tirsdag den 15. december 2015

Historisk godt EM cross for Løbelandsholdet

EM Cross 2015 i på trav- og galopbanen i Hyères har skrevet sig ind i dansk løbehistorie.
For første gang vandt Danmark en holdmedalje!!
Og vi fik et uhørt stort antal Top 20 placeringer - 7 i alt - og derudover 6 flotte placeringer som nr. 25, 26, 31, 32, 38 og 41.
Så altså 13 super fine resultater med en trup på 17 løbere. Det er altså rigtigt godt. Og jeg er sikker på at de 4, som ikke fik et godt resultat denne gang, nok skal blive stærkere af modgangen og tage revanche senere.
Kim Gudmand var også i Frankrig og tog fantastiske billeder
Holdet
Det er en flot prægtige løbere og gode kammerater. Stemningen på holdet er helt fantastisk. Alle har sin rolle og bidrager positivt. Jeg har været med til EM 3 gange og kan tydeligt mærke en udvikling. Holdet er meget mere selvbevidst og løberne mere selvsikre og selvstændige. Vi ledere fandt det derfor meget naturligt at træde lidt tilbage og give løberne frirum til selv at tage ansvar og hjælpe hinanden, når der var brug for det.

Ruten
Den var rigtig god, selvom den var helt flad bortset fra de kunstige små buler. Det er nok den mest fair rute jeg har set. Starten var bred og der var masser af distance på det jævne underlag indtil første sving. Der var plads nok hele vejen rundt, og selvom der var 4-5 forskellige slags underlag, var man ikke i dilemma omkring piglængde. De 4 kunstige små bakker var regulære og opløbsstrækningen imponerende foran den store tribune.
Jeg læste i L`ÈQUIPE at der var 7000 tilskuere!

Taktikken
Det var en rute, hvor vi forventede at der ville blive løbet super hurtigt fra start. Vi trænere valgte derfor et oplæg, hvor løberne skulle passe på i starten, så de ikke løb sig dybt ind i syren. Det var godt set, viste det sig, for alle vores løbere avancerede gennem løbet, mens andre gik ned.

Løbene
Jeg vil ikke komme med en lang beretning om hvert løb, men skriver lidt om de ting man ikke kan læse ud af resultatlisten.

Juniorpiger => vejen til medaljen
I 2012 ved NM Cross i Tårnby, hvor jeg for første gang var med holdet, ville vi så gerne have at pigerne skulle have succes. Det fik de ikke. Line Schulz, Maria Larsen og Josephine Thestrup var dengang kun 16 år og set i bagspejlet klarede de sig faktisk OK. Josephine var bedste dansker som nr. 12.

I 2013 ved NM på Island kom der lidt udvikling. Maria blev nr. 8, Alberte Kjær nr. 10 og Josephine nr. 11. Vi blev dog stadig sidst for hold. Louise Rode kunne ikke rigtigt følge med, men fik til sidst næsten indhentet en svensker.
Ved EM i Beograd jublede vi da Maria løb hjem som nr. 28 efter en rigtig flot spurt.

I 2014 fik vi endelig succes. Ved NM fik Maria sølv og Anna Møller, som lige var blevet løber, fik bronze. Alberte blev nr. 6, Louise nr. 9 og Josephine nr. 10. Vi fik NM holdguld! Nu lignede det noget.
Ved EM i Samokov havde vi pigehold med for første gang. Desværre blev Maria syg og Josephine dårlig under løbet, så vi blev "kun" nr. 7 for hold trods fantastiske præstationer af Anna, Alberte og Louise. Nu var juniorpigerne blevet vores stærkeste kort.

I 2015 håbede vi på et superhold ved den store satsning med hold ved VM Cross, men denne gang var det så Anna som var syg. Maria, Alberte og Louise gjorde det rigtigt godt.
Ved NM måtte vi undvære Maria og Alberte, men Line Schulz, som havde haft masser af modgang i cross de sidste 2 år, rejste sig på fornemste vis og var med på holdet med Anna og Louise, og vi fik endnu en hold guldmedalje.
Ved EM lykkedes det endelig at have alle de seje piger til start sammen. Bortset fra Josephine, som meldte afbud, da hun ikke var kommet så godt ud af de sidste crossløb. Vi savnede Josephine, og jeg håber hun får mod på cross igen. Line må være et godt forbillede.
Konkurrencen var rigtig hård i år. Dels ville det være svært at få en god individuel placering og dels var der mange stærke hold. Var det stadig en urealistisk drøm, at vinde den medalje?
Ved første mellemtid efter 1100m var vi ca. 100 point fra medalje. Men så løb pigerne sig op og overhalede i gennemsnit 25 løbere hver. Line fik endda trådt sin ene pigsko af og Louise havde et styrt. Men denne dag var Danmark ustoppelige!
Juniordrenge
Andreas Lindgreen blev ramt af et maveonde og efter et forsøg på at varme op, var det tydeligt at han ikke var klar til at starte. Kristian Holm havde det svært fra starten og fik ikke et løb på hans normale niveau. Joachim Rosbo fik en god placering som nr. 30 sidste år, hvor ruten mere lå til ham. Som han selv fortæller spurtede han næsten alt han kunne de første 200m, men var alligevel blandt de sidste. Han løb sig fint op til gennem løbet. I forhold til de andre nordiske løbere besejrede han 5 og tabte kun til 3.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar