Grejsdalsløbet 170 km

I går var jeg på en super fed tur til Vejle for at køre et af de største og hårdeste motionscykelløb i Danmark. Jeg skulle køre 170 km med 17 kategoriserede stigninger. Alle bakkerne er sværere end f.eks. Geel Bakke i Holte.
I starten drønede vi bare derudad med en fyr fra Birkerød konstant i front. Jeg synes km-tælleren kørte langsomt og der var uendeligt ud til 170 km. Vi smeltede sammen med en 200km-gruppe, som kom op bagfra, og efter 30 km var vi samlet i en meget stor gruppe. Det gav en masse uro, og på en nedkørsel skete der et styrt hvor ca. 5 mand var i asfalten og 2 kom alvorligt til skade. Jeg sad så langt tilbage i feltet, at jeg kunne nå at bremse helt op. Styrt er bare det jeg frygter mest, og det er ikke sjovt at se andre ligge på asfalten. Der var 5-6 mand (bl.a. mine klubkammerater Claus og Knud), som resolut stod af cyklen og hjalp til og fik ringet efter hjælp. Så efter lidt forvirring trillede jeg videre og der blev dannet en lille gruppe. De forreste i vores felt var kørt ude tøven, og dem så vi ikke igen. Selve "kapløbet" var dermed ødelagt. Det gik ikke så stærkt den næste time, og da vejret til tider var barskt, prøvede svagheden at overtale mig til at stå af. "70 km er jo også god træning, og du kan komme tidligere hjem" og den slags. Men jeg ville altså først prøve at køre op ad Munkebjerg (1000m lang, 10 %) og Kiddesvej (500m, 11 %, max 23 %)  - så jeg fortsatte. Og så kom der en ny stærk 200km-gruppe op, og et nyt ræs åbnede sig. På Munkebjerg så jeg det sidste til Steen, så nu var der ikke flere ACKere at følges med. Resten af løbet blev hårdt og lige tilpas udfordrende og ski.. skægt. Der foregik en konstant udskilning, hvor gruppen gik fra 50-60 mand til 10-12 mand. Der blev kørt max på bakkerne, men jeg prøvede at køre kontrolleret, så jeg ikke "eksploderede". Det betød, at jeg efter hver bakke havde et lille hul der skulle lukkes. Efter Sandagergård (550m, 11%) rykkede feltet kraftigt på toppen, og hullet blev så stort at jeg ikke kunne se feltet. Men jeg fandt en makker og efter en hård lang jagt, nåede vi op igen. Det er det spændende ved cykeløb. Ind i mellem skal man køre sig helt ud og risikere alt, for ellers er man ikke med i løbet mere. Jeg har svært ved at følge med i rykkene og i sidevind, men jo længere vi kommer ind i løbet, jo bedre går det. Så med 30 km tilbage sad jeg i gruppen med overskud og planlagde et angreb på næste bakke. Men så fik jeg en punktering. Øv! Slut, prut og en kold omgang at stå der og skifte slange. Heldigvis var der medvind de sidste 30 km, så det betød ikke så meget, at jeg skulle køre hjem alene. Jeg fik tiden 5.19.58 (nr. 21). En af dem jeg sad i gruppe med kom i mål på 5.08 (som nr. 9). Det passer fint med et tidstab på 8 min til at skifte slange og 4 min tab ved at køre alene de sidste 30 km. Placeringen kan man ikke bruge til så meget. Det er alt for tilfældigt hvilke grupper man komme til at køre med, og hvor meget man kommer til at holde for rødt lys inde i Vejle.
Men jeg kom for trænings skyld og for at opleve bakkerne og det skuffede ikke. Det var hårdt på den sjove måde :-)