tirsdag den 30. juni 2015

Jeg kan stadig løbe lidt

Jeg fik en heatsejr og en fin tid på 9.53.98 ved Baneturneringen torsdag. Og det endda uden at varme ordentligt op, da mit fokus var på heatet lige før mit eget, hvor Anna Møller og Anna Baumeister løb de super gode tider 9.10.30 og 9.13.92 med hjælp fra Steffen Falch.
Det er bare skønt når alt går lige efter planen - eller endnu bedre end planlagt. Vi havde aftalt at tempoet skulle være 75sek/400m. Det ville give en sluttid på 9.22.5, hvilket var Anna B´s mål for hun skulle slå den Bormholmske rekord på 9.25.17. Planen var at Anna M skulle løbe sidste omgang på 70-71 sek og dermed slutte på 9.17-9.18 og slå den danske rekord på 9.19.8. Vi havde dog også aftalt, at Anna M kunne bede om at få sat tempoet op, hvis hun efter 1600m følte overskud. De passerede 2000m på 6.15.0 fuldstændigt som planlagt, men så blev tempoet øget til 72.5, 69.5 og 33.3 på de sidste 200m så den sidste 1000m blev løbet på 2.55.3.
Mange vælger et hårdt udlæg (så der er noget at give af), når de skal løbe rekorder. Det er ofte den forkerte taktik. Begge Anna viste i dette løb, hvor meget tid man kan hente i afslutningen, hvis man har overskud.

Fredag-lørdag-søndag løb jeg mellem 5 km og 10 km roligt, så jeg i alt fik 50 km løb på ugen. Ingen cykling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar