skulle løbe 2x2000m med tempo på langsiden og roligt i kurverne. Jeg kom igennem den første okay, men på den næste gjorde det for ondt efter 1600m, så jeg stoppede. Men en god træning igen, ellers, med mega stemning, og masser af gode snakke. Jeg fik i alt 9,5 km i bogen, håber jeg kan jogge i morgen.
Det var godt at være til DM i går. Løverne var gode. Lea minder mig om "den nye Carsten Jørgensen" - hvis sådan en altså findes :-). Og Steffen viste igen hvor meget han kan på fight og styrke - vildt - for det er ikke overtræning han kører på. Jeg har været ungdomstræner siden 2003, og startede på nogenlunde samme tid som Kim og Heidi i Sparta og Jan i Skive, og vores klubber har leveret en del af de gode ungdommere. Årgang 1985-1988 bød ikke på store ungdomstalenter (før Bueno og Fransen kom til), men 1989 og 1990érne så lovende ud undervejs. Men hvor er de nu? Steffen var ved DM, men er langt fra det han kunne have nået, og de andre var slet ikke med. 1991ere har (bortset fra Nick) ikke vist så meget, mens 1992érne har set stærke ud med Thijs og Jeppe på toppen. Nu tager Thijs til USA. Det forstår jeg godt og ønsker god tur, men desværre er der få som komme hjem til en stor karriere efter et ophold derovre. Hvorfor er det så svært at få de unge talenter til at blive dygtige seniorløbere?
Træningen:  I dag var jeg stadig ikke helt på toppen, men fik dog løbet 12,5 km i 4:20.

søndag den 7. august 2011

Det har været nogle underlige dage, på det sidste. Heldigvis har jeg kombineret ømme knæ med sygdom. Ret praktisk :-) Så jeg har ikke trænet mere i denne uge. Dog løb jeg med på afjog sammen med alle de dygtige 5000m løbere vi havde med ved DM. Jeg håber, at jeg kan starte på en frisk i morgen.

torsdag den 4. august 2011

En god kombination af travlhed, træthed, ømhed og lidt sygdom har sat mig ud af spillet de sidste 2 dage. Jeg håber på en løbetur i morgen og glæder mig meget til at se DM 5000m på søndag. Selvom jeg har løbet 14.59,4 har jeg faktisk aldrig selv løbet med ved et senior DM på bane. Da jeg var på toppen var kravet for at deltage 14.51, så vidt jeg husker.

onsdag den 3. august 2011

Jeg kunne ikke træne i dag, efter en tidlig vagt på arbejdet og 3 timer med gulvarbejde. Men jeg joggende med på træningen og fik 7 km på opvarmning/afjog og 20 min på cykel (til og fra træning). De DM-klare løver løb rigtigt hurtigt på 3x1000m. Lasse, Martin og Lea så særligt skarpe ud, men lur mig om de andre ikke finder friskheden på dagen :-) Det var faktisk vildt så mange vi var til træning i dag. Det har været en stor succes at samle alle konkurrenceløbere uanset alder og køn i samme gruppe.

mandag den 1. august 2011

De næste dage kommer jeg til at ligge på knæ og fjerne et gammel gulv, som er limet fast. Jeg håber, at mine knæ kan klare det.
Jeg løb på bånd i dag. 10 km / 41 min med skiftende tempo mellem 4:20 og 3:40.

Uge 30 - og resten af juli

Skiftet fra "cykelrytter" til løber har taget længere tid end jeg regnede med. De første 3 uger efter Marmotten, var det meget svingende hvad jeg kunne, men nu er jeg på rette vej. I uge 30 fik jeg løbet 96 km hvoraf de 32 km var under 4:00 tempo. Jeg har valgt at holde pause med cyklen, da der ikke rigtigt er nogle gode løb efter sommerferien, og vores køkkenprojekt begrænser min tid til træning. Derfor er det oplagt at prøve at gøre løbetræningen kortere og mere effektiv end det jeg er vant til.