lørdag den 7. april 2012

Vejret har været vildt de sidste dage i Rågeleje. Vi tog herop torsdag morgen, da jeg kom hjem fra nattevagt. Jeg løb en kort tur (7 km), og så spiste vi frokost på terrassen. Efter min lur besluttede jeg at droppe aftenturen, da lårene virkede spændte.
Det gjorde de også fredag, og da vejret var rigtigt skidt med kulde, blæst og dagsregn, valgte jeg en fridag og fik lavet lidt mere i hytten inden vi fik gæster.
I dag tog jeg til Tisvildeleje og løb en stor del af den nye rute til Helvede i Nord. I alt 17 km / 81 min. Jeg kan godt lide den nye rute. Noget er det samme som tidligere og noget er forbedringer. Jeg kan godt lide de lange lige stræk i løs sand i brandbælterne, hvor det stiger mere og mere. Og det er fedt, at det nu er 100% i skoven. Taktisk bliver det anderledes. Det er rigtigt hårdt de første 4 km, så der skal man tænke sig om, og måske arbejde sig op igen når de lettere stykker kommer senere. Og nu ligger de 2 km i klitter og på stranden meget tæt på mål. Det er ikke til min fordel, medmindre jeg spiller den cool.
Jeg har løbet Helvede i Nord de fleste år, og holder meget af løbet, og vil gerne forsvare min 3. plads fra sidste år. Det må være målet, for feltet ser stærkere ud i år.

3 kommentarer:

  1. Per .... har du altid trænet sådan, at du holdt fridage, hver gang der var et eller andet, som ikke var optimalt?

    - i givet fald tror jeg da, du kunne være blevet én af Danmarks aller bedste løbere, hvis du havde trænet alle de dage ;-)

    SvarSlet
  2. Hej Søren. Du har som sædvanligt 100% ret :-)
    Jeg er ikke modstander af fridage. Det kan efter min mening være en bedre investering end pligt-træning, som måske forlænger en skade/sygdom/motivationskrise. Jeg kender godt argumenterne for at lidt træning altid er bedre end ingen træning og også at det er godt for ens karrakter.

    Jeg træner i de fleste uger 9-11 pas. Der er altid en ugentlig fridag indbygget i planen - det er dog ikke hver uge jeg tar den. Men for det meste.
    Steffen som jeg hjælper, prøver også at få 10-11 pas om ugen, og holde en den fri hver uge. Det er min erfaring at han har brug for fridage, hvis hans ben overhovedet skal have en chance. steffenfalch.blogspot.com
    En fridag er jo bare en "pause" som er længere end normalt. I stedet for 12 timer el. 24 timer mellem 2 pas, bliver der så 36/48 timer. Det har jeg ikke noget problem med.
    Og når jeg så oven i købet, kan passe det sammen med at undgå dårligt vejr, få mere tid til familien osv. er det med til at holde mig "sund" som løber og menneske :-)

    SvarSlet
  3. Ok; argumenterne for at gøre, som man gør, skal jo først og fremmest være de rigtige i.f.t. én selv :-)

    Tror bare, jeg vil rose dig anerkendende for at kunne løbe så stærkt - på trods af hyppige fridage :-)

    Fortsat god Påske.

    SvarSlet