mandag den 14. marts 2016

DM 10 km for Blovstrøds mænd

Blovstrød Løverne kom hjem med en masse PR. Steffen Falch Larsen havnede desværre lige mellem den gruppe som løb 15.01 ved 5 km og den som løb ca. 15.25, så han løb hele løbet alene. Han fik en fed PR men kom lige præcis ikke under 31 min. Steffen er i god form. Han har aldrig løbet så godt på 10 km, som han gør på andre distancer. Han har talt om at top 5 ved DM kort Cross på lørdag kunne være realistisk. Det tror jeg bestemt det er. Ruten ser ud til at passe ham.
Flot var det også at Kasper Harlev forbedrede sin PR til 31.16. Han har ikke kunnet løbe så meget, men har fundet balancen mellem træning og resten af sit liv.
O-løberen Emil Øbro løb som sædvanligt frisk til fra starten, men holdt denne gang fint hjem og fik også PR med 32.14.
Christoffer Vienberg er i forrygende form. I ugerne før løbet, gennemførte han ret nemt 2 hårde pas i 3.20 tempo. Så jeg forventede at han kunne løbe 3:20 tempo med overskud langt ind i løbet og øge tempoet i afslutningen. Simon Jørn hjalp ham med at få startet i det rigtige tempo og med at skærme ham undervejs. Det gik helt perfekt med 3.20 tempo indtil 5 km og herefter 3.17-3.18 tempo ud til 9 km og en afsluttende km på 3.11, så han fik en kæmpe PR på 33.01.
De 5 drenge sikrede holdet en 6. plads i Cross Challenge. Vi er ikke så stærke på herresiden lige nu, men det er dejligt at vi kan blive ved med at hænge på som en af de bedste klubber alligevel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar